«Andre Kvinder end jeg skal aldrig dele dit Leje»
Det din Betingelse var, dengang os Elskov forbandt.
Du mig behager alene; for mit Syn gives der ingen
Pige forresten, som kan kaldes en Skjønhed hos os.
Gid det var muligt, at mig alene du tyktes saa dejlig,
Andre slet ikke smuk! Saaledes sikker jeg var.
Ikke misundes jeg vil. Bort, Folks lovprisende Sladder!
Hver, der er virkelig vis, fryder sig tavs i sit Sind.
Glad nu kunde jeg leve saa fjernt i Skovenes Tykning,
der hvor aldrig en Vej trædes af Menneskefod.
Du er min Lindring i Sorger, mit Lys i det natlige Mørke,
du er mig Selskab nok selv paa det ensomste Sted!
Sendtes end ned til Tibullus en Elskerinde fra Himlen,
sendtes forgjæves hun dog. Venus, din Magt var for svag.
Det jeg sværger dig, Pige, ved Juno’s hellige Guddom,
hvem du blandt Guderne mest dyrker som ypperst i Magt!
— Hvad har jeg Daare dog gjort! Ak, Pantet giver jeg fra mig.
Eden var taabelig. Før næred du Frygt, det var godt.
Nu kan frejdig du være, kan uden Bekymring mig plage.
Tungen med Sladder igjen voldte mig Stakkel Fortræd. —
Alt, hvad du byder, jeg gjør; din, din vil stedse jeg være,
vante Trældom hos dig finder jeg villig mig i.
Bunden jeg sidder ved Altret for Elskovs høje Gudinde;
Venus, mod Uret streng, er mod den Ydmyge mild.