Det er et gammelt Ord, at hvo der graver
Til andre Grav, tit plumper selv deri;
Men Lykken mangen Gang det saadan laver,
At Ærke-Mammelukkerie
Gaaer reent for allermindste Svie frie,
Naar derimod Troeskyldighed forgnaver
Gudsjammerlig sit Skindbeen. —
Sandt nok, at Skiælmen faaer en Dag fortiente Meen;
Ja dobbelt da den samme Haand ham aver,
Der forhen var til Rises Brug saa seen.
Men ellers, hvis det ikke reent er Sludder,
Hvad Plato og saa mangen lærd Person,
Fortæller om smaa, hvide, sorte Guder;
Der snart Hugaf og snart Kujon,
Bestandig om os arme Stakler kegles:
Ja ligesom nu eens nu andens Lokker hegles,
Vil immer den der kommer oven paa,
Os Uslinger omkring ved Næsen lede;
Vil faae os fra at bande til at bede,
Kort vexelviis til Roers paa Livets Reise staae: —
Saa paa min Ære, skulle man ei tænke,
At Tingesten couleur de Sod,
Han, Knegten der forleden var saa god,
Her Brutus sin Nærværelse at skiænke,
Som alleroftest Slaget vandt.
Thi Kiære, hvordan skulle ellers Jorden
Saa ganske kommet ud af al sin Orden?
At hvis min Huuspostils Forfatter siger sandt:
Saa vrimler her af Slyngelagtigheder,
Og Verden er et Hundehul,
Hvor Laster sig i Kanapeen breder,
Mens Dyden staaer ved Dören som et Nul.
Dog Snik om Snak; jeg er saa lidt en Manichæer,
Som da jeg blev Student jeg var Ebræer,
Og er endnu. — Jeg hader begge to.
Lad hvo der lyster længe nok kuns troe,
At Genier, Dæmoner, Diævle, Trolde,
Planeter, Lykke, Skiæbne og saa fort,
Deslige Hocuspocus kan forvolde,
Og giöre efter Tykke hvidt til sort.
Jeg bander paa alting er blot en Fynte,
Forblommet Fund og Tant,
Hvormed det Hedning Utöi först begyndte,
Og hvorved Overtroe sin Regning siden fandt.
Vist nok, jeg ikke ganske Sagen fatter;
Men hvo mon kunne bare sig for Latter,
Ifald en kritisk Flue-Siel,
Hvis Syn et Skridt i Viden neppe strækker,
Og ei engang med skiæve Hæl,
En milliondeel Plads af Christiansborg bedækker,
Alligevel paa Næsen Rynker trækker
Og raaber dit og dat er galt? —
Men for vor Herre er vi alle Fluer;
Ja Leibnitz selv, hvor dybt han ogsaa skuer,
Har med den hele Rest kuns hen i Taaget talt.
En Ting er vis: Skiöndt man ei seer de fine Traade,
Der krydse sig paa langs og tvers;
Saa veed man dog, at han der kan det hele raade,
Udvælger sikkert bedste Maade:
Thi mukker jeg ei heller mindste Vers,
Ved hvad for Lod mig end tilfalder;
Men selv naar Inqvisitor Stemmen kalder,
Til Takke taér med en Auto da Fé,
Og beer allene sligt for tit maae ikke skee.
Giör Læser Du, paa mine Ord det samme,
Du sikkert Dig befinder vel derved;
Hvis ei, saa band hver Lykkens Katte-Skramme,
Og bliv paa Skiæbnens Nykker snyde vred.
Det bryder ikke mig; vi ligegode Venner
Ifald Du synes være kan endda.
Al denne Snak til Indgang bare tiener,
Spring over den saa er vi begge to derfra;
Og kommer uformærkt til Texten,
Der bedre Dig maaskee behage tör;
Dog hindrer Madam Atropos ei Vexten,
Jeg nok en Stumpe Epilog Dig giör.
Thi maae man for det förste mærke,
Der var engang en Handelsmand;
Men ikke just af hiin Nabobiske Stand,
Som medens egne fine Maver værke
Laêr tynde Cargadeur til Takke tage,
Med Gröd og Berrefisk saa godt som sligt kan smage;
Kort, som for allermindste Møde frie,
I Rigdoms Skiöd paa Nydelsen kuns tænke;
Og vuggede i engelske Karet,
Med naadig Mine overstænke,
En ydmyg fattig Diævel af Poet.
Personen som jeg her omtaler,
Var ikke slet saa bandsat höit paa Straae;
Thi maae han naar Mercurius befaler,
Snart til Cap Horn og snart til Vardöe gaae.
Men slige Tourer Læseren begriber,
Er ingen Springe-Vei;
For hvor gevaltig Æolus end piber,
Forslaaer vel sommetid en Maaned ei.
Nu giör som mindst en Maaned tred’ve Nætter,
Og det er dog en grumme Tiid
Langt mindre mangen Gang Taalmodigheden trætter,
Ei torde jeg forsömme saa min Tid.
Imedens altsaa Staklen tripper,
Snart hist snart her blandt Antipoder om;
Jeg husker ikke rigtig, hvor det kom,
Men nok er det, en vever Herre slipper
Ind i Madamens Kridthuus; hvor han ret
Ved Föielighed, Fliid, belevent Væsen,
Befæster sig saa ganske op til Næsen,
At, faae ham væk igien var ikke let.
Nu er det snurrigt nok hvad tit jeg har bemærket
I contrebande Ægtestand:
At gierne er man saare langt med Værket,
För Ægtefællen blot formode kan
En Muelighed af mindste Muse-Reder;
Ja medens Nabo, Gienbo sveder
Af Nidkierhed, er han som Tingen meest gaaer an,
Saa roelig i sin Siel; og Himlen beder,
Omhegne trygt den Skat af Dyder, Yndigheder,
Der giör ham til den lykkeligste Mand.
Hvorfra en saadan Stærblindhed sig skriver,
Derom man kunne sige skiönne Ting;
For Egen-Kierligheden giver
Vor Tanke tit et ganske narriskt Sving.
Men ellers er vi Lutheraner
Et spagt, lemfældigt, eiegodt Slags Folk;
Der om endog lidt Puslerie os aner,
Ei gribe derfor strax til Gift og Dolk.
Sligt bruges kuns hos Tyrker og Papister,
Og andet vantro, hidsigt Pak.
Her Fanden ikke Folk saa portugisisk frister;
For bliver end en Hanrei stundom bister,
Saa myrder han allene dog i Snak,
Der gives midlertid tienestfærdige Gemytter,
Hvis Iver er for Næstens Sag saa varm,
At uombedt hver Leilighed den nytter,
Til Kummers Sæd at faae i Rolighedens Barm,
En saadan Ven omsider letter
Sin gnavende Samvittighed;
Og med vemodig Fölelse beretter,
Alt hvad han om Personens Kone veed:
At nemlig denne skammelige Qvinde,
Der ei fortiente slig en værdig Mand,
Var ret en Ærke-Synderinde,
Som uden Skaansel i en Sæk man burde binde,
Og smidde ud i gammel Strand,
„For al den Stund at de har været borte,
Hun hver en Nat har holdt sit Rantevu;
Ja men! maaskee for Tiden lidt at korte,
Og pröve om hun kom sin Pligt ihu.
Men veed de hvad? — var hun min Kone,
Hun skulle ikke giöre det omsonst;
Jeg taler i oprigtig Venne-Tone,
Og giör det ei for Gaver eller Gunst:
Pas paa en Aftenstund at fange
Saa listelig min gode Monsieur Slunk;
Og skil ham ved de Ting han har for mange,
Saa spanker Knægten ikke meer saa strunk."
Nu bliver ved en saadan Tale,
Naturligviis en Mand forbandet flau;
Thi vil jeg heller ei hans Contrafei afmale:
Nok sagt, hans hele Siel skreg au!
Saa efter Tryk og Tak for Venskabs Pröve,
Og dybe Speculaz om Hævnen at udöve,
Confratereren gik halv fortumlet hiem,
Sin raske Kiælling saae, og mumlede God dem.
Imidlertid forlöb der nogle Dage,
Til Fatter ret fik forsket Tingen ud;
Men skiönt han skeled’ slemt til dyre Ægtemage
Og Munden slog i Folder som en Tud:
Saa giennede han dog for hver en Finte,
Der ville alle Öieblik herfrem;
Til endelig han paa en Snare sig befindte,
Der ikke var saa ganske ubeqvem;
Han maatte nemlig, hed det, giöre
En lille Reise paa en Uges Tiid;
Thi saae man ham den næste Morgen kiöre
Sin Vei ret usædvanlig blid.
Men Skielmen bare tog en Vending ud paa Landet,
Og ei saa snart det hen mod Aften leed,
För Hovedet fuldproppet af det andet,
Han sporenstregs tilbage ene reed,
Og i en Krog paa Luur sig nær ved Huset gled.
Vel! staae du der Krabat, imedens jeg besöger.
Din appetitelige Viv,
Der indtil bedre Tidsfordriv,
I Tanken med sit Hiertes Yndling spöger;
Og længselfuld paa sene Klokke seer,
Hvor eviglange Timerne de krybe,
For fra sin lyse Bane i det Dybe
Sig Dagens Gud saa sagte lister neer, —
Dog nu hans sidste gyldne Straale
I Vestens dunkle Skye forsvandt;
Thi har Monsieur Möie ved at taale
En længere Opsættelse; men blandt
Begierligheders viltre Fölge
Til Glædens Scene iler flux afsted;
Og beer den lille Fyhr omhyggelig fordölge
Enhver vanhellig Tittere hans Fied.
Oh Daare bliv! Du ubesindig haster
Til egen Undergang.
Den Spas er kort som yngles kun af Laster,
Men Svien gierne er saa lang.
Dog, prov at bede Norden-Vinden standse
Paa Fjældets Ryg sin Lynildsnelle Fart
Just netop, Venner, ligesnart
I faaer en hidsig Elsker til at anse
Fornuftens Röst. Vel an, saa lad ham danse
Til Hekkenfeldt, — Desværre! det er klart;
Kuns eet hans Lidenskab kan standse:
Jeg kunde min Formaning have spart.
Men dersom nu godt Folk I gider,
Saa lad os liste os saa ganske sagte hen,
Hvor Lureren i Læberne sig bider,
Da endelig han seer sin Hiertens Ven,
Vips ind ad Gadedören smutter.
Gesvindt han Næsen dybt i Kappen putter,
Og efter Knegten foer med fremmed Röst,
Ham paa Madamens Vegne at berette:
Der var til Uheld Selskab; men fra dette
Saa snart hun blev forlöst,
Han, intet Öieblik forgæves skulle vente;
»Thi maatte Herren bare vente,
En föie Stund herhenne paa et Sted,
Hvor ingen kom.« Og derpaa lokker
Han sagte af foran, og rigtig lokker
Den dumme Dreng i Havestuen med.
Ja ikke dermed nok, men faaer ham til at skjule
Sig i et Skab for större Sikkerhed.
»Det ville kuns beroe en lille Smule
Madamen vidste alt Besked.“
Jo men, der stikker han i ret en skiönne Fælde,
Og drömmer lidt om hvad som forestaaer
Snart vil hans arme Skind undgielde,
Jeg frygter for det slemme Rivter faaer.
Men muelig giör ei Du, min Læser,
Du haanlig af en saadan Medynk blæser;
Ja raaber i Din Iver, giv ham tæt:
Et sligt ureerligt Skarn bekommer kuns sin Ret
Nu det forstaaer sig selv, jeg sander
Aldeles hvert et Ord;
Og gierne om man vil for Selskab bander,
Alt hvad Der bare Lugten har af Hoer.
Men, Kiære, paa den anden Side,
Saa har jeg sligt et kiællinge Gemyt,
At aldrig til min Næstes Qvide
Jeg kunde uemsindtlig sige, Pyt!
Ja faaer nu Parcen selv en Finger med i Fadet
Saa er min Skyld en Bagatel;
Og hakker man ei Fyhren reent ihiel,
Tilkommer Fröken Lachesis med Skiæl
Som allermindst syvottendeel af Hæftet.
Thi vover jeg at lade Fangen lös :
Men hvo der skiötter om at vide,
Hvorledes det gik til, han skride.
Lidt længer frem i Talen om min Knös,
Vel, neppe havde Herren kukuluret
Et lille halvt Qvarteer i Buret,
For pludselig der i hans Pandebrask opstod
En Grille: om det var just saa forsigtigt,
Han i et Hul sig saadan spærre lod. —
Paa Timen dog den bange Tanke Rod;
Strax syntes ham at Spillet var urigtigt;
Ja, da der först en Skræk var kommet i hans Blod
Saa pikkede det svölne Hierte heftig,
Og Sveden brast af hver en Pore frem;
Imedens Hiernen var forfærdelig geskiæftig.
For vel at slippe hiem.
Tilsidst han alt for heed i Skabet bliver:
Det taer for grovt paa Mennesket at staae
I sig en Qvalm; og altsaa giver
Den arme Skielm sig til at banke paa.
Nu, midlertid at han var net til Side pakket
Madamen havde tit saa smaat i Eenrum snakket
Om Løfte, Ord, og det var Skam og Spot
„Men nu hun havde det saa godt:
Han var kuns alt for sikker paa sin Seier,
Og derfor bröd sig ikke om,
Hvor seent han til bestemte Möde kom:
Naar bare först de gode Herrer eier
En tosset Kones Hierte, saa god Nat!
Paa Timen de fra Pagten skeier;
Den Smule Friehed er dem vel tilladt.
Dog nu er Klokken Syv paa Slaget,
Det er jo reent utaaleligt.
O Carl! ifald du har din Julie bedraget,
Og troeløs glemt saa dyrtbevorne Pligt— —
Umueligt! Dog — Nei denne Tanke
Var alt for haard; thi har hun ingen Roe;
Men i Vankundighed begynder flux at vanke
I Huset om, og kalder paa sin tro
Pernille; som for dog et lille Korn at lette
Beklemte Sind, maae nok engang berette
Omstændelig, hvordan hun Sedlen havde bragt,
Samt hvert et Ord dertil Her Willig havde lagt.
Mens da Madamen saadan tianter
Omkring i mangen Krog;
Saa enten Tingen stod, som meldt i Skiæbnens Bog:
Hvad heller Sielen paa det sunter,
Der mindes end saa friskt det kiere Sted,
Hvor, under Flores milde Skygge
Hun kronede sin da saa ömme Elskers Lykke;
Og selv lykkelig med
Hensmeltede i Kiælenhedens Glæder:
Nok sagt, hun ind i Havestuen træder,
Just som den yndige Person
Sin Jammer-Sang i Vemods Tone qvæder,
Og beer vor Herre ydmygst om Pardon.
Hvorledes Konen blev ved slig Musik tilmode,
Det slutter nok enhver.
Hun blegner, lytter til bekiendte Node; —
Ja sandt for Himlen rigtig ham det er:
Carl! bedste Carl! ah! kan Du mig tilgive
Jeg har Dit Navn misbrugt?
Kom; tusindfold det skal oprettet blive,
Flyv i min Arm: — Men Skabet er jo lukt.
Ja det forslaaer sig, skynd Dem bare,
Og lad mig slippe ud gesvindt herfra;
De loved’ jo, der skulle ikkun vare
Et Öieblik. — Jeg lovet! — Ja. — Naar da?
— Nu nyssens; Og herpaa fortalte
Han hvad godt Folk, I allerede veed.
Thi korsede Madamen sig og kaldte
Sin Mand en Knægt; hvorved den Fangne vreed
Sig gruelig, og ville sprænge
Paa Timen Dören op;
Men lod for Konens Bön det dog beroe saa længe,
Indtil hun fik i Stuen giort et Hop,
Og rapser alle Nøgler sammen;
Vips, flöi hun ind; og ud igien; og Kammen
Var af den fjerde knap i Laasen, for
Den ubarmhjertig bandte Dör
Sprang op, — Thi Læser, troe der blev en Gammen:
Og arme Carl for liden Vaande fik
Saa lange Kys: og Konens Godhed gik
Saa yderlig, at reent hun glemte,
Man ikke Mester Fix med saadan Omhu giemte,
For slige söde Öieblik,
Dog mange Ridderspil der var ei Tiid at öve,
Thi beer Kompanen skyndelig god Nat;
Men Glutten faaer ham til at töve
Endnu et Gran, ved den Anmærkning: at
Hun sætte maae i Sikkerhed sin Ære:
Der altsaa bor i Skabet noget ind;
Og dette Noget herligst kunne være
Den röde Kalv næst ved. — Thi som en Vind
Hun feier af, og han bag efter;
Og begge hielpe til af alle Kræfter;
Og Kippelen spaserer fra sin Baas;
Og Dören smækkes flux i Laas;
Og man sig ud af Havestuen skrupper;
Og Carl endnu et Kys til Afsked snupper;
Og Julie faaer Strikkepinden fat,
Og venter tankefuld sin dyre Ægte-Skat.
Nu, siden sidst vi slap Personen,
Han havde faret ganske artig om;
Og först sin Ven, og derpaa hvor han kom.
Fortalt enhver, som var i Slægt med Konen,
Hvorledes Tingen hiemme flöd,
Samt hvad der var for en dydziret’ Qvinde;
„Thi haabede han dog, man var saa god,
Sig ufortövet hos ham at indfinde!/
Han ville gierne unde dem den Spög
At jage Katten ud af Tönden.
De maatte bare passe den ei rög
Af alt for stor Forfippelse i Brönden;
For saa blev Legen noget kort:
Vi Kis allene vil i Skindet riste
En Smule hist og her; og lad saa Staklen liste
Sig ubehindret bort.
Eija! hvad blev der for en Snakken,
Man kunde ikke höre Örenlyd.
Her bandte Fatter Mette Kakkelakken,
Der Moster Birthe heglede om Dyd;
Hist kimsede Masoeur med Nakken,
Og tænkte nok, de ville saadan gaae.
Flux begge Brödre skyndte sig i Frakken,
Og svore han sit Livsbröd skulle faae.
Mama sig satte hen at græde;
Faer rystede paa Hovedet og tav.
Kort sagt, enhver der var tilstæde,
Paa egen Viis sin Harm tilkiendegav.
Allene gamle Bestemoer i Krogen,
Forsvarede sit Foster-Barn:
Hun kiendte hende nok saa godt som nogen;
Det var kuns Snak, og Kræmmeren et Skarn,
Der sikkert havde selv bestukket
En Spidsbub; og ham saadan indelukket
Alene for at blive Konen qvit:
Jo, jo! jeg sagde Julie saa tit:
Hör Barn, vælg dig en anden Makker.
Men om det og var sandt, vel! hvorfor flakker
Han Verden om hvert Öieblik?
Det nok et Under var ifald han lange Takker,
Paa slig en Maade fik.
Den hele Stue loe ad Mutters Præken;
Men Stymperen blev hvid som Væggen,
Og brummede i Skiægget nogle Ord,
At snart man skulle see han ei med Sludder foer.
Thi trækker alt Gefatterskabet sammen
Afsted til kiære Svogers Hiem;
Hvor, hvem der blev fornöiet var Madamen,
Som ventede nu ingenlunde Dem;
Og mindst sin bedste Ven. — Vi veed det, raabte
Manden,
Den kydske Siel har biet paa en anden,
Det ret uartigt var han ikke kom;
Men mueligt har han pludseligt vendt om;
Og kanskee tör vi endnu hitte
Ham i en lille Krog. Enfin Madam,
Jeg kiender deres Levnet og min Skam:
Det hielper ikke her at stritte.
Fölg med; saa, strax. — Giör ingen Sværighed,
Naar först jeg hævnet er, vi tales siden ved,
Hvorpaa han af med Staklen slæber,
Der stirrer, raaber Manden er forrykt;
Og lader som imod hun stræber,
Med ganske herlig efteraber Frygt;
Endskiöndt omsonst. Hun maae i Havestuen,
Hvor Lexen först gik rigtig an;
Og hvor med Skiændsel, Spot og Truen,
Man meldte hende velbetænkte Plan,
Som, skiöndt hun kunde knapt sig bare for at
grine,
Hun hörte dog med sande Jammers Mine,
Bevidnende sin Ubesmittethed.
Thi blev Her Urian först ret i Huen vred,
Og raabte, vel! jeg snart skal overtyde
Enhver, om jeg i Taaget gaaer?
Pistolen frem Messieurs, og lad os skyde
Den Hund ihiel, hvis ei han stille staaer:
Pas paa. — Herud! — Og Dören farer
I Öieblikket op;
Og Kippes med et Bö! Personen svarer,
Og hurtig ud af Skabet giör et Hop;
Og Damerne flux stikker i at skrige;
Og Svogrene lee vildt omkring;
Og Staaderen et Ord kan ikke sige.
Og Kalven giör paa Gulvet sine Spring!
Og Konen sine salte Taare græder,
Der skulde skyldes for saa skammelig en Sag,
Langt heller var hun lagt i fire Bræder
End nogen Tid opleve slig en Dag.
Thi taler man min gode Kræmmer
Særdeles aabenhiertig til;
Og temmelig paatrængende fornemmet,
Hvad det betyde skal, om Herren giækkes vil:
For tænkte han de lod dem binde
Paa Ærmet nogen Sladder, tog han feil;
Det ellers kunde komme ham i Sinde
At nok engang agere Uglenspeil.
Men havde han end Syiin paa Skoven,
Og efter Næsen löb;
Saa kiendte de til hvad der stod i Loven
Den fik saa mangen til at give Kiøb.
Thi bad man ham, for ei at före
Sig selv og dem i videre Labese,
At smukt sin Kone Afbigt giöre,
Saa ville hun og de forglemme hvad var skeet.
Den arme Mand, som denne sære Tale
Sank endnu dybere i Dvale,
Forstenet som en livløs Stötte stod.
Thi var hans halve Siel saa god,
Sin Fordring ei allene at frafalde;
Men ret som Turtelduen uden Galde,
Op til hans Bryst sig kiælent segne lod:
Og loved’, hun ham evig skulle kalde
Sin egen lille Hansemand.
Thi flap Mama af Glæde atter Vand,
Omfavnede sin elskte Datter,
Og med et Nik paamindte gamle Fatter.
At unde dem Forsonings söde Roe:
Hvorpaa enhver gik bort og lod dem ene to,
I övrigt ellers at berette,
Omstændelig hvad siden fulgte paa,
Det blev for langt. Allene dette
Jeg ikke kan med Taushed forbigaae:
At somme af Tilskuerne ved Stykket,
Endskiöndt de ei Oplosningen begreb,
Formodede dog noget var forrykket,
Og mumlede om ret et Pokkers Kneb,
At Manden sukkende befalte
Sin Sag i Himlens Vold;
At aldrig han om Skab og Kippes talte,
Men væbnet med Philosophiens Skiold,
Tilbagedrev hver ubeleilig Tanke;
Beloe den dumme Snak om Fiær og Horn;
Kuns tænkte paa at Grunker sanke,
Og reiste meget mere end tilforn.
At endelig den skiælmske Kone,
Omsider blev en grumme from Matrone
Og inden sine Tredsindstyve Aar
Indsaae med Salomon, al Verdens Lyst forgaaer.
Men nu Messieurs, ifald De finder,
For godt at see Dem andetsteds omkring,
Saa tving Dem ei; Jeg har endnu en Ting
At melde mine smukke Læserinder. —
Dog tænker man det er af Frygt, jeg tör
Saalænge gode Herrer er tilstæde,
Ei rigtig frem med Sproget træde,
Saa bliver længe nok. Jeg aldrig giör
Mit Hierte til en Röver-Kule;
Men snerter da et Ord en lille Smule,
Behage man at hulke paa,
Jeg aller ydmygst bad de kiære Venner gaae.
Til Dig allene Author sig henvender
Tilbedelige Kiøn!
Og vel i Underdanighed bekiender,
At Konens Caratter er ikke englekiön;
Ei heller agter han at nægte,
Der har jo sommetider i hans Vers,
Indlistet sig en flygtig Skiers:
Thi ellers maae enhver Fortællings Liv hensmægte
Men eet han er sig selv bevidst,
Eet tör han med oplöftet Pande sige:
At findes der paa hele Jorderige
En Dødelig, hvad enten saa paa Ist,
Hans Navn sig ender eller Anes
Der har for Kiönnet sandere Respekt,
Der heller fulgte sammes Faner:
Der fölte meer dets Gavers Overvægt:
Der bedre skiönned’ paa den Lykke,
Som ene det fuldkommen skiænke kan;
Der mindre sögte at nedtrykke
Det Værd vi ei at opnaae er i Stand;
Saa gid den Haand endnu ved Pennen visne
Der maler disse Træk:
Og fra det Öieblik hans falske Hierte isne,
Et evigt Rov for Eumeniders Skræk!
Nei söde Börn, Naturens Mesterstykker,
Varmt talede jeg stedse Eders Sag,
Naar Indbildskhed beskyldte Jer for Nykker,
Og Dosmeren bedömte Eders Smag.
Tit glödede min Kind, naar Frækhed pralte
Af Seiere den aldrig vandt;
Og haanende det hele Kiön afmalte,
Som Offere, den altid rede fandt. —
Ja, söde Siele, I som kan udsætte
For Livets værste Ve, et stakkels Pigebarn,
Hvis ganske Bröde var at ikke kunne giette,
Hun elskede et nederdrægtigt Skarn:
Tifold tilbage paa Jer Isse falde
Den Jammers Vægt I dynge andre paa!
For Eder Amor blande lutter Galde,
Hans Södhed gid I aldrig nyde maae!
Oh! saae jeg dog den Dag fremstraalte,
Da brændemærkede med offentlig Foragt,
Hvert Selskab Jer igien tilmaalte
Den Skiændsel uforskyldt I har paa Kiønnet lagt.
CATHRINA, Du en Verdens Herskerinde,
Hvis store Septers Glands,
Skal giennemskinne tusind’ Seklers Minde:
Hvis Navn hver Muse selv skal binde
Udødeligheds glimrendeste Krands :
CATHRINA! Du som mere værdig bærer
Din store Formands Krone : Du som lærer
Europas Fyrster Konge-Pligt og —Dyd:
Dit Vink, og ene Dit, kan splitte hine Lænker,
Hvormed indgroet Fordom krænker
Hver Eva Datters Rettighed. Thi byd
Indbildt Fortrinlighed for Overtydning vige;
Böi Tyrannie i Støvet ned;
Ja lad det ædleste blandt alle Væsner stige
Igien op til sin först bestemte Værdighed.
Tilgiver altsaa væne Glutter,
Om og et lille Puds imellem smutter
Ind i min ringe Bog. Der immer er
En Klögt deri, en Fiinhed, Kiønnet egen.
Vi Mandfolk gaae saa ofte over Stregen,
Men bumrer det engang, saa staae vi ogsaa der;
Som fattige Peer Erichsenner.
Og see forbandet saaremeget ud.
Allene dette er, ved Gud
Den sande Aarsag, hvi jeg mig betiener
Saa tit til Stof for mine Eventyr,
Af Fruentimmer Spilleværkerier.
Thi dersom jeg i anden Hensigt tier,
Med være sig hvad Kneb af nogen Verdens Fyhr
Saa gid endnu et værre Onde,
End alle de, der i Pandoras Æske laae,
Nedsynke mig i meer end Stygisk Vaande:
Kort, gid hver Piges Had mig evig fölge maae.