Det Aften var, de hvilende Sylphider
i dæmpet Gispen aanded’ Slægtens Liv;
i Blikket af Naider
gjenfödtes Cynthia; Naturen hylded’
ætheriskt Bliv.
Vi mödtes. — Lysets Sulva! Dig jeg mödte;
det var, som Hverdagslivets Maal var sat,
og Öieblikket födte
först nu Betydning i mit Væsen, Medets
Lys i min Nat.
Vi vandred’ tause under mystisk Himmel,
i gaadefuld, utolket Salighed,
og kun i sælsom Svimmel
vi plukked’ Popplens Blad, og lövbeströde
hinandens Fjed.
O! gududströmte Poesi! Du leder
og Guddomsfölelsen fra Aand til Aand,
og, Jordens Smaaligheder
til Trods, forenende dem kjæder
Dit Tryllebaand:
Du Læben löste, Signede! Du ene,
ved Efterklang af fremmed Harmoni;
og, taug Din smeltende Camoene,
vi ubevidst os hæved’ selv til malet
Livspoesi.
Vi fölte. — Sulva! o! jeg vilde Luften være,
som kjelent med Din Aande blanded’ sig,
for, min tilbedte Sphære
i evig Nærhed, mig at kunne slynge
i Eet med Dig.
Det var som Englevift i blide Drömme,
naar jeg södt anende mig nærmed’ Dig,
og da i lette Strömme
Dit Klædebon for dæmpet Aftenluftning
berörte mig.
O! vi forstodes. — Hvert et Slör bortvendte,
frydgreben Sjælen hyldede sit Baand,
og för vi Larven kjendte,
var Hjertet alt i Hjertets Lönhal hjemme,
og Aand i Aand.
Du greb min Haand; o! Himmel! Jorden bæved’;
umoden til min Fölelse, dens trange Dal
bort under Fjedet svæved’,
og som en henslængt Perle jeg den skued’
fra Ventets Hal.
Du greb min Haand, og hver en Nerve spændtes,
for i Berörelse med Dig at naae,
og hver en Aare tændtes
af himmelbaaren Flamme, som udströmte
fra Hjertets Vraa.
Du greb min Haand; o! aldrig skal jeg glemme
den söde, barnlige Oprigtighed;
mod Hjertets fulde Gjemme
Du förte den, og Himlens Hymner toned’
i Sjælen ned.
O! var det Haanden blot, Du greb? Tilbedte!
at Fölelsen var golde Drömmes Skjær,
og hine Syner spredte;
nei! Pige! nei! Du greb mit hele Væsen,
Dit kun det er.