Rigdom, skinnende Guld en Anden sig gjerne maa sanke,
eje umaadeligt Gods, Marker, der bugner af Sæd,
naar det skal kjøbes med Kamp og med Frygt for Fjendernes Nærhed,
og naar Trompeten til Strid kalder ham op af hans Søvn.
Heller jeg nøjes med Armod, naar fredeligt Livet henrinder,
medens et hyggeligt Baal altid paa Arnen er tændt.
Lad mig som Bonde kun plante de slyngende Ranker i Tide
og med min øvede Haand vældige Frugttræers Skud!
Haabet svigte mig ikke, det yde mig Kornet i Dynger
stadigt og lade mit Kar fyldes af Mosten saa fed!
Fromt jeg bøjer mig jo, naar jeg skuer de viede Krandse
hænge paa Sten ved en Vej eller om Pælen paa Mark;
Førstegrøden af Frugter, saa saare mig Aaret dem bringer,
sætter for Landmandens Gud altid som Offer jeg frem;
Ceres, lyshaarede Frue, jeg fletter af Ax fra min Ager
Krandse til dig, dermed smykker jeg Tempelets Dør;
rødbemalet som Vogter i Haven Priapus skal stande,
skræmme med frygtelig Le Fuglene bort fra min Frugt.
Larer, skjærmende Guder, som fordum vogted min Rigdom,
vogter min fattige Mark! Tager de Gaver, jeg har!
Fordum en Kalv jeg slagted til Offer for talrige Hjorder,
nu for min Jordlod smal ofrer jeg ikkun et Kid.
Kiddet jeg ofrer jer nu, mens Bondeknøsene rundtom
raabe: Skjænker os Korn, skjænker os rigelig Vin!
Endelig lærte jeg Kunsten fornøjet med Lidet at leve,
aldrig jeg mer for Erhverv rejser til fremmede Land.
Hundestjernen og Sommerens Brand mig driver til Skyggen
hist i Træernes Ly, der hvor en Bæk gaaer forbi.
Dog vil ej fornem jeg være, men stundom Spaden jeg griber,
driver med Pigkjæppen frem Studenes nølende Spand;
finder engang jeg et Lam eller Gedekid, Moderen glemte,
svøber jeg Kappen derom, bær’ det omhyggeligt hjem.
Skaaner dog, Tyve, min fattige Hjord! O, skaaner den, Ulve!
Søger I Bytte, velan, hærger den Rigeres Flok!
Hvert Aar holder jeg Renselsesfest, min Hyrde sig renser,
selv jeg bestænker med Mælk Pales, den venlige Gud
Guder, besøger mit fattige Bord, modtager min Gave!
Skaalen er ren, skjønt af Ler. Guder, foragter den ej!
Skaaler af Ler kun brugte jo Bonden i tidligste Dage,
selv han laved sig dem, Leret jo formedes let.
Stor mine Fædres Ejendom var, men jeg savner den ikke,
Laden i Oldefa’ers Tid rummed en rigelig Høst.
Dog i min snevre Mark har jeg nok; jeg har nok, naar mig undes
Hvilen i Fred og Ro, Søvn i min tilvante Seng.
O, hvilken Fryd paa Lejet at høre, hvor Vindene rase,
medens man trykker sin Viv tæt i den kjærlige Favn;
eller naar Vinterens Storm nedøser sin Hagel, mens roligt
Øjet man lukker til Søvn, lullet af dryppende Regn!
Dette jeg ønsker for mig. — Lad hver, som kan taale det vilde
Hav og den skyllende Regn, kjøbe sig Guldet saa dyrt!
Heller Alverdens Rigdom af Guld og Smaragder jeg mister,
end at min Rejse skal Sorg volde min elskede Mø.
Du, Messalla, til Kampen maa gaa i Land og paa Vove,
at med dit Bytte fra Krig herligt dit Hus kan staa smykt;
jeg holdes fængslet herhjemme med Baand af den skjønneste Pige,
sidde som Vogter jeg maa foran den grusomme Dør.
Aldrig om Hæder jeg bryder mig, Delia! Kan jeg kun stedse
være hos dig, lad dem saa kalde mig treven og fej.
Elskede, staa for mit Øje, naar Dødens Time sig nærmer,
lad mig holde dig ømt da med min svigtende Haand!
Da vil du græde for mig. Naar mit Lig da lægges paa Baalet,
kysser du tidt det med Sorg, Taaren vil falde derpaa.
Da vil du græde for mig: ej kold som Jernet er Barmen,
og i dit kjærlige Bryst Hjertet er ikke af Sten.
Yngling og Pige, ja hver, som var med i Kredsen om Baalet —
Ingen med taareløst Blik vender tilbage derfra.
Krænk ej den Døde med Sorg! Nej, skaan dine fyldige Lokker,
Delia, skaan dem, og hør, skaan dog den dejlige Kind!
End er det Tid, medens Skjæbnen er mild, lad os elske hinanden!
Snart kommer Døden, i Mulm indhyllet, rædsom at se;
Alderdomsmathed om lidt vil liste sig over os — Elskov
og det forelskede Sprog klæder ej Haar, som er graat.
Elskovs Leg maa man øve som ung. Da bryder man Døren
op hos en Pige — for Spøg ægger man ofte til Kiv.
Her er jeg dygtig Soldat eller Fører. — Trompeter og Faner,
bort! De Mænd, som har Lyst, vinde hos Eder sig Saar,
Vinde tillige sig Guld! Jeg med tarveligt Kaar er fornøjet,
viser mod Rigdom Foragt, viser mod Hunger Foragt.