1.
Men hin uhyre Aand fra Helveds Haller,
Der Oprørs vilde Lue havde tændt,
Men ser, at brat for Troens Magt den falder,
Til Sultan Soliman sit Blik har vendt;
Han ved Alektos Røst til Daad ham kalder,
Da Splidens Aand er blandt de Kristne sendt,
Rinaldo, Tankred borte med de Mange,
Som svigted Hæren for den skjønne Slange.
2,
Ej er blandt vantro Mænd, der Mahom dyrker
Saa grum en Helt, saa vild som Soliman;
Han i Nicæa styred sine Tyrker
Og ved Mæanders Bredder hersked han.
Men Vestens Vaaben Asialand formørker,
To Gange slagen, rømmer han sit Land:
Han søger Tilflugt hos Ægyptens Drot
Og hilses højt med Hæder paa hans Slot.
3.
Og mens Ægyptens Drot en Styrke sanker
Fra Morers Land og Asien, har han lagt
I Heltens Haand, der, stødt fra Hjemmet, vanker,
I gavmild Fylde Guldets stærke Magt;
Nu Stammerne, der bølged uden Skranker
I Ørken før, han samler uforsagt
Og gjennemstrejfer Palæstinas Egne
Som Lynet hist og her og allevegne.
4.
Alektos Røst da lyder for hans Indre:
»Du henter Bytte paa den golde Strand,
Du lader smukt dig nøje med det mindre,
Du raner Kvæg og vader gjennem Sand;
Men hvo skal Gotfreds Løb mod Staden hindre?
Her, hvor du staar, kan snart du se dens Brand —
Knus ham ved Nattetid bag Lejrens Volde,
Med nøgne Horder slaa ham bag hans Skjolde!«
5.
Og Soliman sin Haand mod Himlen strækker:
»O du, som ægger Kraften i mit Bryst,
Aand, hvo du er! jeg følger dig med Lyst!«
Sit lette Stridsfolk, dem ej Rustning dækker,
Han kalder til sig og med Herskerrøst
Én Vilje i de spredte Sværme vækker:
Den Manddomsvilje, hvoraf selv han brænder,
Sin Lue gjennem alle Hjærter sender.
6.
Alekto svinger Banneret med Glæde,
I Luren støder hun, og Hæren piler
I Stormløb frem, ja foran Rygtet iler.
Alt Mørket breder ud sit dunkle Klæde,
Paa Nattens Grænse Verdens Røre hviler;
Da til Jerusalem, hvor Sorg har Sæde
Alekto gaar, hun Kongen Sagen melder
Og Tegnet, Tiden, Timen, da det gjælder.
7.
Alt Nattetaagen Rædselssløret sænker,
En blodrød Taage sælsomt Mørket fylder,
For Nattens Dug, som frisk og kjølig stænker,
En lunken Bloddamp sig om Jorden hyller;
Haardt ryster Helveds Fyrste Mørkets Lænker,
Tæt fylker Luften sig med Draugers Mylder,
Vildt Gjenfærds Bølgen hver en Stjærne skjuler,
Mens Mulmet vælder op af Helveds Huler.
8.
Ved Midjenat, da Natten nedad haster,
En Mil fra Kristenlejren Hæren standser,
Den raske Skare ved et Maaltid raster,
Da peger Soliman mod Gotfreds Skanser;
»Dèr ligger Lejren — over den Jer kaster!
Dèr bølger Purpur, glimte gyldne Lanser,
Al Asiens Rigdom dèr er sammenslynget,
Dèr Ran paa Ran hos Ransmænd op er dynget.
9.
Den Hær har ej Nicæa overvundet,
Ej den har sejret over Persers Land:
I Krigens Skjæbner Aar for Aar er svundet,
Og bidt i Græsset har saa mangen Mand;
Var end den hel, i Dvale er den bundet —
Fra Søvn til Død er kun et lidet Spand:
Fremad! Inat fra Kristus viger Sejren!«
Talt, og i Taushed skred de frem mod Lejren.
10.
Da ser han ved et uklart Skin, som blænder,
Skildvagter staa — ej Gotfreds Omsorg hviler:
At vække første Vagt de brat sig vender,
Hver griber Sværd og til sin Ganger iler,
Ind bryder Soliman som Lyn, der brænder,
Som Stormen gjennem Bjærgets Kløfter piler,
Mens højt Araberne lod Malmet sjunge
Og sælsomt Krigsraab vildt mod Himlen runge.
11.
Forvirret famler end den kristne Skare,
Men Soliman dem sender Slag paa Slag;
Ej Slag han slaar, som monne Livet spare,
Han slaar, som Storm slaar Sejleren i Kvag.
Selv skrider han, som kjendtes ingen Fare,
Hver Glavind, vendt mod ham, er døv og svag,
Det klinger fra hans Hjælm, saa den slaar Flammer,
Han mærker intet Hug, hvor haardt det rammer.
12.
Fast ene slaar han denne første Vagt;
Da lig en Syndflod, hvori tusend Bække
Til ét er samlet, bryder ind med Magt
Letfodet Hær; med Hyl i Sky de skrække;
Vildt flygted Franker, Soliman gav Agt:
Mens alt er Blanding, inden Voldens Vægge
Med dem, som flygte, Sejerherren naâr,
Og trindt med Død og Undergang han slaar.
13.
Højt fra hans Hjælm en Slange rædsom stor
Sig bugter, vildt mod Sky dens Hvæsen klinger,
Forfærdelig den Hals og Hale snor,
Den løfter sig og spreder sine Vinger,
Tre Tunger grumt den ud af Svælget gror,
Den gule Fraade den fra Munden springer,
Som Ild den flammer, tændt af Kampens Hede,
Og spruder Skum og Luer i sin Vrede.
14.
Saa rædsom var i dette Lys at skue
Den grumme Sultan, som naar Havets Fraade
I Mulm ved tusendfoldig Lynilds Lue
Man ser paa natlig Fart i Havsens Vaade;
De vende Fod til Flugt, hvis Hjærter grue,
De Haand til Sværd, som lade Mandsmod raade,
Men altid Natten mer Forvirring vækker
Og føder Rædsler, mens den Rædsler dækker.
15.
Latinus var af dem, som tog ved Striden;
Ved Tibers Bred paa Moderskjød han sad,
Ej Krigens Værk har bøjet ham, ej Tiden,
Men, frisk ved Kraft, han stander bold og glad,
Fem Sønner har i Kamp han tro ved Siden,
De var hinanden lig, en yndig Rad,
For tidlig i det haarde Staal de gjemmer
De bløde Kinder og de fine Lemmer.
16.
Med Blikket vendt mod deres Faders Færd,
Af Længsel tændt, at ligne ham i Mod,
De hvæsse deres Harm og deres Sværd;
»Vi gaa mod ham, der mætter sig med Blod
Af dem, som fly — tag Jer det ikke nær,
At trindt de falde«, bød den Fader god,
»Kun frejdig fremad! hvad var Eders Dyd,
Var overstandne Farer ej dens Pryd!«
17.
Saa med Løvinden hendes Unger følger:
Før skarpe Klø’r de fik og hvasse Tænder,
Før Manken frodig dem fra Halsen bølger,
Mod Rov og Farer Moderen dem vender;
Mod Jægeren, der sig i Skoven dølger
Og gjør dem Hjemmet utrygt, hun dem sender,
Mens Dyr af mindre Styrke Flugten tage
Og ind i Skovens skjulte Dybder drage.
18.
Om Soliman slaar Kreds i samme Nu
Den bolde Fader med de kjække fem;
I samme Aandedræt, af samme Hu
Sex lange Lanser pege mod ham frem;
Den ældste Søn, for fremmed fast for Gru,
Ej finder, det med Lansen ret har Klem,
Han nær paa Livet ind den Grumme gaar,
Med Sværd at give Gang’ren Ulivssaar.
19.
Men som en Klippe ved den vilde Kyst,
Der skuer ned paa Bølgens vrede Færd
(Fast i sig selv den trodser hver en Dyst
Af Strøm og Flod og Himlens Uvejrshær):
Saa vender Soliman sit Kæmpebryst
Mod spidse Lanser og mod skarpe Sværd,
Men ham, hvis Staal mod Gang’ren styrer ind,
Han hug med Sablen mellem Bryn og Kind.
20.
Ømt Aramant mod Broderen, som blegner
Og styrter ned, fremrækker Armens Støtte —
Ynkværdig Medynk, som saa daarlig regner!
Ham blev det Fald, den Anden ej til Nytte:
Brat Arm i Arm med Broder Broder segner,
Thi Fjendens Glavind Broderarmen mødte,
Hin henstrakt over denne, de sig vugge
Og blande Blodet og de sidste Sukke.
21.
I Frastand truer nu Sabinos Lanse,
Han knuser den og kaster den i Støvet
Og lader Hesten over Drengen danse,
Som naar i Høst man rider gjennem Løvet.
Det var med megen Strid og haardt bedrøvet,
At Sjælen skiltes fra hans Ungdoms Kranse
Og lod sig fra det faure Legem drage,
Det søde Livspust og de skjønne Dage.
22.
End er i Live Pico med Laurente,
En Fødsel skjænked Faderen dem begge,
Man knap de tvende fra hinanden kjendte,
Tit sød Vildfarelse det maatte vække;
Men hvis Naturen dem til Verden sendte
I Ligheds Dragt, nu Skjel, som vel maa skrække,
Gjør Sværdets Æg, der grumt at skjære vover
Den Enes Hals, den Anden Brystet over.
23.
Men Faderen — ak ikke Fader mer —
I disses Død sin Død femfoldig skuer,
Og Stammens Død, som her han fældet ser —
Mon da saa kraftig Alderdommen luer
I dette Bryst, at han, mens saadant sker,
End aander, kæmper? — højt hans Glavind truer;
Maaske det var, at ret han skjelned ikke
Hver Enkelts Stilling, Ansigtstræk og Blikke.
24.
Vel Sløret, som barmhjærtig Natten bredte,
En Del ham skjuler af den grumme Færd;
Vist er det dog, han efter Døden ledte,
Og, uden den, er Sejren ej ham kjær;
Det kjendtes ej, mens Slag han om sig spredte,
Om dræbe eller dø har mest ham Værd:
Han ødsel viser sig i Kampens Mod
Med sit, men ogsaa grisk paa Andres Blod.
25.
Han raaber til sin Fjende: »Er min Arm
Saa svag, og er den saadan i Foragt,
At ej det lykkes mig med al min Magt
At gjøre mig til Gjenstand for din Harm?«
Da faldt hans Hug, som han har Ordet sagt,
Og Ring og Plade brast, og rød og varm
Blodstraalen sprudler frem, men hin Barbar
Sit Staal i Hjærtet bored ham til Svar.
26.
Ret som paa Appeniners Top en Stamme,
Der trodser hver en Storm fra Nord og Øst:
Naar den en uvant Hvirvelvind mon ramme,
Og ned den segner i den haarde Dyst,
Den tager med i Faldet som til Trøst
De andre Træ’r, som ranke trindt den bramme —
Saa sank Latin! dem, som omkring ham stod,
Rev med sig i sit Fald den Kæmpe god.
27.
Mens Had og Hunger, som har varet længe,
Den grumme Sultan mætter vildt paa Lig,
Arabers Høst er ogsaa stor og rig,
De meje Folk, som man slaar Græs i Enge.
Da Kampens første Raab til Gotfred trænge,
Han vaagner brat og ruster sig til Krig:
»Her har vi dem,« han tænkte, »disse Sværme,
Som strejfe rundt — tør de saa frækt sig nærme?«
28.
I Hast han samler en anselig Skare
Og drager ud, højt Krigens Tummel stiger;
»Til Vaaben!« lyder det i Toner klare
Fra Staden, vildt med Hyl Araber svare.
Det er Klorinda, som mod Kampen higer,
Hun fører Kongens Folk, Circassiens Kriger,
Argant, hun har ved Siden. Gotfred mæler
Til Guelf, sin højre Haand, hvem Kraft besjæler:
29.
»Hør, hvilke Krigens Tordner ny sig nærme
Fra Bjærget hist og Stadens høje Volde!
Dit Mod, din Kunst, Du dèr mod Fjenden holde!
Jeg gaar, hvor Fjender hist med Myrden sværme,
Fast uden Kamp; tag Folk hos mig, du Bolde!«
Og hver gik sin Vej, Korsets Sag at skjærme,
Men Skridt for Skridt til Gotfred Skarer støder,
Til stærk han staar, hvor Tyrken Livsblod øder!
30.
Saa paa sit Fødebjærg til Lejets Rande
Knap rækker Po, saa ydmyg og saa lille,
Men stedse voxe stærkere dens Vande,
Jo mer sin Vej den fjerner fra sin Kilde,
Til truende den løfter Tyrens Pande
Ud over Skranker, brudt, hvor selv den vilde,
Og, mangehornet, Adria! dig møder,
Med Hærskjold, ej med Skat, til Havet støder.
31.
Ser Gotfred Kristne fly, han saa dem truer:
»Hvad fejler Jer? Hvor agter I Jer hen?
Vend Jer omkring og se, for hvem I gruer!
Til Flugten vant, skal disse jage Mænd?
Fort! Ansigtet mod Fjenden om igjen!
Til Saar i Ansigtet de Folk ej duer,
Blot Eders Aasyns Vaaben mod dem vendt,
Og brat paa Flugt den hele Flok er sendt.«
32.
Han sporer Hingsten, did han styrer hen,
Hvor Soliman fortærer Liv som Flammen;
Mens Dynger højne sig af slagne Mænd,
Mens Blodet sprøjter, Støvet hvirvler sammen,
Mens Døden truer trindt i Rædselshammen,
Han løfter Klingen, bryder Vej med den,
Han gjennem hver en sluttet Række skrider,
Mænd, Heste, Vaaben sank ved begge Sider.
33.
Ej Soliman, der ser et Angreb nær
Af slig uhyre Kraft, til Siden vender,
Ej bøjer af, han løfter højt sit Sværd
Og styrter fremad: saa de mødes dèr,
De tvende Vældige fra Jordens Ender,
Her vaager Kunst, hist Raseriet brænder:
Paa liden Plet de kæmpe, Mand mod Mand,
Om Herredømmet over Asialand.
34.
Hvor svinge begge Sværd med Lynets Hast!
Til visse, slig en Tvekamp burde føres
For alles Dødeliges Øjekast
Ved højlys Dag, af Natten nu den sløres.
Besjælt af Gotfred, slaa de Kristne hvast,
De slutte Ring, om Soliman den snøres,
Ej mer end Kristnes rinder Vantros Blod,
Ej disses mer end hines, ens de stod.
35.
Saalunde Nordenvind med Søndenvejr
Med lige Mod, med lige Styrke kriger,
Mens hver gaar paa, og ingen vinder Sejr,
Sky staar mod Sky, mod Bølge Bølge stiger,
Ej viger Hav, ej Himmel. Vantros Lejr
Staar fast som Kristi Kæmpers, ingen viger;
Med rædsomt Bulder i den vilde Færd
Skjold tørner vredt mod Skjold, og Sværd mod Sværd.
36.
Med lige Grumhed kæmpes vidt om Vale,
Stridskræfter var til visse trindt i Aande,
Med Mørkets Engle fylkes Luftens Sale,
I Striden gaa de Vantro de til Haande
Og styrke dem med Ord, som Aander tale:
Argant, Klorinda slaa med Dødens Vaande,
Hin skræmmer Vagten, naâr paa dristig Fod
Til Teltene og farver dem med Blod.
37.
Alt Franker fly, Guelf hjælper med sin Skare
Og standser Flugten. Men fra Himlens Slot
Ser Herren ned og ser sit Folk i Fare:
Hist oppe troner han, den Retfærds Drot,
Et Lys med trende Flammer evig klare,
Han raader Verdensaltet ret og godt,
Naturen, Lykken styrer han til Baade
Og ordner Tid og Sted og Vej og Maade.
38.
Ufattelig han i sin Glans sig dølger,
Selv Engles høje Fyrster Skjæret blænder,
Mens Klang paa Klang i hellig Lovsang følger,
Og Jubler gjennem Evigheden sender;
Uendelig om Tronen Hæren bølger,
Hvis Vilje kun i Drottens Vilje brænder,
I lige Salighed, dog hver forskjellig,
Ulige Herlighed, hver lige hellig.
39.
Han kalder Michael, Himmelhelten flammer
I Demantvaaben, skinnende og klare;
»Ser du mit Folk, som trues hist af Jammer,
Mens Helved slipper Skare løs paa Skare?
Gaa, send dem hjem hver til sit Fængselskammer,
Og byd dem lade Krigens Idræt fare!«
Og Engles Høvding bøjer sig for Gud
Og slaar til Flugt de gyldne Vinger ud.
40.
Mer snelt end Tankens Fart hans Flugt sig fjærner
Fra Lysets Arnested, hvis klare Lue
Er salig Fryd, den Evigheden værner;
Krystallens rene Hvalv han fik at skue;
Han sejler gjennem Rummets Hav af Stjærner
Og skuer opad mod den fyldte Bue,
Hvor Jupiter, Saturnus og de Andre
Med Engles Troskab Vejen sikkert vandre.
41.
Fra hine Marker, skinnende og svale,
Hvor Dagen altid bor og allevegne,
Han daler til Forkrænkeligheds Dale,
Til Stridens og den dunkle Skiftens Egne,
Hvor Regn og Torden med hinanden tale,
Hvor Livet blomstrer for igjen at segne,
Hvor Verden, mens den Striden i sig bærer,
Sig selv fornyende, sig selv fortærer.
42.
Med Vingen ryster han, den evig klare,
Det tykke Mulm og Taagens klamme Væde
Og slaar de skjulte Rædslers skumle Skare.
I gyldent Skjær sig Natten monne klæde,
Hvor sig hans Aasyns Straaler aabenbare
Og bære Glans fra Herlighedens Sæde;
Saa farver Solens Straale Skyen rød,
Saa synker Stjærneskud i Nattens Skjød.
43.
Han lige ned mod Helvedhæren iler,
Der højner mod de Kristne Stridens Flammer,
Han vejer Lansen og paa Vingen hviler:
»Hvad! har I glemt, hvordan Guds Lynild rammer?
Til Dybet ned, saa fort som Vinden piler,
I, som tør trodse, midt i Faldets Jammer!
Blandt Tænders Gnidsel dèr mod Ondskabs Lejre
Øv Eders Grumhed! her skal Korset sejre.«
44.
Med Lansen drev han dem, ej gik de gjærne
Fra Lysets fagre Verden under Himlen,
De sendte Sukket mod den blanke Stjærne,
Da bort de fløj: ej tæller Trækfuglstimlen
Saa mange Fugle, naar den i det fjærne
Sig søger Sol og Vaar, ej Bladevrimlen
Saa talrig vejres bort i Efteraaret,
Af første Frostvind hen i Hvirvler baaret.
45.
Sit eget Aasyn viste Verden atter,
Skilt af med dem. Klorinda med Argant
Dem ænsed ej, dem Intet Kraften matter,
Hvor deres Glavind blinked, Franker svandt.
Ej savner Kristi Hær en Kampens Datter,
Klart lyser Alfhilds Mod som Diamant;
Ej fik Klorinda prøvet Kraft med hende,
De begge gjemtes til en større Fjende.
46.
Men Morgenrøden fra sin høje Svale
Lod se sit Purpuraasyns hulde Glød.
Mens Krigens Tummel fyldte Nattens Sale,
Af Fængslets Lukke Argillano brød:
Han Vaaben greb — de rette med de gale,
Hvad han fik fat — hans Øje lynte Død,
Med ny Bedrifter vil sin Fejl han slette,
Hvor Skammen sad, nyvunden Hæder sætte.
47.
Som naar en Ganger, sat i Kongens Stald,
Bestemt til Krigsbrug, monne Flugten tage —
Ved Floden gaar den under Himlens Tjald,
Hvor Hjorden græsser, kjendt fra Friheds Dage,
Om Halsen leger Mankens stolte Fald,
Mod Ryggen kaster Nakken. den tilbage,
Med Hoven stamper den, saa Gnister springe,
Højt af dens Vrinsken Mark og Slette klinge —
48.
Saa Argillan: hans Fod knap Jorden rører
Og efterlader ej i Sandet Spor,
Højt æskende hans Stemme vidt man hører:
»Araberfolk, du ringeste paa Jord!
Ej Skjold du løfte kan, ej Sværd du fører,
Din Frelse Flugt, dit Stød du Vind betror,
I Nattens Skygger stinge dine Sværme,
Se Morgenrøden! hvad skal nu dig skjærme?
49.
Nu kan behøves Kraft og Mandemod,
Nu kan behøves Skjold og skarpen Sværd.«
Saa talende, afhug ved Tungens Rod
Han Svaret hos en Vantro, som stod nær.
Mens trindt Araber for ham sank i Blod,
Hans Haansord hviner gjennem Kampens Færd;
Ariadén, med Staalet i sit Bryst,
Med Dødens Blik opløfted Dødens Røst:
50.
»Du, hvo du er, ej længe skal du fryde
Dig ved mit Fald, snart for en Størres Haand
Du ligger lavt.« — »Det skal mig ej fortryde,»
Gav hin til Svar med Smil af Hadets Aand,
»Jeg Ravn og Hund til Gjæst paa dig kan byde«! —
Og afskar sidste Trævl af Livets Baand:
Han tramper paa den Døende med Hælen,
Drog Sværdet af hans Bryst og dermed Sjælen.
51.
Sultanens Smaasvend har sig ladet drage
I denne Sværm af Bueskytter ind;
Ej spirer Dunet om den skjønne Hage,
Med Perler dugger Kampens Ild hans Kind;
De løste Flagrelokkers Silkespind
En Ynde mer af Stridens Støvregn tage;
Mens Vreden harmfuld i hans Aasyn flammer,
Med Blidheds Magt kun dette Aasyn rammer.
52.
En Ganger træder under ham i Dans,
Mer let ej vender sig en Hvirvelvind,
Mer hvid ej lyser Sneens Glimmerkrans,
Nys dalet over Appeniners Tind;
I Purpurskrud, med Guldet vævet ind,
Han straaler i saa fyrstelig en Glans;
Et Kastespyd, paa Midten holdt, han svinger,
Den krumme Sabel ved hans Side klinger.
53.
Mens Drengen, i hvis ungdomsfulde Bryst
En Drøm om Hæder nyfødt Jubel vækker,
Nu farer hid, nu did i Kampens Dyst,
Nu styrrer her, nu dèr de Kristnes Rækker,
Hvor Ingen nøder ham til snæver Dyst,
Ham Gang’ren Argillan til Jorden strækker,
Paa stjaalen Vis, og over ham staar bøjet,
Før halvt han har sig rejst, med Angst i Øjet.
54.
Mod dette Aasyn, hvoraf Bønnen taler,
Som værger sig med Medynks Vaabenmagt,
Fra ubønhørlig Haand ham Sværdet daler;
Det Sværd var Mennesket, man skulde sagt,
Det lystrer ej, hvad Mandens Hu befaler,
Det synker fladt, Naturens Pris og Pragt
Det skaane vil — men hvad? for anden Gang
Med bedre Held den Grumme Sværdet svang.
55.
Men Soliman ej langt fra denne Færd
Er holdt af Gotfred i det haarde Stævne,
Ser Drengens Fare, aabner med sit Sværd
Den lukte Vej — ak naâr kun til at hævne —
Lesbin, hans Yndling, ligger henstrakt dèr,
Ej Gnist af Liv den haarde Haand lod levne —
O Sorgens Syn! med blodigt Banesaar
Den, han har elsket, brudt lig Blomst i Vaar.
56.
Med saadan Ynde Halsen faldt tilbage
Mod Ryggen, Smertens Bleghed var saa huld,
Saa blid i disse Træk er Dødens Klage,
Og Øjets Skjælven er saa ømhedsfuld,
At Taarer ud af Marmor det maa drage —
Dit Rige, Soliman! blev stødt omkuld,
Da græd du ej, men midt i harmspændt Hu
Af Sorgens Væld fremstyrter Graaden nu.
57.
Da ser han Fjendesværdet, varmt og vaadt
Af Drengens Blod, hvis Damp mod Himlen stiger,
Og Graaden standser, Vreden brænder blot,
Vildt efter Hævn af Tørst kun Hjærtet skriger,
Med løftet Glavind fór den Kæmpedrot
Mod Argillan, for Slaget Skjoldet viger,
Saa Hjælm, saa Hoved, da fra Hingsten ned
Han steg og Liget vildt med Staalet sled.
58.
Saa, naar et Stenkast haardt en Hund mon ramme,
Med Raseri den sig mod Stenen vender —
O tomme Trøst! ej mindre Smertens Flamme,
Ved Hævnen paa det døde Legem, brænder.
Imens, ej i det Tomme, Sværdshug gramme
Med Vredens Vælde Frankers Høvding sender:
Der tusend Tyrker var, en udvalgt Skare,
De stod med Skjold og Hjælm i Brynjer klare.
59.
I hver en Krog af Krigerlivet hjemme,
Med ubetvungen Aand de ler ad Døden —
En haardfør Stamme, lige ufortrøden
I Frost og Hede, Savn de knap fornemme,
Saa lidt som Farer kan dem Hunger skræmme.
Til Glans i Lykken og til Trøst i Nøden
Før om sin Trone Soliman dem sanked,
Nu gjennem Ørken de med Helten vanked.
60
Det er mod disse, Gotfred har at krige,
Mens, sluttet sammen, som en Mur de staar
Og holde sig i Kamp med Franker lige:
Ej, skjønt han træffer trindt med Død og Saar,
Han bringer deres Styrke til at vige,
Ej Haabet, som besjæler dem, han slaar.
Dog se! en Støvsky vorder brat at skue,
Som bærer i sit Skjød ny Vaabenlue.
61.
I Sølvmors Dug, der spejler Østens Flamme,
Et Purpurkors for Morgenvinden bølger,
Halvhundred Riddere dets Mærke følger,
Med Staalets Æg de Vantros Haab de ramme:
Let sank Arabers ukrigsvante Stamme,
At Tyrker stod og modstod, ej jeg dølger,
Saa veg de kæmpende, men vildt i Blod
Hen over Valen skrider Dødens Fod.
62.
Da sikret Kong Aladdin Lykken agted,
Han gik fra Staden ud til Sejrens Skue,
Fra Bjærgets Højde Kampen han betragted,
Nu ser han Nederlaget og maa grue.
Argant, Klorinda, fyldt med Krigens Lue,
Vredt fnysende, mod Flugten intet magted.
Dem Kongen skikked Bud: »Vend om, vend om!«
Til deres Folk de raabte: »Fremad, kom!«
63.
Med Sværd og Skjold at kaste, Folket svarer,
Tilbage maa den stolte Hu de bøje;
De vil med Orden samle disse Skarer,
At tøjle Mængden er forgjæves Møje.
Et Støvhav løfter sig mod Stadens Høje,
Snart i sit Skjød de Flygtende den varer:
Nu Guelf maa standse, som dem skarpt forfølger,
Tilbage synke Slagets høje Bølger.
64.
Alt, hvad er givet Mennesker at gjøre,
Er gjort af Soliman, den stærke Kriger
Af Træthed knap kan længer Skjoldet føre,
Tungt stønnende ham Aandedrættet stiger,
I sene Kredse mon han Sværdet røre,
Han slaar, men skjærer ej, thi Kraften viger,
Saa længe lod han Sværdet gjøre Gavn,
Til, sløvt af Slid, det kun er Sværd af Navn.
65.
Da staar han knyttet mellem tvende Kaar:
Skal med sin egen Haand sit Liv han tage,
At ingen Anden denne Hæder faar?
Skal, Hærens Rester ladende tilbage,
Han bjærge Liv, til Lykkens Time slaar,
Og ensom ud ad vilde Veje drage?
»Til Skjæbnen være Tøjlen kasted hen!«
Saa raaber han, »min Flugt er Sejr for den.
66.
Se Fjenden da min Ryg! jeg synker atter
Ned i Landflygtighedens usle Stand —
Men jeg skal komme! Hævnens Sværd jeg fatter,
Ej skal de finde Fred i fremmed Land,
Som Mindets Ædelsten min Hævn jeg skatter,
Jeg viger ej, skjønt nu en slagen Mand:
Som Hævnens Aand endnu jeg gaar igjen,
Naar disse Ben til Støv er smulret hen.«