Seer du, min Elskte! Jordens Rædselsnat?
Hvor ingen Trøstens Stierne glimter mat,
Der Skiebnen dæmper stolte Ynglings Mod,
Og Slægter vælte sig i Slægters Blod.
See den og gys! Nei fly! o fly
Med mig fra Nattens sorte Tordensky.
Seer du, min Elskte! Jordens Fængselshuus?
Der blegner Kiærlighedens Genius;
Man aner ikke Flammen i vort Bryst,
Og haaner kun vort Hiertes fulde Lyst.
See det og græd! Nei bort! o bort!
Fri vil vi sprænge haarde Fængsels Port!
Seer du, min Elskte! Dødens Engel blid,
Med slukket Fakkel, Uskyldsklædning hvid?
Han vinker os, og aabner huld sin Arm,
Han vil ei rive løs mig fra din Barm.
See ham! Græd ei, men iil, o iil!
Følg mig, hvorhen os kalder Englens Smiil!
Seer du, min Elskte! Gravens Vugge blød?
Os luller Nattens Fugl i Slummer sød;
En Sørgepiil med Duggens Taarer staaer,
Nedbøier huld sin Isses dunkle Haar.
See den, og smiil! Svæv sagte hen,
Og læg dig ned i Vuggen med din Ven!
Seer du, min Elskte! Himlens Morgenglands?
Uvisnelig os favner Myrthens Krands;
Der toner giennem Æthren Harpeklang,
Og Engle siunge os en Brudesang.
See den og jubel! fly! o fly
Med mig til Salighed bag Nattens Sky!
G. A. Dichmann.