Juno, Fødselsgudinde, modtag den begavede Piges
Røgelseoffer, med spæd Haand hun frembærer det fromt!
Din er hun helt idag, hun har pyntet sig glad til din Ære,
værd at skue hun nu vilde for Alteret staa.
Spørges, hvorfor hun sig smykked, paa dig, Gudinde, hun peger;
En der dog findes, hvem og lønligen tækkes hun vil.
Hjælp Gudinde, lad Ingen de Tvende, som elske, dog skille,
slyng om Ynglingens Bryst ogsaa Gjenkjærligheds Baand!
Slut denne herlige Pagt! Der findes til Elskov dog Ingen
ham mer værdig end hun, hende mer værdig end han.
Lad ej den spejdende Vogter i Kjærlighedsrusen dem gribe,
Amor indgive dem selv tusinde listige Kneb!
Bønhør Ønskerne! Kom i den purpurstraalende Kaabe,
kydske Gudinde! Trefold ofre vi Kager og Vin. —
Omsorgsfuld hendes Moder sin Datter til Ønskerne raader,
dog — alt voxen — hun selv beder om Andet i Løn.
Hjertet brænder i Barm som flagrende Luer paa Altret;
men, om det flammer end hedt, Lægedom ønsker hun ej. —
Dag, vær Ynglingen kjær! Naar Aaret atter oprinder,
Kjærlighedspagten endnu, styrket ved Ønsker, bestaa!