Vaaren var kommen; Vinteren saaes kun paa Klippernes spidse Toppe. Birken havde udskudt det spæde Løv, og den eviggrønne Gran stod allerede med Sommerens lysere Farve. Solen havde løsnet den størknede Bæk, der raslede som af Glæde over sin Frihed; Græsset opvippede af Jorden, som stolt af sin Gienfødelse. Ærken1 og Svalen omfligrede i Luften, uvisse om deres Flugt i Glædens milde Henrykkelse; og paa det lave Tag sad den kiærlige Stær, nær ved sin Elskedes Rede, udtonende Elskov og Glæder. Det var Morgen; Luften var renset af giennemstrygende Vinde; Solen spillede i Millioner paa Græsset hvilende Perler. Hele Naturen var saa skiøn, saa høitidelig, som da den første Gang udsprang fra sin veldædige Skaber.
Thormund, en lykkelig Fieldbonde, gik med Kone og Børn ud paa Marken, for at eftersee, hvilke der burde være de første af Vaarens Arbeider. Arm i Arm fulgtes de ad, saae Guds skiønne Natur, og bleve maalløse i de Glæder, der tilstrømmede dem; men deres Øine talede i frydfyldte Taarer mere, end Ord kan udsige. Thormund afbrød først denne Stiltiænhed: „Kone, Børn,“ sagde han, „seer, o seer! Ja, jeg mærker, I, som jeg, see og føle, hvor upartisk den naadige Gud Fader skienker Glæder til den ringe Fieldboer, som til Fyrsten, der boer i Slottet. Han kan ikke i disse Øieblikke være saligere glad, end vi. Enten har jeg glemt de henfarne Aars Vaardage, eller intet Foraar har været saa skiønt, som dette. Jeg kan ikke udtrykke mit Hiertes Følelser: det er for fuldt af det Forbigangne, det Nærværende og det Tilkommende; men dette veed jeg, at jeg ikke har eiet en blidere Stund siden jeg første Gang indsvøbtes af moderlige Arme. Paa eengang tænker jeg mig den forsvundne Vinter, da vi alle friske sadde ved den varme Ovn, ikke frøs, ikke hungrede; denne skiønne Vaar, da vi udsae den kiernefulde Sæd; og Høsten, da Himlens Gud atter skal velsigne os med Brød for den kommende Vinter. O! vi skal ingen Vinter fryse eller hungre, det siger mit Hierte mig. Giennem Arbeide og Dyd stræbe vi for vor Ro; men Herren skal betrygge den. Kone, Børn! lader os synge denne Herre en Lovsang! Vore Hierter skal lettes ved vore Takkesange; og Han, som hører Fuglenes ordløse Toner, skal visselig ikke forsmaae vores.“ Nu istemte de følgende:
God er du, Livets Skabermand,
Naturens Fader, Alles Fader!
Til Hav og Field, til By og Land
Velsignelse du strømme lader.
Fra dig flød Held og Sundhed ud:
God er du, evig god, vor Gud!
Du var vor mørke Vinters Trøst;
Du er vort Foraars blide Giver;
Vort Arbeids Løn i gylden Høst;
Og hvad du er, du stedse bliver.
Du kommer Jordens Børn ihu:
Alt hvad er godt, det giver du.
Paa os nedstraaler Solen mild;
Paa Alt den lige mild nedstraaler:
Saa seer du, gode Fader, til
Hver Skabning, og dens Held afmaaler.
Hver mindste Orm, hvert Kryb ved dig
Blev næret og blev lykkelig.
Alkiærlig seer du ned til os,
Til os, som til de høie Stænder:
Vi froe kan byde hine Trods,
Som Guld og Høiheds Vælde kiender;
Ei høie vi, ei rige er’,
Men dog al Jordens Fader kier’.
Du frugtbargiorde gavnlig Flid:
Vi savned’ aldrig Livets Føde,
Og Fred, og Sundheds Gode blid
Tilstraaled’ os hver Morgenrøde.
Mod Armods og mod Sygdoms Baand
Os værnede din Faderhaand.
Urokket stod vor lille Bo,
Det trodsed’ Stormens grumme Vælde;
Ei fiendtligt Sværd afbrød vor Ro
Bag vore evig trygge Fielde.
Vort Held blev fredet ved dit Bud,
Beskytter, Fader, Almagts Gud!
Glad hiemvandrede den lykkelige Familie. „Kone,“ sagde Thormund, „sæt frem Morgengrøden! Hvor den skal smage herligt i denne Morgenstund! og hvor Aftenen skal blive sød efter Dagens gavnlige Arbeide!“