Vaager med mig! Beder, at I ikke skulle falde i Fristelse.
Gethsemane! dit smerterige Minde
Mig falder til i Bøn og Bod at vaage —
Ak, var jeg vaagen! Vilde Gud mig vække!
Min Sjæl er tung af Syndesovnens Taage,
Den langsomt kun for Naadens Sol vil svinde,
Dens klamme Vinger mig endnu bedække.
Mod Jesus vil jeg strække
I Bønnens Morgengry de svage Hænder
Paa hiin Bodfærdighedens stille Morgen,
Som gryer med Aftensorgen,
Da Syndens Angst om Jesu Bryst sig spænder:
O Jesu, til paa Lidelsernes Aften
En Stund med dig at vaage, giv mig Kraften!
Med Veemodsrøst han beder sine Kjære —
Thi meer af Bøn end Bud er i hans Stemme —
Med ham en Stund at vaage, mens han strider:
Han Sjælens Farer beder ej dem glemme,
Da Fristelser og Snarer er saa nære,
Og Mørkets Magter frem til Angreb skrider.
Han bort fra dem sig slider,
Som greben fat af Qvalens indre Styrke.
Han for sin Fader kaster sig i Støvet
Og, skjælvende som Løvet,
Sit Ansigt skjuler der i Jordens Mørke:
Saa dybt for Kalken maa den Rene skrækkes,
Som ham med Syndens Sold imøde rækkes.
Min Jesu! lad mit Blik sig ydmygt sænke
I Kalkens Dyb, som aldrig dog jeg maaler
Med Tanken i mit skrøbelige Hjerte!
Thi kun for Hellighedens rene Straaler
Det Bæger, du for dig har ladt iskjænke,
Afslører al sin Rædsel og sin Smerte.
Dog lad ved Aandens Kjerte
Mit svage Sind i dybest Andagt følge
Den Luedrik, som ned i Kalken skummer,
Til Syndens Sold den rummer
I Qval paa Qval, som Bølge følger Bølge,
At meer og meer jeg maa for Synden grue
Og smeltes meer og meer i Korsets Lue!
Jeg Svøber seer, som hæves dig imøde,
Seer Torne mod dit Hoved Braadden vende,
Seer Nagler skjærpes, Haand og Fod at tvinge —
Forsmædelsen, som skal dit Hjerte brænde,
Fornægtelsen, hvorved din Sjæl skal bløde,
Og Sværdet, som din Moders Bryst skal stinge.
Men jeg er altfor ringe
Til dybt at skue i de dybe Vunder
Af Vredens Slag, hvorfor du dig skal bukke,
I dine dybe Sukke,
Mens Syndens Tjørnestik du bløder under —
Ak! til at fatte Døden altfor ringe,
Hvis Braad for mig du dig lod gjennemstinge.
Jeg seer den Sved, hvori du blodig bæver,
Som risler ned og purpurfarver Støvet,
Hvor du paa Knæ for Gud i Bønnen strider —
Men fatter ej, hvor dybt du er bedrøvet,
Hvor stærk en Ild Retfærdigheden kræver,
Mens Blodets Offer dig fra Panden glider.
Ak! mens saa haardt du lider,
Har dem, hvem højt du elsker, Kraften svigtet:
I Sorgens Læ de lægge sig til Hvile,
Mens, til mod Sorgens Pile
At tage, deres Mester er forpligtet:
I deres Billed jeg mit Hjerte kjender,
Som sig fra Bøn og Strid til Slummer vender.
Vaag, Jesu, vaag for dette svage Hjerte,
At Søvnen ej skal liste sig derover,
Og Døden faae mig fat i Søvnens Arme!
Naar jeg i syndig Tryghed ind mig vover,
Da væk mig strax ved Mindet om din Smerte,
Og giv mig Liv og Kraft ved Naadens Varme!
At du vil dig forbarme,
Det er mit Haab i Livet og i Døden;
Thi du, som vaaged her for os i Striden,
Paa Thronen vaager siden
Og varer os i Faren og i Nøden:
Lad om din Helligaand os dertil bede,
At paa dit Vink og Varsel vi staae rede!