At alle Pigebörn har Lyst at pröve,
Hvordan det gaaer i Brudesengen til
Det heel naturligt er; naar kuns de töve
En Smule for Formaliteten vil.
Vor Herre dem i Verden satte.
Os Stakler til Husvalelse og Tröst;
Og kiælne i vor Arm de ogsaa dratte,
Adlydende hengivne Himlens Röst
Men söde Glutter! vi skal og erkiende
Jer yderlige Godhed som sig bör;
Og Elskovs Fakkel skal med Livets brænde,
Til begges sidste Funke sammen döer.
Kuns dette er det værste; sommetider
Papaerne saa slemme Indfald har:
De ikke for den bittre Satan lider,
At Döttrene sig selv den Frihed taér.
En vever Hielpere at vælge,
Til kiönt at bære Ægtestandens Vægt;
Men ofte synes bedre om at fölge
Dem til en hæslig, riig, fortörret Knegt.
Vist nok, man ikke Sandheds Sprog bör dölge,
Hvis hver en færdig Möe kuns maatte frit,
Sit eget kloge Hoved fölge
Det ville give skiære Löier tit.
Men paa den anden Kant igien at sige,
I myndig Tone til et saadant Noer:
See her, mit Barn, vær nu en artig Pige,
Og muk mig éi det allermindste Ord;
Der er den Mand din Fader dig bestemmer,
Han veed nok hvad der passer for dig bedst;
Jeg haaber vil du ei din Pligt forglemmer,
Her lystres skal, du ellers faaer din Rest,
Sligt kan dog virkeligen krænke
En uerfaren, ung, uskyldig Glut,
Der har maaskee alt, eller dog gad tænke
Sit Hierte selv bort til en vakker Gut.
Hvis Röst skal nu det arme Barn vel lyde,
Naturens, eller kiære Her Papas?
Siig frem, godt Folk; Her, handles om at nyde
Den fyrigste, den bedste Livets Spas;
Hist öde Udsigt hele Banen truer,
Ei mindste Glimt af Glæde pipper frem;
Men Kiedsomhed og alt hvad ikke duer,
Omsvæver taus Bekymrings mörke Hiem
Forældre da, som vil anbringe
Fuldmodne Döttre i Madam-Stand,
I ikke maae de arme Piger tvinge
Til Parring med for bestialsk en Mand
Husk paa i eders egne Frierdage,
Hvor nödig I Jer selv correxe lod;
Naar Skridtet först er giort, man ei tilbage
Kan hoppe meer, men smukt maae holde Fod
Sög hellere med kiærlig Haand at lede
De Stakler værsomt frem paa slibrig Vei;
Og bliver ikke alt for grumme vrede,
Ifald i denne Verdens Hurlumhei,
De sommetid en lille Smule tripper
Ud fra bedaget Klogskabs Spöer:
Naar ellers de honnet til Maalet slipper,
Er Feilen dog jo ei saa grumme stor.
Men vil I ganske egenmægtig raade,
Og gaaer det ud allene paa Fornuft:
Er ei for Elskov allermindste Naade
Maae Önsket selv ei faae en Smule Luft;
Saa — (Herren mig bevare fra at give
Opmuntring til Ulydighed, (men pas
Kuns Enden; og hvis ei I pudset blive
Engang iblandt, saa vil jeg hede Mads«
Men mueligt I endnu lidt vantro ere,
En gammel Vane ændres ei saa let:
Exempel er den allerbedste Lære,
Vel an, Messieurs! jeg skal fortælle et;
Der levede for noget siden,
To Ægtefolk, der brav ved Mussen var;
Og mellem andre skiönne Ting, en liden
Sortöiet Glut dem Lykkens Gunst beskar.
Nu, naar man saadan gaaer omkring og nyder,
Saa lister der sig hurtigt væk et Aar;
Og halv igiennem Börne-Leg og Syller,
Man uformærkt de femten, sexten naaer.
Har nu et Pigebarn först dem paa Bagen,
Saa er hun heller ingen Giæsling meer;
Men har som mindst et lille Nys om Sagen,
Og gætter hvad i Ægtestanden skeer.
Det netop Casus var med lille Grethe,
Den vittigste, den nysseligste Tøs,
Naturen op til Amors Tempel ledte,
Og slap i Spøgs og Latters Selskab løs.
Nu veed enhver, at naar man hitter
Just lige paa sin Vei saa rar en Skat;
Vor Arvelynd den gierne skarp betitter,
Ja önsker mueligt vel at faae den fat:
Men hvis foruden forberörte, hænger
Endnu en halv Snes tusind Daler ud;
Saa kan man sig umuelig hytte længer,
Men flux maae hylde Elskovs lille Gud.
Hvad skal man sige? vel var sligt ei skrevet
Fra første Færd i Skiæbnens Foliant;
Men nu desværre Brug det saa er blevet,
For Verden kommen er i den forkeerte Trant.
Blandt andre da, som Grethes Yndigheder
Forfærdelig i Öine stak:
Var og hans Velærværdighed Her Peder,
En Mand, grosmægtig som en persisk Schak.
Var ellers Sognepræst ved Stedet,
Og prækede saa deilig reent og purt:
At mangen skrantet Siel han havde glædet,
Der fordum saae ved Kors og Modgang suurt.
Det altsaa ingen Under er, han finder
Et mægtigt Indpas hos Mama,
Der ikke mange Timer sig befinder,
Men siger til hans Tilbud villig Ja,
Papa vil ligesom hans kiære Kone,
Et eiegodt, tienestfærdigt sælle Skind,
Der var saavel bekiendt med Mutters Tone,
At aldrig noget Giensvar faldt ham ind.
Vor Frier var da oven paa. Vel vidste
Han ei endnu, hvad Brudens Tanke var;
Men Bagatel! den Skrupel er den sidste,
Han Vished nok jo allerede har.
Tilsidst han dog et Ord lader falde:
Hvorlunde han sig havde smukt beraadt
Med Himlen, og sit Hierte, om at kalde
En Mage til den Lykke ham var spaaet:
„Den skal just hun, min Hierte, med mig dele,
Skal være ret mit lille Gimme-Lam,
Som Dag og Nat jeg stedse for skal kiæle,
Og vogte trygt fra alskens Ulve-Kram.
Saa leve vi ret som to Turtelduer,
Og kurre i Uskyldighedens Skiöd;
Og kydske Elskovs himmeltændte Luer,
I begges Bryst skal brænde til vor Död,
Er det ei södt min Putte? hendes kiære
Forældre alt mit Önske föier har:
Og efter det jeg ingen Tvivl kan bære,
Hun gunstig jo mit Tilbud selv antager."
Den arme Grethe rödmer, blegner, famler,
Ved denne Frier-Kompliment;
Og knapt saameget Overlæg hun samler,
At ikke flux han bliver heden sendt.
Dog endelig hun giör sit Knix og stammer
Tre, fire Ord skiönt uden Mening frem;
Men Mutter strax sin Talekunst udrammer,
Og melder med en hende egen Klem:
Hvorlunde det var aldrig om at spörge,
Hvad Mand en lydig Datter vælge vil;
For saadant hun Forældrene lærer sörge,
Den Omhu hörer dem allene til.
„Jeg ikke mig af Börne-Tugt vil röse,
Men det jeg uden Pral dog sige tör:
At mine ei skal yttre mindste Glose
Om hvad i Huset Fær og Moder giör."
Nu der var Dommen, altsaa man bereder
Sig ufortövet paa den glade Dag,
Da Jomfrue Grethe skal til Madam Peder
Forvandles, og paa Sukkergodt faae Smag.
Til Lykke, Gluttens lille bitte Hierte,
Endnu ei havde anderledes kiendt
Til Elskovs bittre, söde Smerte,
End hvad hun derom havde seet paa Prent.
Thi koster det kuns hende halve Möie,
(Ukiendte Lykkes Savn ei mærket bliêr)
At taalig alles Önsker föie,
Saa endelig det sene Ja hun giêr.
Dog Menneskerne spaae, men Herren raader,
Det var ei saa her oven til bestemt;
Og Himlen aldrig mangler Maader,
At unde hver, hvad Godt den ham har giemt.
Dens Vink en ung Captain, en Slægtning sender
Ud til Papas i en Visit;
Og snart lidt Göglerie i Huset hænder:
Blandt unge Folk, det gaaer saaledes tit.
De svare: saadant höre til vor Stand.
De Krigs-Folk har især den Nykke,
At gierne giöre Fangster hvor de kan;
Naar man dem vil paa Bylden trykke,
De derom. Nok vor unge Helt begynder
Sit Feldtog med et grumme fyrigt Mod;
Ham Lyst og Drist utrættet frem ad skynder,
Saa snart paa fiendtlig Grund han sætter Fod.
Dog ikke fiendtlig: nei men var det ikke;
Den væne Grethe er for fromt et Noer,
En törstig Siel uledsket at bortskikke,
Naar Slukning hende koster blot et Ord.
Dog ingen troe, jeg Fyndter mener;
Jo pyt! nei der forstod ei Glutten Skiemt.
Ja bie til Knuden först dem ret forener,
Hun ikke har sin Morten Luther glemt.
Om ellers der imellemstunder vanker
Et Søster-Kys, et Tryk, lidt Plukkerie:
Alt inden Höviskhedens Skranker,
Saa er jo dog al Verden ei deri.
Ja rigtigt nok, deslige Bagateller
Begyndelsen til Galskab ofte er;
Smaa hver for sig, de dog i Længden tæller,
Og uformærkt man kommer Maalet nær.
Imidlertid i disse Puslerier
Min Hövedsmand fordyber sig saa reent;
At Elsk’eren omsider bliver Frier,
Og Alvor hvad kuns först for Spög var meent.
Hvad skal den fromme Grethe giöre?
Vel var hun meer end halvveis lovet bort;
Men ei Captainens ömme Suk at höre,
Det var dog ogsaa grumme haardt.
Kort, efter hun! og ha! og dette hersens,
De endelig om een Ting enig bliér,
Som er naturligviis: ar blandt al Verdens
Fornöielser dog Elskov bedste gier.
Fra denne Sats der endnu var tilbage
Et Kiempe-Skridt til fuld Lyksalighed
Men her vil reent Forstand og Vittighed forsage,
Og Pokker selv ei mindste Redning veed.
Saa mangt et Suk imidlertid sig lister
Op fra den kielne Rollings Barm;
Ja selv i Sövne Tanken stundom frister
Om dit og dat i fyrig Elskers Arm.
Captainen klöer sin grillefulde Pande,
Betænkt paa alskens underlige Raad;
Og glemmer alt imellem ei at bande,
For Tingen ikke falde vil i Traad.
Omsider dog den lille Svend ham giver
Et venligt Vink, og staaer ham troelig bi.
Hvad Hindring vel, som han paa Dör ei driver?
Han Mester er i Pudsenmagerie.
Thi, sim tus! strax en Reise forevendes;
Her Hövedsmand maae ufortövet bort;
Hvad det er slemt! Dog Tingen snart kanendes,
Fraværelsen skal være ganske kort.
Han feier af. Den skiælmske Pige smiler,
Skiönt bange Tvivl et lidet Suk udrev:
Dog see hvor han paa Længsels Vinger iler
Der er han alt igien og med ham Kongebrev.
Saa vidt de kom; skiönt Öiet neppe skimter
Endnu den Piavn, hvorhen de agte sig;
Og saare svagt selv Haabets Straale glimter,
Om dog engang at naae den lykkelig. —
Frisk Mod, Captain, et Öieblik kan giöre
Hvad ei tör ventes i et Aar;
Pas bare paa Minuttet ret at före
Til Nytte, saa maaskee nok Tingen gaaer.
Jo, jo, man har ei nodig ham at bede;
Den vise selv et Vink er nok:
Kuns Leilighedens Spoerhan kan oplede,
Snup, har Personen Fingre paa dens Lok.
Imidlertid hans Föielighed skikker
Sig efter Mutters Sind saavel, at snart
Han dybt i hendes Kridthuus stikker,
Og hvad han giör er altid grumme rart.
Saa Sagen stod, da Skiebnen eller Pokker,
(Som kiære Venner selv, i Barnet nævne vil;)
En Aftenstund Magister Peder lokker
Til kiönt at lukke i sin Flöiels Huuspostil,
For efter Aandens Mættelse at made
De arme Sandser og et lille Gran;
Hiin kommer lettelig til Skade
Naar disse holdes alt for slet i Stand.
Flux Velærværdigheden træder
Svöbt i sin Vigtighed i Stuen ind;
Thi giör Captainen skieve Miner,
Og friske Rose döer paa Grethes Kind.
Leg, Latter, Lyst og alle Elskovs Glutter,
Strax pakke sig forskrækked’ i en Krog;
Cupido selv sig bag en Sloife putter,
Hvor neppe han for Angest Aande drog.
Pas paa, Her Peer, jeg frygter för han pudser
Magisteren ved Leilighed igien.
Krabaten vel engang imellem sludser,
Men troe ham ei, det er en liflig Svend.
Imidlertid man gaaer til Bords, og siden
Gaaer fyldte Glas fornöielig omkring;
Og Svigerfader for at korte Tiden,
Paa Bane förer mange skiönne Ting.
Men hvad man i det gamle Ordsprog siger:
To store ei kan rummes i en Sæk;
Ei heller her ved denne Pröve sviger.
Snart slippes et og andet kritiskt Træk,
Det snurrigt er, blandt disse Farver
Der hersker tidt er Slags Antipathie,
Som Slægt fra Slægt og Sön af Fader arver;
Vor Herre veed hvad Feilen stikker i.
Naturligt nok, at Kirkens fromme Hyrder,
Der pleie selv en stakkels Huusmands Siel,
Ei synes stort om Folk, som bare myrder,
Og Brödre efter Takten slaaer ihiel.
Men hvad de lyse, mörkeröde Helte,
Kan have at besmykke Sagen med;
For Skylden af fra sig paa dem at vælte
Det gad jeg seet paa Prent et Sted.
Vel gives onde Mennesker som snakker
Om Myndighed, og sligt og dette her:
Men naar man ikke heller er en Prakker,
Man jo vel föle maae sit eget Værd.
Det være hvad det vil; nok begge Parter
Begynde snart at give dygtig Fyr
Skiönt Spögen dog til Alvor ei udarter,
Thi Skam paa Lysten holder Styr.
De længe med hinanden saadan qvitter,
Til endelig Captainen seer sit Sving,
At bande paa, de Herrer Aroniter
Er uden Ritualen ingen Ting.
Og herpaa vil han ti Ducater holde,
Ja ti endnu med hvem der vedde tör;
De længe nok maae kunne mane Trolde,
Det bryder ikke ham, han veed nok hvad han giör.
Hvor vil han hen min kiære Ven? Det raaber
Jo himmelhöit om Hævn, om Död, om Mord.
Jeg undrer, han med Hönse-Foden maaber,
At snuppe Karlen væk for slige Ord. —
Men Verdens Ulve er ei anderledes;
De vil saa gierne plukke Kirkens Lam.
Dog bie kuns; ei omsonst Her Peder vredes,
Personen faaer dog vist omsider Skam,
Som mindst de syndige Ducater
I Löbet gaae; Jo rigtig nok. Her Peer,
Vil evig lade kalde sig en Tater,
Om een af dem han faaer at skue meer.
„Et Ord, et Ord, kuns frem.“ — Ret, Her Magister!
See saadant kan jeg lide, raaber Faêr:
Kuns lystig; han de röde Fuxer mister,
Gid jeg saa vis paa Himmerige var.
Vel, Guldet slaaer; og videre bestemmes,
Her Peder skal oplæse uden ad:
Men saa, at selv ei mindste Todel glemmes,
De Ord der giör saa mangen Pige glad.
Naar det han kan, saa vil Captainen sige
Ydmygelig: peccavi Domine; .
Hvis éi, saa maae Her Pastor Marken vige,
Fortrydende ei paa om man tör lee,
Ja pyt Monsieur! mais nous allons; — dog Fatter
For ret at giöre Sagen nemt,
Slaaer op en hierteglad, velsignet Latter,
Og skriger vi det bedste har forglemt:
Musikken koster Penge; Hovedsmanden
Bör have for sin Skilling nogen Dans,
Kom Grethe her, i Mangel af en anden,
Faaer du i Aften bære Brudekrands.
Saa, saa alart! jeg selv og Naboe Giössen
Ved Vielsen som Vidner tiene vil;
Og skal han da ei blæse smukt i Bössen,
Saa gaaer det ogsaa reent med Fandens Kunster til.
Som sagt saa skeet. Den Mand maae kunne hexe;
Hvor vidste han saa lige sligt?
Magister Peder læser op sin Lexe
Som ingen Ting; det gik fortreffeligt. —
„Hans Tiener, Her Captain, jo kom kuns atter,
Og giör dem mod vor Geistlighed til Knud :
Nu vedder jeg De bærer Dem for Latter,
Og byder ei saa snart Ducater ud.
Saa, Deres Velærværdighed! skaan ikke;
Feliciter i Lommen med dem: — Ret.
See nu vi Bruds og Brudgoms Skaal vil drikke;
— Held for det unge Par og deres Æt!“
Captainen sig bag Öret klöer og takker,
Bekiendende ydmygelig sin Feil;
Imidlertid Her Peder kraftig snakker
Om Vantroe, og at see sig smukt i Speil
Dog varme Iver sagtnes, man forsoner
Sig broderlig med vennebuden Haand;
Fra fyldte Glas gienklinge Glædens Toner
Og evig stærkt er nu det fælleds Baand.
Men Natten Laugets Lyst omsider brækker;
(Alt jordiskt Gode varer kuns saa kort;)
Hvorpaa enhver fornöiet sig fortrækker,
Og gaaer med sine egne Tanker bort.
Nu, har jeg vel behov at sige
Hvad selv man uden Möie giette kan?
At Manden med Plumasen bærer sin Pige,
Snart smutte ind i nye bestemte Stand;
At Leiligheden Grethe lykkes:
At alt hun er i Brudesengen varm:
At Elskovs Segl paa Ægtepakten trykkes:
At flynget i sin flinke Krigsmands Arm,
Hun glemmer hele Jorderiges Qvide,
Hvert Au, hvert Ak af denne Jammer-Boe;
Henrykt langt henne paa den anden Side,
Af Verdens Stöi i Elysæisk Roe. —
Til Lykke, Skiæbnens Yndlinger, seent svinde,
Den gyldne Dröm, der tryller eders Sands!
Et Öieblik saa södt er rart at finde,
Det veier op mod tusind’ Kroners Glands.
Dog nu den milde Morgen iler
Paa Lysets Vinger frem fra Östens Kyst;
Mens rödmende den kielne Grethe smiler,
Nedputtet ved sin ömme Elskers Bryst.
Der lover hun sig Tryghed, der hun haaber
Mod bristefærdig Storm en sikker Havn;
Der snart hun Himlen, snart hun ham anraaber,
Om Skyts, for nyelig vundne Frue Navn. —
Saa snurrigt er det med os Adamiter,
At selv paa Livets beste Blad,
Man hist og her en Plet dog immer hitter,
Og Fryd og Pib bestandig fölges ad.
Der allerede Ugler er i Mosen:
Snart vil det grumme Uveir bryde lös;
Hör kuns Papa, han aabner alt for Posen,
Ud vælder Taske, Skarn, Carnalli-Tös.
Höiröstet, som naar tretten Tydske skiændes,
Han river bister Kammerdören op:
Og mens tilveirs et tusind’ Diævle sendes,
Sig dreier om paa Gulver som en Top.
Mama er hurtig hos sin Ægtefælle,
Instemmende en skingrende Discant;
Og begge to ei glemme at fortælle
De unge Folk en skiönne Hoben fandt.
Især den arme Grethe ret skal pilles:
Jo bie kuns Töite, du skal faae at see,
Vi ei saa ganske roelig drilles
Kuns op, saa vil vi lære dig at lee.
Men Frue Capteins er ingen Giæsling mere
Man hurtig faaer i Brudeseng Forstand;
Hun stikker dybt i Edderdunen nere,
Tæt klynget til sin lille söde Mand:
Der for fem, sex Minuter hører
Sagtmodig paa den græselige Larm;
Men da han seer dem ingen Bönder rörer;
Saa bliver ogsaa han omsider varm:
Og spörger, om De nægte tör han ikke
Er ægteviet til sin Brud?
Om Vielsen ei blev til Punkt og Prikke
Forrettet efter Kirkens Skik og Bud?
»De har jo deres vakkre Datter ledet
Til Brudeskamlen selv med egen Haand;
Langt fra hun ogsaa sig derved har vredet,
Hun villig hialp at knytte önskte Baand:
Dog hvis man desuagtet kræver
End videre Forsikkring og Beviis,
Saa troer jeg dette Document nok hæver
Hver Skrupel og erstatter mit Forliis,
I övrigt jeg mig stedse skal opföre
Som det sig bör en lydig Svigersön:
Og haaber derfor man et gunstigt Öre,
Vil laane min ydmygelige Bön.“
Hvem der giör store Öine det er Fatter;
Det Segl forplumrer reent hans Pandebrask.
Han stirrende sig i Parykken kratter,
Og mumler smaat om Knegte og Krabask,
Mama ei rynker heller lidt sin Næse,
Men da ei Tingen til at ændre staaer,
Saa ligesom O hun bliver ved at læse,
Alt Vreden meer og meer forgaaer.
Ja enten saa Captainens Basemaner
Var listet sig i hendes Yndest ind
Hvad heller Konen ændrer sine Planer,
Og pludseligen faaer et andet Sind:
Nok Brud og Brudgom smukt hun taér til Naade,
Hvorpaa der Fryd og lutter Gammen blev
Thi saasom Moér forstod den Kunst at raade,
Saa Faer taalmodig alting underskrev.
Dog meldte han et ringe Ord om Præsten,
Men Konen ham i Talen hurtig faldt:
Den gode Mand han kommer efter Festen,
I Spil og Giften Forhaand stedse galdt.
Thi glemte og Her Peder ei at tage
I næste Præken til sit Sprog:
Og kom Sanct Lucas Oxe til at knage,
Saa ivrig han til Feldts mod Falskhed drog.
Ja hele tolv samfælde Uger efter,
Fik Verdens Börn al Landsens Skam og Last;
Til lykkelig igien Cupido kom til Kræfter,
Og bandt Her Pastor ret for ramme Alvor fast.
Hermed har Eventyret Ende,
Thi Resten er ei stort at tale om;
Naturens Orden laêr sig ei forvende,
For evig staaer ved Magt den fældte Dom.
Den lyder paa vort Liv skal være,
Af sort og hvidt en snurrig bundtet Rad;
Hver Dödelig sin Pose faaer at bære,
Hvor suurt og södt vil aldrig skilles ad.
Thi leved’ Her Captainen med sin Frue
Saa godt som man i denne Verden kan;
Vel blussede ei altid förste Lue,
Dog sluktes heller aldrig Ömheds Brand,
Ja kom der og en lille Knude
Paa Traaden, som traf grumme sjelden ind
Saa var den paa en Formiddag dog ude,
Og lod ei mindste Ar i kierligt Sind.
Omsider efter flygtig svundne Dage,
I aldrig angret Stand een Soel dem saae
Med freidigt Haab fra Jorden Afsked tage,
Og ind til stille Hvile gaae,
Eliza! det vor Skiæbne blive.
Og maae kun, hvis dig Himlen fra mig taer,
Dens milde Vink, mig snart igien dig give,
Saa ligne vi i meer hiint lykkelige Par.