"Ha! hörer Du, Krigsluren gjalder!
"vær tro, hvis jeg staaer, hvis jeg falder!"
saa Ubald för Striden udbröd.
Paa Thoras ömt blussende Læber
han brander et Kys, og henstræber,
hvor Kæmpernes Række ham böd.
Raskt hvinende Sværde sig möde;
paa Valen de Kæmpere blöde,
hvor stridlystne Ubald frembröd.
Vel minder den elskende Kjekke,
at Möen kun Rosen kan række,
hvor Heltedaad Blomsten selv bröd.
Thi blanded’ hans Blod sig med Voven,
thi randt det paa Vangen, i Skoven,
thi farved’ det Heltenes Sværd;
thi löde i fredrige Dale,
thi brused’ paa stormende Vale
de Toner om Ædlingens Færd.
Mens Lovsangens Hvirveler lyde,
og Heltene Lauren ham byde,
hos Thora hans Tanke kun er.
Bag Kampens det taagede Fjerne
staaer Kjærligheds lysende Stjerne,
med Haabets og Mindernes Skjær.
De Krigstoner længer ei brage.
"Jeg kommer, o! Thora! tilbage;
"lys venligt! min Fölelses Sol!"
I Natten den Stjerne ham leded’,
og Længslerne storme i Fjedet
mod Hjertets det glödende Maal.
Taust hvile de Borgriddersale,
de Blade kun hörte neddale,
mens Fred over Hvælvingen gaaer;
de hensvundne Tider fremrinde
med Elskovs det salige Minde,
da Ubald ved Borgeled staaer.
Södt hviler Du, öm og fortrolig;
min Elskovs lövsmykkede Bolig!
laan tro mig Din natlige Favn!
her rödmende Elskov hun stammed’,
her favnende hende jeg flammed’,
her skar jeg i Bark hendes Navn.
Til venlige Genier kjædet,
han glödende dvaler ved Stedet,
og blegner i natlige Skjær:
ömt Thora i Balduins Arme
beaander med Kys ham saa varme;
taus Ubald sig styrter i Sværd.
"Ha! hörte Du Sukket, det tunge,
"see Sværdets den blinkende Tunge!"
hun styrter i Ædlingens Blod.
"Dig tro", han mildt döende sukker,
veemodige Nattegal klukker;
den Pige hun brister i Graad.
Og hist i den viede Bolig,
hvor Andagten vinker fortrolig,
der vanker nu Thora saa mod;
de Dage hun sukkende heder,
de Nætter hun vaagende græder,
og vier sit Liv kun til Bod.