Kjære Forsamling, vær tavs! Vi Markindvielsen fejre
efter den ældgamle Skik, Fædrene gav os i Arv.
Kommer nu, Guder! Og slyng om din Tinding, hornede Bacchus,
Drueklaserne! Flet, Ceres, Ax om dit Haar!
Jorden paa Festens Dag skal hvile, Dyrkeren hvile;
Plovjern hænge vi hen, standse med mattende Slid.
Løser nu Baandet om Aag! Nu ved Krybberne fyldte med Foder
Studene ledige bør staa med de krandsede Horn.
Gjerning til Ære for Guder er tilladt ene; lad Ternen
hvile fra daglig Dont Ulden at spinde paa Rok.
Eder ogsaa jeg viser herfra, forlader vort Alter,
I, hvem Venus inat skjænkede Kjærligheds Fryd!
Guderne Kydskhed forlange. Hidkommer i tvættede Klæder,
øser af Vandet i Bæk, loer eders Hænder deri!
Seer I, det viede Lam gaaer hen til Altrets Flammer!
Hvidklædt følger en Sværm, Krands af Oliven den bær’.
Fædreneguder! Vi rense vor Jord, vi rense dens Dyrker!
Driver da bort fra vor Marks Grændseskjel Ondt og Fortræd!
Lader ej Marken i Høst os skuffe med Ax, der er golde,
lader ej Lammet med Skræk flygte for Ulven saa rap!
Da vil Bonden, i Lid til de bugnende Marker, i Festdragt
rejse det flammende Baal, øge det stadigt med Ved;
rundtom Trællenes Flok oprejser sig Hytter af Løvværk,
spøgende muntert (et Tegn, Herren er ogsaa tilfreds).
Gid vort Ønske maa fremmes! Dog seer blot, Offerets Indvold
varsler om Fremtiden godt, lover os Gudernes Gunst.
Slæber Falerneren hid, en gammel, som Røgen har mildnet!
Hid med Chieren, kom, løser nu Dunkenes Baand!
Dagen skal hædres ved Vin, og paa Festen Ingen sig skamme
bør ved en Rus, naar han tung slingrer paa Benene lidt.
«Leve Messalla» det Ønske skal stadigt ved Bægrene lyde;
skjønt han er fjern, om hans Navn drejer sig Samtalen kun.
Sejerhædret du blev ved Triumfen nys, Aqvitaners
Overvinder, og stolt pryder du Fædrenes Slægt.
Tanken om dig skal fylde mit Bryst, naar Landmandens Guder
nu jeg bringer vor Tak glad i den festlige Sang.
Landet jeg priser i Sang og Landets Guder. De gav os
bedre Føde; thi før aad vi kun Olden som Dyr;
de have lært os af Bjælker i Lag at tømre vor Bolig,
dernæst at tække med Løv Huset saa tarveligt bygt;
de først avede Tyren til føjelig Trældom i Aaget,
de først satte paa Vogn Hjulenes rullende Par.
Raahedens Tid forsvandt. Frugtbærende Træer man planted,
Haven, vandet med Kunst, bragte nu rigeligt ind,
gyldne Druer blev perset med Fod og ydede Saften,
i den oplivende Vin kom dog ædrueligt Vand.
Marken hvert Aar sin Grøde nu bar, naar de glødende Straaler
bøjede nedad mod Jord Agerens guldgule Haar.
Blomsternes Saft om Vaaren den flyvende Bi til sin Kube
bar, og med Honningen sød fyldte den Cellerne der,
Bonden tilfreds med sin Høst efter Plovens stadige Møje
kvad sin kunstløse Sang nu til en jævn Melodi.
Mættet og glad han paa Fløjten af Straa ledsagede Sangen,
naar han taknemmelig kvad smykkede Guder til Pris.
Bonden bemaled sit Ansigt med Rødt, naar han fejred med Chorsang,
Bacchus, din Fest (dog endnu Kunsten var lidet forsøgt),
fik saa til Lønning en Buk — en dengang betydelig Gave;
rig var Folden, som gav Bukken, den Faarenes Drot.
Ude paa Landet hver Knøs af Foraarsblomster nu fletted
Krandse, smykkede fromt ældgamle Larer dermed.
Ude paa Landet nu gik i den bløde, snehvide Kofte
Faaret; Ulden, den bar, skaffede Pigerne Slid;
den var Aarsag til kvindelig Dont, til Rok og til Spinden,
Tommelfingeren flink snurred nu Tenen omkring;
mangen Væverske nu, oplært af den travle Minerva,
muntert sang ved sin Dont, klaprende gik hendes Væv.
Ude paa Landet Cupido blev født blandt ustyrlige Hopper
hist ved den kornrige Mark mellem de stimlende Faar.
Der han øved sig først med den end ej prøvede Bue;
ak, han er vorden forvist øvet og sikker paa Haand!
Ikke som forhen er Dyr nu hans Maal. Men Piger at ramme,
det er hans Fryd, og med Haan tæmmer han trodsige Mænd.
Ynglingers Gods han forøder. For umilde Skjønheders Døre
nøder han Oldinger tidt til en forsmædelig Bøn.
Vej han viser, naar Pigen i Mørket sig hemmeligt lister,
slumrende Vogter forbi, ene til Ynglingen hen,
naar hun med ængstelig Frygt først prøver, før Foden hun sætter,
famler med Hænderne frem gjennem det natlige Mulm.
Ve jer Stakler, hvem Guden er grum og plager bestandigt!
Held dig, hvis Amor til dig kommer mildtviftende, blid!
Guddom, kom til vort festlige Lag! Dog, læg dine Pile,
gjem dine Fakler, og hør, skjul disse rædsomme Blus!
Synger til Pris for den fejrede Gud! Paakalder for Hjorden
aabenlydt alle hans Hjælp — lønligen hver for sig selv,
eller og aabenlydt. Ingen jo hører; den lystige Skare
samt Krumfløjten idag døver hvert Øre med Larm.
Leger med Fryd! Snart Natten sit Spand fremdriver, de gyldne
Stjerner i jublende Dands følge bag Moderens Vogn.
Snarlig den tavse Søvn med de dunkle Vinger nu kommer,
Drømme, sortslørede, snart rave bedøvede frem.
