Merk fromme Læser, giv det Agt,
At alt hvis her er bleven
Om Nordland og den kalde Tragt
I denne Bog indskreven,
Det har jeg efter andres Mund,
I Pennen ladet føre,
Om Auvel, Eng, om Jord og Grund,
Og hvad der er at giøre.
Vel er jeg selv een Nordlands Mand,
Og Nord-Land har mig klædet,
Men Norden for mit Helgeland
Min Foed har aldrig trædet.
Thi kand jeg dette sige grandt,
Hvad Helgeland tilhører,
At det er hver en Tødel sandt,
Hvis Pennen derom rører.
Men Norden for, og længer hen,
Jeg icke veed saa nøye,
Jeg har det kun af Hørelsen,
Men icke seed med Øye.
Hvad andre for mig haver sagt,
Og mundtlig mig opregnet,
Det har jeg paa Papiret lagt,
Og særligen antegnet.
Om noget deraf findes kand,
Som siunes Sandhed mangle,
Fisk dog ey strax udi mit Vand
Med ufortinnet Angle.
Du veedst jo vel en Ubekandt
Kand let af Veyen vandre,
Er som du vilt, ey alt saa sandt,
Beskyld ey mig, men andre.
Jeg skrevet har det jeg har hørt,
Lad andre dertil svare,
Og det jeg har til Liuset ført,
Kand staa sin egen Fare.
Dog kand jeg det forsikre dig,
Hvad Maader, Skik og Sæder,
Som her beskrives hver for sig,
Gaar i sin’ egne Klæder.
Jeg haver ey stafferet dem,
Med Glantz af fremmed Farve,
Men alting ført saaledes frem,
At hver sig selv kand arve.
I Verden øves selsomt Spil,
Best bider gammel Vane,
Men Folk maa giøre hvad de vil
Saa galer dog min Hane.
Vil derfor nogen blive vred,
Det er mig lige meget;
Jeg har en god Samvittighed,
Saa har enhver sit eget.
Far vel min Ven, fortørnes ey,
Det er din egen Ære,
At du kand gaae paa Fredens Vey,
Og agtes from at være!
Far vel og brug Beskeedenhed,
Vil du min Skrift annamme,
Jeg ynsker dig vor HErres Fred,
Og du gir mig den samme!