For hver en Gang, o Peder! af de trende,
Du Frelseren fornægted, han dig nødte,
Dengang han i Forklarelsen dig mødte,
Din Kjærlighed at give sig tilkjende.
De Vidnesbyrd som Alterluer brænde:
Af Kjærlighed og Anger ydmygt fødte,
De bares stille frem, mens Hjertet blødte,
Som du til ham for evigt maatte vende.
Du talte sandt og elsked ham til Døden
Og saa hans Navn for Mennesker bekjendte,
At nu han for Guds Engle dig bekjender:
Saa vil af dit Exempel Mod jeg hente,
Min Kjærlighed at vidne ufortroden,
Hvor tit sig end min Svaghed fra ham vender.
