Vandrer jeg i Skovens tause Skygger,
lyttende til Elskovsfuglens Trille,
seer blandt Blomster Kildens Bölger spille,
altid dog et Savn mit Hjerte trykker.
Dvæler jeg, hvor Venner Stemmen have,
hvor ved Smilet Led til Led sig kjæde,
og hver Lyd kun toner Tak og Glæde,
vil dog Glæden ei til mig nedsvæve.
Stunder jeg mod Hjemmet, Harpen tager,
o! da toner den mit Savn i Klager,
Hjemmet vorder mig saa trangt et Fængsel.
Pige! ja! thi uden Dig for Öie,
vil ei selv elysisk Fryd mig böie
fra min tunge, grændselöse Længsel.