Genieße, wer nicht glauben kann!
F. Schiller.
Nei! her staaer Skranken, Sjæl! for Dine Kæmpe,
mens fromt, hengivent Dine Fjed
Du styred’ mod en foregöglet Lampe,
barnagtig Lettro kaldte Evighed.
Nu, Seklers Hævd! ei Laan Du kræve!
oldfaste Skyldner, som trælbunden Tro
og Vedtægt kun gav’ Hjemmel til at hæve
hver Nydelse, hver Ro!
Hvo er den Viede i Dine Riger,
den Kjendte med Din Gjengjældsmagt,
som vidner, at afmægtigt ei Du viger,
naar jeg mit sidste Offer Dig har bragt? —
Ei meer i Grotten hist, ved Glæders Kilde,
mig Nydelsernes Skat skal staae ubrugt;
ei længer skal Din Avindsot forvilde
min Vandring mod min Attraas budne Frugt.
Er det for Intet, disse Sandser kaage?
til Plage kun, at mit Begjær er vakt?
er’ de et Kundskabstræ bag Edens Laage,
til Pröve kun, til Brug ei rakt’?
Saa lad den Flammende forjage
mig ud af dette bunden Friheds Land!
Vær hilset! Nydelse! södt mine Dage
henglide ved Din Blomsterstrand!
Viig! nydte Evighed! for tvivlbedækket,
for fjernet staaer Din Gjengjælds Taagebred;
mistydet Pligt Din Lön har Offre rækket, —
paa Offrets Skyer svæved’ Haablöshed.
Ei Hecatomber mod Din tænkte Zone
meer dampe! alt for mange Dig er’ bragt;
hvert, hvert et Slag dybt i mit Bryst skal tone
et Minde om Din svundne Magt.
Hvorfor saa hyllet til, lig Brahmas Kronte,
hvem nögen Afmagt Hyldestslör fremdrog;
mens mine lydte Hymner for Dig tonte,
Du for et slöret Haab min bedste Halvdeel tog.
Kun stivnet Væld end levned’ Smerte;
kom! visse Vellyst! i Din Altarskaal
det stænkes hen; klyng tæt Dig til mit Hjerte!
den anden Halvdeel tag! töm Barmens sidste Maal!
Som det tilbedte Billed’ Thyrsus trone
höit paa mit Tempels Altarbord!
mens dandsende Thyader tone
i vilde Dithyramber Offrets Chor!
Og let tildækte Skjönne skulle svæve,
i nyligt modnet Foraars Blomsterskjær,
omkring mit Leie; frydes, sukke, bæve,
og synke, offrede for mit Begjær.
Tidt Tomheds hule Suk skal stige
ud fra Din gyldne Strube, Druens Horn!
for sildigt tidt Du Barmen hylle, Pige!
hvis alforaabne Snee mit Öie drog tilforn!
Men fra den aldrigtömte, kjölte Grotte
skal Hornet stemmes til en dæmpet Röst;
og ny’ Tilbedte skulle Barmen blotte;
den Visnende er glemt i nyskabt Lyst. —
Saaledes til Din Favn, o! Vellyst! klynget,
Du stedse nye Blomster om mig ströe!
södt sukke, döe.