Rein sey mein Herz! so darf ich, obwohl mit der bebenden Stimme
eines Sterblichen, doch den Gottversöhner besingen.
F. G. Klopstock.
Vildsomt, gjennem Sandsers Öie
skue Stövets Myriader
op mod Verdners Evighöie,
glemme den algode Fader.
Mulmet ruger over Jorden,
svagt kun glimter Solen frem;
bradt en dæmpet Varselstorden
buldrer over Bethlehem.
Ei blandt Judas store Byer
est Du ringe, Bethlehem!
see! fra Dig snart Lyset gryer
gjennem Jordens Taage frem.
I Dit Skjöd snart han er vorden,
som vil frelse Israel,
som vil Væsnerne paa Jorden
aabne Salighedens Væld.
See! Timen er vorden,
da Helved’ paa Jorden
en Grændse er sat.
Forbarmeren byder:
en Klarhed frembryder
i mulmsorte Nat.
Fra Alvældens Trone
en Seraph nedsvæver,
og Jorderig’ bæver,
da höres det tone:
"Skjælver ei! den Eviges Godhed
"evigt varer;
"skjælver ei! thi Eder forkyndes
"navnlös Glæde.
"Dagen er fremrunden, da Jorden
"Frelse rækkes;
"see! Messias, Herren, i Davids
"Stad er vorden.
"Jubler höit! den Eviges Godhed
"evigt varer.
""Ære vare Gud i det Höie!
""Fred paa Jorden!""
Forbarmeren byder;
og Jorderig’ seer,
fra Aandernes Rige
i Natten nedstige
den himmelske Hær;
da atter det lyder:
"Jubler höit! den Eviges Godhed
"evigt varer.
""Ære være Gud i det Höie!
""Fred paa Jorden!""
Da Mulmet fremrinder,
og Klarheden svinder
med Englernes Hær.
Alt Skyen den bærer
til höiere Sphærer,
til Verdnernes Grund;
og mulmdækket er
den hellige Stund.
De Vise henile
med speidende Öie
mod Bethlehems Höie,
og undrende hvile,
da, födt af en Kvinde,
de Frelseren finde.
Ei blandt Judas store Byer
est Du ringe, Bethlehem!
see! fra Dig alt Lyset gryer
gjennem Jordens Taage frem.
I Dit Skjöd er Försten vorden,
som vil frelse Israel,
som vil Væsnerne paa Jorden
aabne Salighedens Væld.
Som vil lære dem tilbede
Verdnernes og Middets Gud,
som dem gjennem Mulm vil lede
ved sin Læres lyse Bud.-
Ras forgjeves, Afgrundsorden!
over Herrens Godhedslov!
krymp Dig ved hans Almagtstorden!
Helved’! Du har tabt Dit Rov.
Men, o! Jord! med Takketoner
hæve Stemmen Du til Gud!
priis Din evige Forsoner,
som af Lænken tog Dig ud! —
Udaads vilde Offre! tier!
Blikket mod den nære Grav!
synker! Sandsens Raserier!
Dyd han ene Frelse gav.
Frelsens gyldne Sæd han strö’de;
samler den i renset Bryst!
hist, hvor Lysets Straaler glöde,
toner han som Dommens Röst.
O! men, Dydens tro’ Tilbeder!
möd med freidig Hu Din Död!
den mod ham Din Bane leder,
som til Liv Dig vorde böd.
Lad da Dydens Martyrkrone
smerte Dig i Prövens Tid!
Hisset vil Du for Guds Trone
finde Lönnen for Din Strid.
Derfor, Jord! med Takketoner
hæve Stemmen Du til Gud!
priis Din evige Forsoner,
som af Lænken tog Dig ud!
Ras forgjæves, Afgrundsorden!
over Herrens Godhedslov!
krymp Dig ved hans Almagtstorden!
Helved’! Du har tabt Dit Rov.
Stövet jubler mod det Höie,
Himlen smiler til dets Fryd,
Glæde luer i hvert Öie,
Lovsang er hver Skabnings Lyd.
Mulmet svandt, og Solen bryder
kjærligt frem fra blide Öst;
trindt om Bethlehem nu lyder
kun forenet Takkeröst. —
Helved’ er fra Jorden svundet,
lænkelagt dets mörke Hær;
Troens Lys er klart oprundet;
Himlens Rige Jorden nær.
"Jubler höit! den Eviges Godhed
"evigt varer.
""Ære være Gud i det Höie!
""Fred paa Jorden!"