Salige Lyst! i min Livsnat fandt jeg et Væsen; o! venligt,
ledende, Cynthias Smiil ligt i den natlige Sky,
tröstfuldt, som Evigheds Daggry bag fredviftende Vaaning,
minderigt, Lunden ligt, Elskovs opluende Suk
först besjæled’, ætheriskt, som Kunstens höiere Sphærer,
smeltende, Harperne ligt, Eros’s Vinge omslog,
evigforskjelligt, som Dalens det regnbufarvede Dække
evigen eet, som hiin Sol, Skaber af Farvernes Spil,
sværmeriskt, bolende Natvind ligt i maanelyst Gitter,
reent, ligt Hine, der slaae Harpen ved Kjærligheds Væld; —
o! og i glödende Andagt dybt jeg tilbedende föler,
nævner jeg, Sulva! Dit Navn, maler jeg Billedet og.
Knælende modtog min Dom jeg, selv dristigt Anelse fyldtes,
omskabt ud fra Din Favn skred jeg til renere Bliv;
omskabt, ja! omskabt blev Alt: hver Traad, som kjæded mit Væsen,
omskabt al den Natur, som mig tilsmiled’ först da.
För, naar det Jordiske blev, sig tumled’ i evigen andre
Sphærer dog Tankernes Dands, hjemveelöse og fri;
nu, mens Stövet henvifter for mörk Bestemmelses Storme,
dvæler dog Tankerne kun södt i Længslernes Vraa,
den Du opadlede til reen Andagts gudfulde Niske.
Siig! har Du stundom ei fölt, Tankerne bolede der?
Vift da, Stöv! henilende for Bestemmelsens Storme!
evigen skilt fra mig selv, bærer jeg Jordbyrden ei.
Vift, Stöv! ilende hen for Bestemmelsens lænkede Storme!
at, med min Tanke foreent, Hjem jeg finder paa Jord!
slaa! Stund! samlende mig med hiint Himmelens lysende Billed’,
som i Vaaren mig bandt, slipper mig evigt ei
Fjernheden saarer for dybt, og Længslerne stige mod Himlen,
Glædernes smeltende Chor lyde ei Kjærligheds Savn.
Nærhed kun tryller mig södt, ved den mig selv Jorden tiltrækker,
let hver Byrde mig er, lyser blot Kjærligheds Skjær.
Vift, Stöv! ilende hen for Bestemmelsens lænkede Storme!
at, med min Tanke foreent, Hjem jeg finder paa Jord!