Som efter Dagens Sved og Møje,
Den trætte Vandrer søger Ro;
Saa vender sig den Frommes Øje
I sidste Stund med Liv og Tro
Hen mod den faderhulde Gud,
Der sender sit Forløsnings Bud.
For ham sin Rædsel Døden taber;
Forsager han end her et Liv,
Han til et bedre af sin Skaber
Fremvinkes ved et andet Bliv,
Som mellem Glæder uden Tal
Ej til Omskiftning kjende skal.
Og disse paa den Broder bie
I de Forklartes Evighed,
Hvis Støv med Vemod vi indvie
Idag til Gravens stille Fred:
Det var en god, en ædel Mand —
Den Ros er sød, for den er sand.