Er du Christus, den Højlovedes Søn? — Du haver sagt det, jeg er det. Men nu herefter skulle I see Menneskens Søn sidde ved Kraftens højre Haand og komme i Himmelens Skyer.
Ja, du er Christus, den Vidunderlige,
Den Vældige, den Gud, hvem Engle prise,
Hvis Udgang er fra Evighedens Dage,
Raadgiveren, som Verden Vej skal vise,
Som paa sin Skulder bær et evigt Rige,
Den Salvede, Fredsfyrsten uden Mage.
Hvo vilde nu forsage,
Da han er her, hvem vi saa haardt behøve!
Lad os med Haandkys til vor Konning haste
Og for hans Fod os kaste,
At han mod os sin Naades Magt kan øve,
Thi hvis vi Hilsen ham og Hyldest nægte,
Jeg frygter, uden ham vi maae forsmægte!
Hvi sønderriver Præsten sine Klæder
Og taler vildt mod den Guddommelige
Og knæler ej til Jorden at tilbede?
End er det Tid — kys Jesu Kjortels Flige,
Knæl ned og græd i Støvet, hvor han træder,
Ind til hans Naade flygt for Dommens Vrede!
End Naaden er tilrede,
Men Dagen kommer, da, som Lynet luer,
Til Skræk for hver, som agted Naaden ringe,
Mens Domsbasuner klinge,
Han skrider vældig over Himlens Buer:
End er det Tid, fald ned med Angers Smerte,
Riv sønder ej din Klædning, men dit Hjerte!
Er Vidner meer behov? Han har jo talet,
Han, paa hvis Læber ingen Svig blev funden,
Hvis dybe Blik af skjærest Sandhed skinner,
Hvis ædru Viisdom er af Gud oprunden,
Han, paa hvis Pande Hellighed er malet,
Hvis rene Sands ej jordisk Daarskab blinder.
Dybt i min Sjæl jeg finder,
Du, for at troe, har Vidner ej behovet:
Han taler som din Gud, ej som din Fange,
Jeg for hans Magt blev bange,
Hvis ej hans Mildhed var saa sikkert prøvet —
O store Fange, som saa herligt taler!
Vær du min Gud, til hvem jeg mig befaler!
O, kunde jeg i dette Knæfald tage
Dem Alle med, som ej for dig har knælet,
Som en korsfæstet Gud vil ej annamme,
Hvem Verdens Kjærlighed har kun besjælet,
Hvem Hjertets Haardhed holder end tilbage,
Som ved et Knæfalds Ydmyghed sig skamme!
O, holder op at bramme
Og vælger det, som gjør for Gud retfærdig,
Den Naadepagt, som er i Christus grundet,
Den Frelse, Gud har fundet,
Den Ydmyghed, som er en Synder værdig,
Den Værdighed, som er en Christens Ære,
Sin Frelsers Indskrift i sit Bryst at bære!
O, der er Vidner nok, at han er ægte,
Alt vidner, naar I Vidnerne vil høre —
Dog hvortil Vidner? Hør hans egen Stemme!
Hans Røst har Magt til Hjerterne at røre,
Naar ikke de med ham sig selv fornægte
Og Sjælens Krav i Verdens Lyster glemme.
Bliv i Jert Indre hjemme,
Prøv og lyt til, hvad inderst slaaer derinde,
Om ej I bag de mange Ting og Tanker,
Som Jer i Hjertet banker,
En Længsel efter Frelseren kan finde —
Her er han, den Højlovede er kommen,
Hans Naade varer Jer at undflye Dommen.