Høsten har jaget den yndige Sommer;
Paa Nordvindens Ryg den rasende kommer;
Huult tuder Stormen blandt Dale og Fielde
Med frygtelig Vælde.
Dristigste Søemand forfærdet nu bæver;
Taarnende Bølge snart himmelhøit hæver,
Snart igien Skibet i Afgrunden kaster
Med knagende Master.
Flammende Varsel hans Siel ikke trøster;
Voldsom han drives til troløse Kyster,
Og kommende Nat, som ængstet han skuer,
Med Rædseler truer.
Sølvfarved’ Maane! oplys ham nu Havet!
Tusind skal ellers, i Dybet begraved’,
Ei naae det Land, hvor de ønsked’ at havne,
Hvor Venner dem savne.
Træet affælder sin gulnende Klædning,
Skielvende Blade omsonst søge Redning;
De splittede kastes, og Stammen har eene
Afløvede Grene.
Og Fuglen paa dem i Klage begræder,
At Sommerens Pragt ei Engene klæder,
At Solen bleeglig nu Fieldene maler,
Og tidligen daler.
Nogle, naar Løvet af Kulde vil blegne,
Henflye til Lyst i mildere Egne.
Lyksalige Slægter, som Vinger kan sende
Til Ønskernes Ende!
Som Fuglen savner den hendøde Sommer,
Saa skal, naar min Høst og naar Vinteren kommer,
Naar døvet jeg er for Sorg og for Glæde,
Mig Venner begræde.
Men vaagne skal jeg, naar Tiden har Ende,
En skiønnere Vaar for evig at kiende,
Og iile henrykt de Venner imøde,
Som og vaare døde.
M. S. Castberg.