Paa min Broders Lyststed
Sans Souci
Sans Souci
Fred hvile over disse Enge!
Her være Glædens Opholdssted,
Her vandre glad dets ædle Dyrker længe,
Med varig Ynde du ham glæd.
O Broder! naar Dig Byrder trykke,
Naar Sindet er af Møie træt,
Du hvile her, Du aande let,
Og føle Livets sande Lykke.
Et landligt Liv sin Dyrker skienker,
Meer varig Fryd end Daaren nød,
Som Byens Sverm, dens vilde Tummel lænker;
Kun Ulyst af hans Glæder flød;
De rene Glæder Støi ei lide.
De tye sig bort fra Larm og Tvang,
I Byen er hver Time lang,
Paa Landet de saa sødt henglide.
Nyd Livets Lyst, blandt stille Glæder
Velsignet blive hvert Dit Hiem,
Kiendt, som Du er, med stedsevarig Hæder
Til Din, gid lange! Bane frem,
Smiil lange i Din Elskes Arme,
Øm er den Barm, Du hviler ved.
Og reen er hendes Kierlighed,
Hvo elskte vel med mere Varme?
Nyd, efter længst hensvundne Dage,
Den hele Fadersryd og Lyst,
De Yndlinger, som fælles Flid opdrage,
De blive sneehvid Alders Trøst.
Og, naar Naturen sildig kalder
Til Roe — den Tanke skienke Fryd:
En Afkom troe til Pligt og Dyd,
Vi efterlod den næste Alder.
Og Sans Souci bliv altid værdig
Vox uafbrudt, Du bærer det retfærdig,
Vær frugtbar og paa Ynde riig.
Hver aarlig Høst, med tifold Grøde
Fortien Din Dyrkers Velbehag,
Dit unge Løv, hver Foraarsdag
Ham smile Sommerfryd i Møde.