Höit Kongen sad i sin Trones Glands,
og Strenghed af Blikket fremlued’;
mod Jorden de Store nedskued’,
og aanded’ ængstligt, og anede Död,
da mod dem hans Stemme truende löd:
"Hvo var det, der sig i Midnattens Mulm
"med blinkende Dolk mod mig listed’,
"og til frække Trusel sig dristed’:
""skjælv, Konning! for hevnende Mandehaand!
""hvis Landet Du kuer i trykkende Baand."
"Hvo var det?" — Alle blegnende tang’, —
"Nu vel! han komme ved Dagen!
"og hæve for Kongen da Klagen!
"hvis Mandsblik ei skræmmer den Nattens Mand,
"da træde han frem! höit tale han!"
Og, see! fra Skrankens Skare skred
en Olding med stille Mine;
mod Tronen seer man ham trine,
og med rolig Kulde han taler: "Tyran!
"her Dolken er, her Truslens Mand,"
Raskt slynger han Dolken for Kongens Fod,
og trindt Forbauselsen hviler,
da bittert imod ham han smiler:
"den Helt kan og döe, som med Mandehaand
"vil sprænge Fædrelands Slavebaand,"
Haant mæler da Kongen: "at denne Haand
ei atter imod mig sig hæve!
"at jeg kan regjere og leve;
"saa hugge den Böddelens blinkende Sværd
"fra frække Arm, i skyndeligst Færd!" —
Mod Riddernes Skare da Oldingen gaaer,
og trykker med ömmeste Smerte
Sönnen til elskende Hjerte:
"Gud vogte Din Höire! mit Barn!" — — Og hen
han træder til ventende Böddel igjen. —
Men Sönnen see for Tronens Fod!
"o! Konning! længe Du leve!
"og hvo Dig ei hylder, han bæve!
"ja! var det selv Fad’ren, dog sendte jeg
"med rolig Haand ham ad Dödens Vei.
"Konning! Dig kun jeg rakte min Tro,
"Dig kun jeg stræber at tække;
"lad da Böddelen Öxen mig række!
"Den Lön Du kun skjænke min Troskabs Daad:
"her Haanden at lægge for Tronens Fod!" —
Ha! Alle forskrækkes, og Kongen selv
maa blegne i rasende Vildhed;
i de vide Sale er Stilhed;
paa det skjælvende Knæ synker Oldingen ned;
paa alle Pander staaer Dödens Sved.
Og end een Gang hæver den Sön sin Röst,
slaaer paa sit Sværd, og rundt det dröner;
men Oldingen dæmpet stönner:
"bönhör dog, Monark! den vanslægtede Sön!
"af sig selv frembærer Synden sin Lön."
Sig Konningen fatter, giver Bödlen et Vink,
der Ridderen Öxen giver,
men bittert staaende bliver:
"hvis mange slige Sönner Sollyset saae,
"maatte snart Bödlen som Tigger gaae." —
Og Ynglingen griber Faderens Haand;
fra Hallen Begge bortile.
Vildt Kongen og Mændene smile.
"Men bringer den Grumme mig Haanden igjen,
"forstaa da, Böddel! mit Blik! og fuldend!
"Thi hvo mod graanede Fædre ei
"i Barmen mon Kjærlighed nære,
"bör frækkest Forrædernavn bære;
"Om Troskab ham trygler ei Fædreland;
"den bedre Pligt har han krænket paa Stand."
Og Alle end stirre mod Porten hen;
hvert Blik har Angsten tilhuse;
hvert Bryst truer Hjertet at knuse.
Der hersker i Hallen en rædselfuld Ro,
og stedse end Portene lukkede staae.
Og Böddelen blotter sit flammende Sværd
og glödende venter paa Stunden,
og skuer paa Marmorgrunden;
det susende Sværd han svinger saa fræk;
og Ridderne gribes af Rædsel og Skræk.
Men, lydt! paa de marmorne Trapper det
ilende kommer. Sporerne klinge;
det nærmes; de Döre opspringe.-
Ham er det; han maler med Smiil paa Kind:
"döm Manden ei efter det ydre Skin!
"Hid bringer jeg Dig den Höire, Tyran!"
for Konningens Fod han den kaster. —
Blikket mod Böddelen haster.....
Sværdet suser, Hovedet styrter, Ynglingens Blod
omströmmer paa Hallens Marmorfod.
Da hvirvle Trompeters og Paukers Lyd,
og Ridderne juble tillige,
stöde Vaabnene sammen og sige:
"höit Konningen leve! og Priis med hans Færd!
"og Hvo ham ei ærer, naae Hevnerens Sværd!"
Og atter gjalde de Toner i Hal,
og, see til Riddernes Glæde-
Konningens Datter indtræde!
de Hænder hun vrider mod svulmende Bryst;
og Ridderne blegne, og Alt bliver tyst.
Hun skjælvende hæver det jamrende Ord:
"vee! vee! saa er han tabt, den Brave;
"ha! Daarer, som myrdet ham have!
"O! Konning! hvor langt Dine Volde end naae,
"dog Ingen ham ligner i herlig Tro."
Höit Alle forbauses i Hallen, og, se!
en Ridderyngling fremtræder;
han Hænderne vrider, og græder:
"borttager fra Helten det dækkende Mon!" —
De lyde..... Den Herlige mangler en Haand.
Og den grædende Dreng stönner Ordet frem:
"han tro sig til Faderen kjæded’,
"og iilsomt herfra ham leded’,
"han förte ham mod det brusende Hav,
"og trofast til Afsked ham Haanden gav.
""Lev vel! min Fader! til Döden, viid,
""mit Hjerte Dig tro vil fölge!" —
"Baaden da gynged’ paa Bölge,
"og rört den staalhaarde Gamle græd,
"mens Vinden ham förte fra trolöse Bred.
"Til Blokken Ynglingen traadte og Öxen svang;
"hans Höire styrted’ til Jorden:
""kom! Slægter fra Syden og Norden!
""Sönnens Pligt lære og skue I her!
""let smilende över han rædsomste Færd.’
"I Hast forbandt han den blödende Arm,
"og hid tilbage han styrted’
"Vee! vee! ham have I myrdet." — —
Og Taarer slukked’ hvert Öies Ild,
og Kongen var stum, og rasede vild.
Til langen Taushed han bröd: "Der skal
"en Grav af kostlige Stene
"bedække de herlige Bene." —
Da stormede atter Paukernes Gjald
og Hornenes Toner i ridderlig Hal. — —
Seer Du, ved Strandbredden hæver sig bist
hiin Grav af funklende Stene.
Den dækker de herlige Bene.
End priser man höit den Ynglings Færd.
Konningens Grav veed Ingen, Ingen meer.