Selskabs bedste Glæder svinder
Der, hvor en forordnet Tvang
Under Etiketten binder
Muntert Spøg og Glædes Sang;
Ene der, hvor alle lige,
Kan sig tænke Høie, Rige,
Bliver ingen Aften lang.
Ofte samler Modens Daarer
Til en selvvalgt Kiedhed sig,
Prægtig Tomheds Glands udkaarer,
Gaaer i Stats ulykkelig,
Sukker under gyldne Lænker,
Som den ædle Jevnhed krænker,
Den fordømte Slave sig.
Venner! her i tvangfrie Glæde
Svandt saa mangen Aften hen,
Straffet saae vi Lasten græde,
Dyden seire kiækt igien.
Selv den Graad, vi ofte fældte,
Med Tilfredshed os giengieldte;
Reen, som Duggen, perled’ den.
Froe ved talrigt Bord nedsatte
Vi os her, og Sangen lød
Ei om Jordens største Skatte,
Ei om dræbte Fyrsters Død;
Nei, om Samqvems milde Ynde
Munter Toner høit forkynde,
De fra Hiertets Indre flød.
Og i Dandse sig hensvinge
Ungdoms Flok med lette Fied,
Sundheds Gode sig tilbringe,
Ei med Pulver synket ned.
Doctor’s Konst saa vist ei letter
Lange søvnløse Nætter,
Som en skyldfrie Munterhed.
O! saa blive varig Glæde
Dette Selskabs Vinterlyst,
Evig fast, ved Samfunds Kiede,
Fængsles mildt hvert ædelt Bryst!
Og, naar Vaarens Dage kommer,
Nyde det en huldrig Sommer,
Samles her til Fryd hver Høst!