I tom Beskuelse af Tiden,
med Livsbetydning, Meed ukjendt,
omvanked’ vildsomt Promethiden,
mod Sandsens Boble Oiet vendt;
af Mimers Væld, bag Rosengrene,
omton’t af Sphærers Harmoni,
fremsteeg som Anadyomene
da Du, gudbaarne Poesi!
I Haanden Guddomskraft Du stiger,
ved Phantasiens Vingeslag,
frem mod Uendeligheds Riger,
mod Idealets Stjernetag.
En Genius af höi’re Orden,
med evigt lænkelöse Fjed,
Du svæver dristigt over Jorden,
fra Evighed til Evighed.
Du skrider frem paa Arnestedet,
för Evighedens Sol frembröd,
i cirklede, af Klodefjedet
utraadte Rum, för Blivet löd;
fra smuldrende, henfaldne Zoner,
ved sygligmatte Soles Dag,
Liigpsalmen, Dommens Röst Du toner
hen over Verdners Sarcophag.
Fra Dybets Nat til Lysets Buer
Dig Intet standser i Din Flugt;
Du Skattene blandt Gruset skuer,
og hist, hvor Bjerges Rödder mödes
i aldrignaaet Demantglands,
hvor fraadende Vulcaner födes
ved Salamandres vilde Dands,
hvor intet Öie Dybet maaler,
hvor dristigst Attraa kun nedsteeg,
den mulmtillukte Perlevæg.
Og hvor i Natten Tanken higer
lovforskende mod Stjerners Hær,
did Du paa lette Vinger stiger,
i rastlös Stræben efter Mer’;
Du skuer ordnede Systemer,
hvor Newton kun et Öde fandt,
dybt grundet Lov, hvor kun Problemer
begrændset Verdens Viisdom bandt;
og först, hvor Herskertronen stander,
Du daler fra Din Himmelsti,
med Englers Hymner Dine blander
i eftertragtet Harmoni.
Du slynger Lys i Gaadens Riger,
betræder Muelighedens Hal,
og yndigt smilende fremstiger
belyst hver Stræbens Ideal;
fra Vældens Adyton Du tager
den ziffrede Bestemmelse,
og for Din Domstols Straale drager
hver smaalig tro’t Forjettelse.
Du Fakkelglandsen dristigt breder
om evige Alstyrers Liv,
og nærmere han Jorden træder,
og vist opgaaer hans Atterbliv. —
Jordkloden, som Dig skued’ stige,
men tabte Dit skyslörte Fjed,
Dig undrende fra Lysets Rige
seer dale gjennem Skyen ned.
Og venligen Du over Jorden
henspreder himmeltagen Sæd,
som, baaren i en höire Orden,
skal grunde höi’re Salighed.
Du vinker — milde Blomsterbede
adsprede golde Örkers Grav,
ved Yndighedens Rosenkjæde,
ved Harmoniens Tryllestav.
Held Den, som da sig dristigt svinger
fra Hverdagslivets slöve Flugt!
ham Du i fulde Skaaler bringer
Din Palmeverdens gyldne Frugt;
ham Livet saligsödt hensvinder
i Stræben og i Nydelse,
og gjennem brustent Blik oprinder
ham vishedoplöst Anelse.
Held Den, som Kampen freidigt fægter,
og veirer Vanens Gorgo hen!
han hilser Dig blandt Jordens Slægter
som Lön, som Tröster og som Ven.
Vee Den, der Dine Syners Strömme
tillukker föleslös sit Bryst,
og som en Leeg af tomme Drömme
anseer Din gudindvi’de Röst!
Vee! Sandsens Foraarsglimt bortglide,
ham ustilt Attraa griber bradt,
og Tomheds gustne Eumenide
ledsager ham mod Hades’s Nat.
Vee ham! i Haanden Retfærds Torden,
og Sandheds Tempel i Dit Bryst,
Du skrider frygtet henad Jorden
som Dommer og som Straffens Röst.
Trindt uden Skranke Du fremsvæver:
fra billedfulde Mahatschin
til, hvor Antillers Bolværk hæver
mod Bölgen sig i Andes’s Tind.
Fra Sydpols Bölgeslag Du skrider
henover Perseus’s Seirscolos,
bag den Wostanis Pyramider
Aartusinder har frembudt Trods;
fra, hvor et evigt Ildsvælg bruser
i Ætnas vilde Flammetragt,
til hist, hvor Nordpol Gjenklang suser
af iislagt Jökels Cataract.
Du stævner fra chaotiskt Mörke
frem mod Giganters Himmelleir,
hvor Lynet mod Titaners Styrke
udtordner Uraniders Seir;
og gjennem Seklerne Du stræber
fra Herosoldets frie Aand,
til frem, hvor Nuets Smigrelaber
beröre lovlös Vældes Mon.
Du staaer i Barnets Smiletempel,
i Alvormandens Middagsglands,
og over lögnfuld Cippus’s Stempel,
i Varselmaners Nattedands.
Og overalt Din Stemme toner
som Dommer og som Straffens Röst,
og overalt Du Skjebnen soner
som Ven, som Lönner og som Tröst.
Om Drottens Trællesind Du stænker
Din Plet i arvet Krones Glands,
og mildt om Trællens Uskyldslænker
Du vinder Palmens gyldne Krands;
Du drager Viisdoms skjulte Tempel
af Glemsels uforskyldte Hjem,
og tryller Roens Himmelstempel
i blegnet Martyrs Mine frem.
Du med de Kæmpendes Laviner
forlader fredtilsmilet Hjem,
did, hvor ad blodige Ruiner
Briepios vildt farer frem.
Der slynger Du om Heltens Tinde,
i Döden, Laurens grönne Löv,
og reiser ham et virksomt Minde,
det fjernest Tid ei vier Stöv;
mens Flygtningen Du atter leder
til smaaligvundet Skjændselsliv,
og her alt til hans Bane kjæder
ham Erebus’s mulmsvangre Bliv.
Du smiler blidt i Fredens Skygge,
lovsjunger gavnrig Stræbens Id,
udtoner Hyttens stille Lykke,
og Lidenskabers vilde Strid;
Du flöiter Harmoniens Trille,
og maler Himmelelskovs Baand,
hvor, Sandsen fjern, bag helligt Stille
i Aanden södt sig taber Aand.
Og kun, hvor Livet svagt hensmelter
i ingen Last, i ingen Dyd,
i Slövheds vante Dynd sig velter,
der fjerner sig Din Guddomslyd.
Saa stander Du i Stövets Orden,
og hist paa Idealers Top,
og drager Himlen ned mod Jorden,
og hæver Jorden mod den op.
Dit Tempel sig fra Jorden reiser,
mens Kuppelen, af Himles Dag
omstraalt, paa Phantasien kneiser,
Atlanten for dens Stjernetag.
Held Den, blandt Faae den Lykkelige,
som til Din Præst indviet er!
han færdes selv i Lysets Rige,
i Salighed forjettet Skjær.
Han skrider i Dit Tempels Indre,
opslaaer Dit Lovbuds gyldne Bog,
mens Dine Straaler om ham tindre,
han tolker Dit Orakelsprog.
Dybt tröstet ved de höie Syner,
han folder ud for Jordens Æt,
selv Spottens Piil imod ham lyner,
han vandrer Martyrbanen let;
og, hjemme alt i Evigheden,
er Dödsbud ham en ventet Ven,
han hilser fro sit malte Eden,
mod Vældens Höire skrider hen.