Yngvar i sit Konningslot
sad blandt Kæmper, stærke, store;
lystig Skjemt gik over Borde,
og det tyktes Herren godt.
Fredsæl var den gamle Drot:
sölverbleg nu Tinden lued’,
hvor af herligt ziret Guld
Hjelmen för sig værnfast bued’
over Lokken, mörk og fuld.
Dott’ren hos den Gamle sad,
venlig, som en Blomst blandt Ege;
hende Kæmpens Önsker stege,
hende Gubben Held nedbad,
hende Skjalden henrykt kvad.
Baldurs rene Fromhed taled’
af det lysblaae Öies Ild,
og ukunstlet Ömhed maled’
sig i Kindens lette Smiil.
Uskyldsrosen sig fremskjöd
fyldigt gjennem Kindens Lillie,
og paa Svanebarmens Lillie
Bölgelokkens Guld sig bröd;
Harpeklang fra Læben löd;
sk jönt afrundet Silken dölged’
Barmens nyligt hvalvte Snee,
og i fulde Folder bölged’
ned fra smekkre Midie.
Hjertet sukked’ dog i Lön;
useet Blikket ofte iled’
didhen, hvor paa Bænken hviled’
Hjalmar, Kampens raske Sön.
Taus sig hæved’ hendes Bön;
naar da Kæmper om ham taled’,
og i Hal hans Lovsang löd,
stærk’re Glöd da Kinden maled’,
og et dæmpet Suk frembröd.
Taus hun sad i Hallens Lyst,
tonende af Pantserringe,
og mens fyldte Horn omginge,
drevne af hiint Guld, saa lyst.
Pludseligt blev Alting tyst;
Hallens Porte, jernbehængte,
stödtes vildt med Stöien op;
uden Blu og frækt fremtrængte
Angantyrs Bersærketrop.
Deres Styrke uden Maal
fra steenfaste Arme lyned’,
Blikkets Lue under Brynet
gnistrede som glödet Staal.
Vildt de styrted’ sig i Baal,
og hvor Bölgen skumhvid bruste,
oprev stærkest Egebul,
Fjeldes Skal med Sværdet knuste,
gnaved’ Stene, ret som Kul.
Som i Hal de styrted’ frem,
hilste ei paa Drot og Svende,
Yngvar mon sig mod dem vende,
hvo de vare, sporgte dem.
"Vestergotland er vort Hjem,
"Arngrim sig vor Fader nævner,
"ellers, hvor vor stærke Stavn,
"vidt bekjendt i Nord, henstævner,
"nævner flux hver Pilt vort Navn."
Frækt med svare, tunge Fjed
han mod Konningen sig vender:
"Angantyr Du ikke kjender?
"ynkelige Drot i Fred!"
Og med Harme Gubben stred;
end han mægted’ den at dæmpe,
saa den vildt ei brused’ frem,
sporgte Kæmpen da med Lempe,
hvad til Sigtun förte dem. —
"Skjænk os Mjöd i blanken Horn!
"lad frembæres Mad paa Borde!
"siden komme vi tilorde;
"var ei Skik det saa tilforn?"
Blikket da han, hvast som Torn,
hen mod Kæmperne mon kaste:
"hvo er’ Disse vel i Stads,
"som ei flux fra Bænke haste,
"for at give Helte Plads?"
I sin Harme Konningen
dog mon Gjæstfrihed betænke,
gav et roligt Vink, fra Bænke
Tolv sig reiste af hans Mand.
Brödrene sig slængte hen,
hvor i egehvide Truge
Valhals Ret paa Bordet stod;
vildt som Ulve de mon sluge,
vel for Hundrede de aad’.
"Hvor er Mjöden?" trued’ vred
Angantyr, og tog til Orde. —
"Gak, min Dotter! hen ved Borde!
"fyld til Hornets blanke Bred!"
Sorgfuld til den Færd hun skred,
ublidt Varsel trykked Brystet;
snart var Kinden blodigröd,
snart, som Lillien hvid, hun rysted’;
svag og skjælvende hun löd.
Treen den væne Lillievaand
hen for Angantyr og fyldte,
bradt han glemte, hvad han skyldte,
ublu greb den spæde Haand;
kvalt og mod hun blev i Aand,
svag hun stod, som Skovens Vidie,
bævende for Stormens Lee;
Arm han slog om hendes Midie,
satt’ den Skjælvende paa Knæ.
"Ry gik vide om i Nord,
"Yugver! af Din Dotters, Ynde;
"greben flux af Elskovsbrynde,
"hende feste da jeg svoer.
"Nu Du veedst, hvi hid jeg foer.
"Lidet kun det baader, Konge!
"Dig at sætte mod mit Bud;
"seer Du denne skarpe Tunge,
"som min Villie förer ud."
Da blev Yngvar gram i Færd,
Ungdomsild i Blikket lued’,
vredt han om i Hallen skued’
mod de Kæmper, fjern’ og nær’.
"Er i Hallen Ingen her,
"som den Frækkes Tunge lænker?
"Ingeborg, sin Dotter skjön,
"Sigtuns Drot den Tappre skjænker,
"som hans Idræts stolte Lön."
Men han kjendtes trindt om Land,
Angantyr, den Stærke, Grumme;
Alt i Hallen mon forstumme,
Yngvar önsked’ Gravens Rand.
Bradt forbausedes hver Mand,
da med fast og rolig Mine,
og i Blikket Elskovsglöd,
Hjalmar saaes mod Kæmpen trine:
"Kamp, Bersærk! paa Liv og Död!"
Angantyr i Latter brast:
"Svage! Livet Du foragter;
"vogt Dig, för mod Kamp Du tragter!
"at det ender ei med Hast."
Svared’ Hjalmar raskt og fast:
"inden fire Uger rinde,
"hist bag Samsös Bölgeskjær
"Du og Brödre Döden finde,
"eller Hjalmar er ei meer."
Angantyr slap Möen prud:
"Bort en Stund Din Helt maa drage;
"snart med Seir han er tilbage,
"Dig at favne som sin Brud.
"Agt ei dette spæde Skud!
"sku paa mig, en Helt i Kæmpe!
"höit mod Valaskjalf hans Blod
"som vort Brudeblot skal dampe."
Sagt, og Hallen han forlod.
Og hver Kæmpe, Hirdmand, Svend
höi Beundring Hjalmar sendte;
men mod Örvarodd han vendte
sig blandt alle Hallens Mand;
sælsomt stor den Kampens Ven
var som Aukathor at skue,
hartad saarelös som Steen,
förte Sværd og Spyd og Bue,
alt til Fjendens svare Meen.
Djervt og drabeligt han slog;
Blod de havde sammenblandet,
tidt i Ufred værnet Landet,
naar foreent’ de Fjenden vog.
Hjalmar ham i Haanden tog:
"Tidt vi færdedes paa Bölge,
"raske Kæmpe! vilt Du da
"vel i denne Kamp mig fölge?"-
Og den Stærke smiled: "Ja!"
Sværdeklang og Skjaldekvad
atter höit i Hallen strömte,
Hornene blev’ lystigt tömte;
Hver i Borgen tyktes glad.
Ingeborg kun stille sad;
o! hun elsked’; Frygten smerted’,
og forjog hver Glædeslyd;
ak! det förste Glimt i Hjertet
dræbte hendes förste Fryd. —
Snart i Elskovs söde Leeg
smelted’ hun ved Hjalmars Hjerte;
södt forstummed’ Frygt og Smerte,
og et saligt Haab opsteeg.
Snart det elskte Lys bortveeg;
hende greb uvenligt Mörke:
Angantyr i Tanken skred,
angst hun skued’ Kæmpens Styrke,
og fra Öiet Taaren gled. — —
Kampen böd. — Frem Möen treen,
Vaabnene paa Lilliearmen,
spændte Pantseret om Barmen,
gyldenfast og uden Meen,
rakte Haanden Sværdet hen,
sno’de blanken Skjold om Armen,
Hjelmen over Lokkens Tind,
slutted’ Helten saa til Barmen,
skjön, som Frei ved Gerdurs Kind.
O! men Barmen blev saa trang
veemodgreben den mon bölge,
og til Stranden maa hun fölge
Helten, som for sidste Gang.
Stormen huult i Touget klang;
end een Gang hun henrykt hörte
Heltehjertet i sin Favn;
Tegnet löd, og Vinden förte
gjennem Bölgen Koggens Stavn.
Længe hun ved Stranden stod,
frydedes ved taust at fölge
Snekken ad den blanke Bölge,
der sig bröd ved hendes Fod;
men da Öiet den forlod,
sukked’ hun, og Kinden blegned’,
Taarer fyldte Öiets Skjær,
om i Ternens Arm hun segned’:
"o! jeg seer ham aldrig meer."-—
Snekkens veltilhugne Bryst
Niord gjennem Bölgen förte;
snart fra Stavn de Kæmper hörte
Bölgens Brud mod Samsös Kyst.
End var Alt omkring dem tyst,
ingen Stavn paa Fladen bued,
og da fjernt fra Stævnets Strand
intet Glimt til Kamp de skued’,
steg’ Fostbrödrene i Land.
Mens de ginge Arm i Arm,
fraaded’ frem Bersærkens Snekke
hen mod Stævnet, og fra Dække
löde vilde Skrig og Larm.
Bradt han blev af Kamplyst varm;
i et Nu de Grumme stode
frem paa fjendlig Kogges Rand,
dræbte hver en Mand for Fode,
för de vendte Blik mod Land.
Over Sletten vildt de for’;
Örvarodd dem skued’ fjerne:
"Ven! nu glimter Aukthors Stjerne;
"seer Du Kæmpen, bred og stor?"
Rask tog Hjalmar da til Ord:
"Kampens hule Glam alt lyde;
"hvad er vældigst Kæmpeværk:
"Brödrene til Leeg at byde,
"eller Kæmpen, grum og stærk?" —
"Vældig vist den Helt jeg kalder,
"som de stærke Brödre slaaer;
"höiere dog Helten staaer,
"som for Angantyr ei falder." —
Hjalmar blotted’ Sværdet prud:
"vel! mod ham da Hjalmar skrider;
"jeg til Kamp dem æsked’ ud,
"og for Ingeborg jeg strider.
"Falder Hjalmar, hils hans Brud!"
Og mod Angantyr han bröd;
vildt Bersærkens Öie brændte,
först i Kampen han erkjendte
Hjalmar, da han Modstand böd.
Lystigt Vaabenlarmen löd;
Angantyr med Sværdslag, tunge,
fraaded’ frem med rædsom Vold;
huult i Luften de mon runge,
bödede ved Hjalmars Skjold.
Örvarodd, den Kæmpe stærk,
Brödrene med Sværdet mödte;
frem da traadte, stred og blödte
til den Sidste hver Bersærk;
Leeg han fandt det Kæmpeværk,
og da Rækken fuldt var oppe,
og for kort ham Kampens Tid,
sporgte han de döde Kroppe:
"er’ ei Flere her til Strid?"
Vendt mod Hjalmar da paa Stand,
saae han mat Bersærken svömme
bleg i Blodets sorte Strömme,
ralle, döe paa Skjoldets Rand.
Ha! men bleg stod Seirens Mand,
maatte svag til Sværd sig stötte;
iilsomt styrted’ Vennen did:
"Held! Du seired’ i Din Strid;
"ha! men er Du Dödens Bytte?" —
"Sexten dybe Saar mig brande,
"Seierfader vinker alt;
"För mig hjem! og siig, jeg faldt,
"Först da Seiren jeg mon kjende!
"Freia Tröst den Elskte sende!
"Dog! ei længe Livets Stemme
"lyder hende, skilt fra mig,
"samme mörke Muld da gjemme
"Mit og hendes prude Liig!"
Kvaltes da den Kæmpes Röst,
og mod Valhal raskt han higed’;
rört stod Örvarodd med Liget
ved det staalbesatte Bryst.
Förte han det da mod Kyst;
förste Gang han tyktes ene,
förste Gang et Suk opstod,
og paa Strandens hvide Stene
flöd den haarde Kæmpers Graad. —
Snekkens veltilhugne Bryst
Niord gjennem Bölgen förte;
snart fra Stavnen Kæmpen hörte
Bölgens Brud mod Sigtuns Kyst.
Det var Nat, og Alt var tyst;
Örvarodd da Anker kasted’,
og en Svend han sendte frem,
som til Jomfruburet hasted’,
mæled’, Hjalmar vendte hjem.
"Herligt lyder Kvinders Stemme;
"Lövter skjönt fra Læben gaae;
"Tiden lider, og de glemme...
"Pröve vil jeg Kvindetro."
Og han tog fra mörke Vraa
Liget, som end venligt smiled’,
skred fra bölgebaarne Stavn,
og i Natten frem han iled’
med den Blege i sin Favn.
Ingeborg Guldvæven treen;
men da Svenden ind mon træde,
styrted’ hun med Længslens Glæde
glödende mod Dören hen,
saae paa Tersklen Hjalmars Ven
med det elskte Liig i Armen,
klæbed’ sig til blegen Mund,
drog den Kolde tæt til Barmen,
livlös sank i samme Stund, —
Helten kan ei Taaren dempe,
som fra Öiet glider klar:
"Kvindetro jeg skuet har."—
Bleg i Natten staaer den Kæmpe
ved de sammenslyngte, Liig. — —
Freia! o! de signe Dig;
ene, muldnes Den al Glæde,
der ved Elskov vikled’ sig
södt i Samlivs Rosenkjæde. —
Nær ved Sigtuns Konninggaard
deres fælleds Höi sig hæved,
og i Skjaldes Toner leved’
deres Minde Aar for Aar.
Hun med Rosenkrands i Haar,
han med Seierssværd, de stedes
ned i Muldets mörke Sal;
sammen i Folkvangurs Hal
nu forenede de glædes.