De toge de tredive Sølvpenge, den Vurderedes Værd, hvilken Israels Børn vurderede.
Saa har du ham vurderet,
Den Jakobs klare Stjerne,
O, Israel, som du har ventet længe,
Han, som var propheteret
For dig fra Tider fjerne,
Besjunget til Psalmisters Harpestrænge.
I kjøbte ham for Penge
For frit med ham at handle,
I Døden ham udslukke,
I Graven indelukke
Og alt hans Lys til Mørkhed at forvandle:
Saa har I ham vurderet,
Som skulde Israel saa skjønt regjeret.
Saa har I ham vurderet,
Den Uudsigelige,
Hvis Værd af Engles Tanker ej kan fattes,
Den uvurdeerlig Rige,
Som, længselsfuldt begjeret,
I andagtsfuld Tilbedelse maa sættes,
Hvem ingen Grændser sættes,
Hvis Væsen Ingen maaler,
Den Første og den Sidste,
Dig selv, o Jesu Christe!
Den Livets Sol, i hvem al Fylde straaler,
Af hvem jeg Intet mere
Begjere kan end ret dig at vurdere.
Ja, ret dig at vurdere,
Saa for dit Værd at veje
Jeg slipper Verdens Vægt og Maal af Øje,
Din Kjærlighed at eje
Og Intet meer begjere
Al Verdens Herlighed kun agter føje,
At du kan mig fornøje
Og over Alting trøste,
At Sjælens Skat du bliver,
Hvorfor jeg Alting giver,
Den Perle skjær, som ene kan forlyste,
Min straalerige Stjerne,
Mit Liv, mit Lys, mit Hjertes Kraft og Kjerne.
Ja, lær ham at vurdere,
I, som hans Værd ej agte,
Thi Livets Værd af hans Vurdering hænger!
Vor Aand vil Alt betragte,
Vort Sind vil Alt begjere,
Og Alt i Skyggen tidt vor Frelser trænger.
Forsmaaer ham dog ej længer,
Thi han er værd at have!
Ham Israel forsmaaede,
Sig selv til ingen Baade,
Paa Korsets Træ de fæsted den Guds Gave:
Fra Korset Jakobs Stjerne
Til Himlen steg sit nye Folk at værne.
Ak, lad dog os betænke
Guds kostelige Gave,
At med dens Værd vi fylde vore Dage!
Vi da, skjønt i det Lave
Os Synd og Sorg vil krænke,
Guds Riges Skat til Lod og Deel skal tage.
Ja, lad os Alt forsage,
Som Perlen vil fordunkle!
Vil Vantro den formørke,
Lad Gud i Bøn os dyrke,
At dobbelt klart den ved hans Aand maa funkle,
Som stiller den tilskue
I Troens Lys og Kjærlighedens Lue!