Tidens sidste Strög paa Værket skrider,
Anelsen for vunden Vished döer;
Graven mörkner, Attergry fremglider,
svundet er Forventningernes Slör.
Over Tidens Maal da Saga svæver,
prenter Stordaad med indviet Haand;
Snillets, Tankens, Sværdets Helt gjenlever
Sekler gjennem Stavens sanddru Aand.
Musen höit for Hine Harpen stemmer,
hyller dem i Evighedens Glands;
o! men den selv bramlös Id ei glemmer, —
Musen flætter Borgerdydens Krands.
Viede i Ventets lyse Rige!
skulde den da tie ved Din Grav?
skjönt Din sande Stræben maatte vige,
lænket ved en smaalig Verdens Krav.
Skulde den med Vanlighedens Stemme
tone Dig paa Vexlets store Dag?
varsle, at en Slægt Dig först vil glemme
med det sorgfri Hjertes stumme Slag?
Nei! o! nei! forjettende den skrider,
löser Fremtidskjoldets Runefeldt,
seer Dig under Kamps Skypyramider,
og beströer Dig kronende som Helt.
Thi i Fredens Retsind Slagets Helte
vies ind til Seir, til Hædersdöd:
altid Ledings vegne Feige smelte
der, hvor Borgersolens Straale bröd. —
Faldfrit selv kan Slövhed ende Banen,
vorder Livet ligt ukruset Flod;
falde kan kun Kamp mod Livsorcanen, —
Du mod Smerte kæmped’, og Du stod;
stod, og Retsind til Din Förer valgte,
Snille evigungt i Aanden vakt,
ei tilhyllet, men hvor Brödre kaldte,
var Din Haand halvvinket, ordlös rakt.
Ved Din Grav da Harpen, faldne Blade,
viftende om Höien, toner lig,
Savnet bygger om dens stille Stade,
Venskab dybt veemodigt böier sig.
Signende Dig, Livets Melodier
anelsebevinged’ fölge Dine Spor,
og til Himlens Hymneharmonier
tone sanddru’ Hjerter Sörgechor. —
Vær da mindet fra Din Selvkrafts Dage
til det store Lovbud bröd Din Stav!
vær da signet af hver Tro tilbage!
hviil da savnet i Din vundne Grav!