Warum muß sich zu diesen Empfindungen, zu diesen Erkenntnissen das unüberwindliche Verlangen des Besitzes gesellen? und warum richten, ohne Besitz, eben diese Empfindungen, diese Ueberzeugungen jede andere Art von Glückseligkeit völlig zu Grunde?
J. W. Göthe.
"Kast Dragten! evig Flammestraf Dig venter;
"vov ei i Verdens Uhrværk frekt at drage!
"det næste Solglimt vorder blidt." — —
Svig, cristne Præst! til intet er tilbage,
til jeg har levet, lidt!
Hört har jeg Dig, Usonligheds Forjetter!
i Haanden Naadens slukte Lampe,
ved Foden jordet Sandheds Mausolée,
fremmane Evighedens Straffedampe,
Orthodoxiens Pragttropæ.
Har Du ei aldrighelmet Baal for Barnet,
der een Gang glemte vise Faderlove,
for Ynglingen, der een Gang Sandser löd?
falskt Greb i Verdens store Alt de vove;
eet Greb; Hvad Mer’ er selvvalgt Död? —
Du har ei ledet mig til söd Bevidsthed
om Fredens Hjem bag Længslens Dage;
Din golde Tro jeg sprængte frit,
fandt hvad ei Lovbud kan fremdrage:
et Hist, dog, Held mig! ei som Dit. — —
Men jeg er træt; træt, Haab! af Dine Blomsters Visnen,
træt, Dyd! af lönlös Sværgen til Din Fane.
Mörkt, farvelöst henglide Nuets Fjed;
Frydsminderne jeg vil fremmane,
og Hjertet hilser intet Hvilested.
Er det ved denne Slövhed, Sorgen skaber,
ved en utrættet Svig, der frommest Attraa saarer,
jeg luttres skal til Salighedens Skjær?
hvad, eller er hiint Taal en List kun, Dybet kaarer,
til sine Valgte alt at modne her?——
Dog, kolde Pligt! tro bar jeg Dine Lænker,
og offred’ Dig, hvad Verdensjublen priser;
kun, naar sig Elskovs forudskabte Ild
i Længslen maled’ Nöiets Paradiser,
steeg Bönnen om et venligt Rosensmiil.
Og Længslen hilste fro sit Hjemlandseden,
og luttret steeg al Lysets Glæde
södt frem paa Nöiets Blomsterbred,
og Tankerne udlöste skrede,
og knytted’ Tid med Evighed.
Hvi slog Du, Styrer! denne Dragt om Kjendslen?
Begjæret raser i sin holdte Tömme,
og Eie stormer frem med dybe Krav.
Skal nu jeg Savnets Skaal kun roligt tömme?
og Attraa dvæle fromt ved Maalets Grav? —
Nei! jeg er træt, mod Lise stunder:
det rene Guddomspræg ei oplöst blöder;
frit stiger det i Grebets Aftenskjær;
jeg Baandet sprænger kun, som föder
det jordiske Begjær. —
O! kun en Aabenbaring, höie Alkraft!
selv bröd jeg Gjenlivsgaadens Dække;
men kan fra hiint Forjettelsens Paulun
vel Aandsforening Kjæden række
mod Længslernes begrændste Lund?
Træd frem i Aft’nens halvnedsjunkne Lysglimt,
med Morgenblomstrets förste Trille,
i Middagsolens fulde Skjær,
i Nattens alvorstemte Stille;
træd frem som Syn, som Dröm! — adlydt Du er.