Fromheds Tjenere af Sværmen spottes,
Givt Socrater altid rede staaer,
Hiin, hvem södt Forventningerne blottes,
daarestæmplet, taalt, foragtet gaaer.
Raadets Blodmænd straflöst Navnet prenter;
Djervhed, i sin Uskylds lyse Sol,
tryg fra Fængslet Frihedstraalen venter,
fri’s, og slæbes hen for Dödens Stol.
Ligegyldighedens Skarer velte
sorglöst sig fra Liv i Ventets Skjöd,
medens Grandskningens kaldsvarme Helte
kæmpe gjennem Uro, Tvivl og Nöd.
Blomsterteppets lyse Glands sig breder,
upaaskjönt, for taklös Apathi;
tjörnomhyllet, Fölelsen udleder,
fatter Lysets Sphæreharmoni.
Nöisomhed ei sparsomst Nok henrækker
stille Virkende for Slægters Vel;
O! Overmaalet kronende bedækker
selv Napoleoners Id med Held.
Hoben, efter skuffet Idræt, maler
pletlös Fraholds Ven med Haanets Navn;
Intet anende Sardanapaler
synke priste höit i Lysters Favn.
Frihed lever som et halvslukt Minde,
og de Sjeldne, som gjenkæmped’ den,
under Seiren Grav som Lönnen finde
blandt de jublende, frigjorte Mænd. —
Fromhed! Heltestorværk! Uskylds Nöie!
Viisdom med Din haanomvundne Stav!
raske Frihed, Blikket mod det Höie!
o! var Hines Færd, lig kalket Grav?
Eller er kun Daarskab Taalets Tömme?
slog Erinnen alle Dyders Baand
ud for Lovens Helt, at Livets Strömme
Bud han skrev med Lyset modsat Aand?
Skal forsonende i Mörket være
ene haabet Gjengjælds milde Skjær?
og i Hylding af selvslynget Lære
Lönnen for det tæmmede Begjær?
Vakte Godhed Dig af Intets Hvile,
Verden! hvor det Gode synker ned?
eller hvor er Lön, som kun skal smile
Dydens offrende Tilbeders Fjed? —-
"I Din egen Barm den herlig troner,
"som en hellig, gudindviet Röst,
"der sit Bifald i Dit Indre toner,
"Skjebnen sonende Dig rækker Tröst." —
Denne Stemme da, der isnet stæmpler
hvert et Feilgreb ugjenkaldeligt,
der, for Dommens Straale, koldt indtempler
al Beundrings Storværk under Pligt.
Denne Stemme, der oplodes ikke;
hvis usmittet Banen skredes hen,
som fra Synden drog de Öieblikke
af et Selvnok hos Opoffrings Ven.-
Og selv da, naar Tanken höiest stiger,
Stemmen taug hos Tidens modne Sön;
mon da den Usonlige bortviger?—
Tvivlen sukker: Dyd! hvor er Din Lön?