Du ærkegöglerske Gudinde,
Som evig feier Verden om i Blinde!
Som hæver en i Dag til Thronens Frynder op.
Og vinker Ravnene i Morgen til hans Krop:
Som giör den Træring til Minister,
Naturen gav gedigen Portner-Siel;
Men Tænkeren hen i en Afkrog hvisker,
Og giör Geniet spottende en Hæl:
Der bygger, river ned, der smiler, skeler;
Snart Tønder Guld, snart knap en Skærv uddeler.
Der overalt, kort sagt, Spectacler giör,
Og paa hvis sikkre Gunst kuns Fanden stole tör.
Ved hvad for Tryllerie forrykker
Du dog saa let vor hovedsvimle Sands,
At Trods ti tusind’ selvbefundne Nykker,
Vi hoppe med endda udi Din Narre-Dans?
Mon ikke Egenkierligheden
Den Biælde er, hvis lokkende Musik
Os trækker immer hen til Lykkens Pikkenik?
Hvor, skiöndt saa tit vi löbe Sur i Kiæden,
Og maae som blotte Figuranter staae:
Vi stedse dog paa Fruens Godhed stole
Fortröstende os til, at vore Caprioler,
Kan hines nok med Tiden overgaae.
Det være hvad det vil, nok denne blotte Tanke
Bestandig holder Tingene i Gang:
For hopper een end over Rettens Skranke,
Og klavrer fort mod Elefante-Rang:
Saa laêr dog hundrede sig nöie,
Allene med en Bagatel af Raad;
Langt flere vil ei selv saa höit i Verden stöie;
Skiönt lige ned til Vadmels Tröie,
Naaer uafbrudt den hulde Lede-Traad,
Der muntrer Mennesket til Virksomhed og Daad.
Ja ikke dermed nok. Den gode Kone
Giör mangen Gang sit Spilleværk saa net;
(Naar ellers ei hun nægter slet og ret,
Et tosket Önske virkelig at krone;)
At Daaren kneiser med sin Brix,
Saa stolt som om han önskte Septer före,
Og til det Kiæledægge Antal hörte
Der staaer sig saa forfærdeligen fix.
For over os halv kloge-gale Stakler
Hvad har vel ei Indbildningen for Magt?
Naar Lidenskabens Pust udblæser Sandheds Fakler,
Saa er man snart af rette Hiulspor bragt.
Men sæt, at den der trasker om i Moser,
Og faaer forskrækkelige Been,
Indbilder sig han dandser vims paa Roser,
Og kiender ei til allermindste Meen;
Mon ikke han er vel tilmode.
Og lykkelig langt meer end nogen Prinds?
Et aabenbare indbildt Gode,
Blier virkeligt for den, der er nu saa tilsinds
Ja Sladder! tænker I, han hen i Taaget præker;
Saa bær man sig i Daarekisten ad.
Sandt nok, Messieurs, hiin gode Græker,
Der stundom i et mörkt Parterre sad,
Og klappede med Hiertens Glæde,
Endskiøndt der ikke var en Kat tilstæde,
Da hver Theater-Prinds laae i sin söde Roe;
Var rimelig lidt Ör i Panden;
Men paa min Tro der gives mangen anden,
Hvis skiønne selvindbildte Hiernespind
Ved Prövelsen bestaaer som hiins i bare Vind,
Det værste er, man gierne bliver
Ved saadan en Oplysning heslig Slav;
Saa denne varme Venne-Iver,
Der fra vort Öie ret tienstfærdig Slöret river,
Tit giorde meget bedre i den tav.
Forstaae mig vel, hvor ingen taber
Derved at man et Paradiis sig skaber,
Som har kuns i ens egne Griller Sted;
Men vil man lokke andre ind i det,
Sær er der Maskeluskerie derunder:
Ja hillemænd! saa ingen lange Stunder;
Herfrem med Custos for en Dag,
Og lad de röde Birke-Vunder,
Gaae Slangegang paa Pesthuus-Lemmens Bag,
Men Venner, om I nu behager,
Saa hoppe vi fra det til Portugal;
Vel er det noget langt jeg Jer umager,
Men Reisen ei en Styver koste skal,
For Sagen er: der var en Pater
Hvoraf i dette Land man seer en Satans Hob!
Graa, sorte, brune, skiæggede Krabater,
Der ligne ikke stort den usle Job;
I øvrigt, hæderlig iførte
Skinhellighedens hele Liberie:
Som midlertid den forberörte
Stak dybere end hele Resten i;
For naar man bare saae det hvide i hans Öie,
Sig löftende saa stivt mod Skyen op:
Samt hvordan han i Folder kunde böie
Sin lange ledelöse Krop:
Og hente Suk fra Bunden af sin Lunge,
Der drönede af Fromheds hule ak;
Og lokke rige Folk med Engle-Tunge
Til Himlens Dronnings glimrende Gemak:
Men dundrende med Svovel-Gryden runge
I Örene paa fattigt Synde-Pak:
Saa var man fristet til at slutte,
At under denne Hellighedens Hielm,
Lidt Judashed sig kunde nok forputte,
Og Mennesker var vist en grumme Skielm
At sige blandt os Lutheraner;
Der immer Munke Hocuspocus aner
En Portugiser lugter saadant ei,
Men trasker tröstig frem ad Kirkens Landevei.
Nu havde rigtig nok en liden Draaren,
Saa lumsk sig listet inden for hans Skind
Ja fjorten Dage alt han havde baaren
Paa Smitten, förend Tanken faldt ham ind
Allene han var underlig i Kroppen,
Og brændte stundom som en Glöd
Sær var der i hans Blod en sælsom Hoppen
Naar drømmende han laae i Sövnens Skiöd.
Men endelig frembröd en hidsig Feber
I alt sit vilde Raserie;
Ret som tre, fire Pund Cayenne-Peber
Omrodede Personens Phantasie;
Saa hver en Puls löb lybsk, og hver en Tanke
Gik ud paa hvad for herlig Fryd,
Der lurede bag hin Naturens Skranke,
For Frue Belindes nydelige Dyd.
Og paa min Tro der hørte til at skue
Med puurt Josephisk Blik bemeldte Enkefrue,
En Smule meer Platoniskhed,
End Himlen lagde i et hverdags Hierte ned.
For stod ti Gratier tilsammen,
Og giör saa til endda hvad der er Ret.
Saa blier dog immer uden Brammen
Hver Skildring et forringende Portræt.
Hulk saa den aabne, muntre Mine,
Den Ild, den Aand, det Herren veed ei hvad,
Der ofte föder Stygiske Pine,
Og stundom giör saa reent Elysisk glad;
Den höie Gout, kort sagt, som Hymen sætter
Iblandt paa kydske Elskovs Retter;
Som rödmende i Dag knap Näret tænke tör,
Men saa forförisk om et Aar Madamen giör.
Et saadant Syn man ikke vel kan stirre
To, tre Minuter paa;
For det i Hiernen gier sig til at pirre,
Og sære Griller vil deri opstaae.
Som mindst hos os profane Siele,
Der ikke kan med Kiödet ret faae Bugt;
Og derfor klogest giör at ikke dvæle,
For længe ved uplukkelige Frugt.
Med Troens Kiæmper, med en Pater,
Det er en anden Sag; hans Pia-Mater
For hvert et Smuthul lukker til saa tæt,
At ingen syndig Trækvind sig kan liste
Derind, men Fanden maae af Harme briste,
Og flux fortrække af til Ögle-Æt,
For det vil ikke meget sige,
Om blandt Herskarens Tusinder,
En enkelt monne lidt fra Texten vige,
Og Verden ei saa ganske afdöd er.
Sligt hænder sig i alle Lande :
Der gives ingen Glæde uden Sorg.
Selv mellem os enhver maae dette sande,
Som husker Odense og Wordingborg.
Dog derfor Standen ligefuldt tilkommer
Sin hævdede Ærværdighed;
Een Svale udgiör ingen Sommer:
Tæl dem der staae, saa glemmes hvo der gled
Men just uheldigviis var Fader Bastiano
Af hiint uægte lystne Slags;
Thi skred han ikke heller ikke frem piano
Men styrtede sig lige midt ud strax
I Fuulheds Sumpen op til Næsen;
Saa hidlig paa det Belialske Væsen,
At selv ved Sanct Malenes Fod,
Det groede endnu i Arvesyndens Rod.
För finder altsaa Herren ikke
En Leilighed, för han sin Tempo taér,
Tre, fire hede Suk forud at skikke,
Og derpaa frem af Hiertet vælde laêr
En saadan Ström af Elskovs Lava,
Der maatte stukket hele Kirken an;
Ja giort en Atmosphære, som paa Java
Man ikke meer forgiftig finde kan:
For ikke nok, han skulle være
Saa eiegod, saa tro en Siel,
At lige til han elsked’ sig ihiel,
Han ville glad paalagde Lænker bære:
Men endnu meer, han skulle Fruen lære
Saa klarlig den udmærkende Forskiel,
Der er paa Levi Börn og Verdens usle Sönner,
At hun, som Sandheds ægte Skiönner
Sig ville vist derved befinde vel.
Ja for end mindste Skrupel at forjage
Om Tingens Utilbörlighed
Saa ville hun alleneste behage,
At vælte roelig hele Vægten ned
Paa ham, der kunde som han fik i Sinde,
I Kraft af Petri klare Ord,
For hver en Syndens Pose löse, binde;
Ja reen som skiærest Ærke-Engelinde,
Anvise hende Plads ved Saras Bord.
Thi Læser, tænk hvad de catholske Præster
Er for et basiliskiske-sindet Folk!
For ikke paa en Glut de Öiet fæster,
At strax jo hvæsses Ærens Morder-Dolk,
Jeg kunde paa min Tro opregne,
I hundredviis af deres lumske Kneb;
For hvor man læser allevegne,
Man træffer hele Snesse paa et Greb:
Ved egne Brödre tydelig beskrevne,
Ja saa bekiendte overalt;
At selv forlængst de er til Ordsprog blevne.
Hvis Sandhed hele Verden over galdt.
Vist nok de arme Diævle favner
Just Livets allernydeligste Tröst;
Men naar de dog Naturens stærke Röst
Ei ganske döve kan, hvad gavner
Det da at giöre Löfter og Forpligt?
Hvi mon de ikke heller havner
Som vores Tröstermænd i Kydskheds Skiöd, og
favner
Enhver sin halve Siel saa turteldueligt:
Naturen trodses ei; hun lider ikke sligt.
Men dem om det; kun man begriber
At Fruen blev ved denne sære Snak
Tilmode, som naar det i Maven kniber,
Snart Lindtöi bleg, snart röd som hendes Frak;
Og kunde derfor ikke strax afbryde
Krabatens Uforskammenhed,
Der lod den desto friere kuns flyde,
Mens Dyden sig af Harm i Læben beed
Dog endeligen fik hun Luft, og følte
Sig selv, sit Værd, sit Navn, sin Stand;
Saa hvis hun lidt med Svaret nölte,
Saa bar det paa min Tro ei heller Vand
Mod dettes Fynd, hvad fordum hendes Naade
Lucretia, bested i værste Maade
Fortalte sin Hr. Urian.
Enfin, hun ville kun Personen raade,
Fra slig en Lyst; og dermed slog hun Smæk,
Smaamukkede, saae bistert og gik væk.
Nu havde rimelig en anden,
Som ikke var besat at selve Fanden
Ved slig Afviisning ladet det beroe;
Og hvisket i sit eget Öre
Et cancellistiskt: her er intet ved at giöre;
Men dette er ei Munke-Tro.
Som mindst saa tænker ingen Carmeliter;
Saa snart han derfor atter hitter
En Leilighed, begynder han paa frisk
Skiönt idelig afseiet som en Visk;
Dog kuns i Löiers spodske Tone:
For Fruen maatte selv imellemstunder lee,
At hun saa hidsig gav ham Ballerone,
Og ikke heller saae med Spot og Spe,
Ned paa saa reent foragteligt et Kre.
Dog man tilsidst af alting kiedes;
Selv Galskab kun fornöier til en Tid:
Thi atter hun i Længden vredes,
Og glat væk melder Bastian, hvorledes
Han var en Knegt; og kunde slaae sin Liid
Til det, hun sine Brödre skulle sige
Hver Snuus, samt hvilken kiön Person han var
Hvortil endnu hun samme Middag taer
Anledning, af et Vink om Himmerige:
At nemlig mangen en af dem som höiest skrige
Paa Verdens Babyloniskhed,
Vil vist mod al Forventning Selskab svige
Og skamfuld til Pagaler slunke ned.
Ja à propos, tog Fruen Ordet,
Lav Krandsen til, der er en Brud ved Bordet,
Giör ikke Tiden Frieren for lang:
Der fattes bare paa min Side
Et Nik, saa er det klart; jeg veed I vist vil lide
Partiet grumme godt: nu, giæt en gang.
Hvordan Masoeur? Parti! — Ja ret Monfrere,
Er det saa sært? jeg skulle paa min Ære
Dog troe jeg var endnu i Stand,
At smile en Ætnaisk Ildebrand
I Hiertet paa enhver af Stoas Poder.
Ei! det forstaaer sig, skreg den anden Broder,
Men Fyrens Navn? Hans Navn! — Ja hvis jeg kan
Erindre det — Jo men, — det er Her Bastian.
Hvad? Bastian! han, Munken! staaer den Lede
I Mennesket? Du gögles, det er Snak,
— Som jeg har sagt; men bliver ei saa vrede
Vi skylde ham for Æren mange Tak;
Og derpaa kom den hele Ræmle;
Hvorved der ganske gruelige Bræmse
Det kiære Brödre-Par i Næsen stak:
Saa medens een Krabaten Halsen brak,
Den anden Knægten Abelardiserte;
Og Iveren med hvert et Glas de drak,
Saa stærkt i hede Bryster sig formeerte,
At snelt den yngste flöi op fra sin Plads,
Og flux den ældre greb Stiletten;
Og begge svoer, at fik han ei en Spretten,
Endnu for Nat, og gik hos Lucifer til Fads,
Saa maatte hun dem frit for evig kalde Mads
Thi blev Ma Soeur lidt lært tilmode,
Og halv om halv med Knur og med det gode,
Fik fort de varme Venner til Gemyt:
At det var gal Mands Værk at slagte Munke,
Da selv for Alpehöie Synde-Bunke
Ei Kirken taalte saadant Nyt.
Desuden var kuns Tingen til at grine
Og have sine Löier af;
Personen ville nok i Skiærsilds Pine,
Engang bekomme Killenhedens Straf.
Kort sagt, de skulle begge love,
Med Haand og Mund ved intet Slags Forsög,
At sætte dem og hendes Navn i Vove,
Men slaae den hele Handel hen i Spög,
Som blev da heller ei beneiet;
Flux var til Dörs hver Myrde-Tanke feiet,
Man loe, man sang, man fasede, var glad,
Omfavnedes og skiltes ad.
Imidlertid saa pirrede dog Stregen,
I Panden paa Monfrererne;
Og da man var til Pudser eens genegen,
Saa kom man snart i Rigtighed om Legen,
Samt Maaden hvorpaa Tingen maatte skee.
Den ene nemlig skulle skrive
Gripominusen til i Fruens Navn,
Og næste Nat Tilladelse ham give
At styre ind sin Kaas i Lykkens Havn:
For havde hun end længe kiæmpet,
Ja tvungen sig til Haanhed og Foragt,
Saa var dog snart enhver Betænkning dæmpet
Af Elskovs söde Overmagt.
Kuns maatte han for Himlens Skyld erindre,
At være tys og tavs; ’for intet mindre
End Liv og Död beroede derpaa,
Da begge Brödrene i næste Kammer laae.
Som sagt saa giort; hvorpaa den anden
Faaer fat paa Bestemoder Kesten Smeds:
Et rörigt Folk paa sex til syv og treds,
Der for at faae lidt Godt for Tanden,
Var med at skure Gryder vel tilfreds;
I øvrigt sære liig Mama til Fanden:
For rigtig nok i Fleskesværtet Fiæs,
Een Fure Tidens Haand kuns havde ploiet;
Men denne var i slige Kredse böiet,
At lige rundt fra fordums Næie-Hæs,
Af Verdens Utöi længst forgnavet,
Til Hagens Skiæg og Issens fiærne Haar,
Den löb ustandset fort, og havde gravet
I hvert et Træk Afholdenhedens Aar.
End kunde Mennesket ei röse
Af Qvie-Aandes Liflighed;
Men derimod saa let som Fod i Hose
For hvad i hele Slægtens Undergummer,
Endnu ei Jorderige saae;
En Huggetand af förste Nummer
Stak eensom frem fra venstre Sides Vraa;
Og passede i Hareskaaret
Saa net, at allerförste Blik
Beviste grant, Naturen havde baaret
Selv Omsorg for at give den sin Skik.
Fuldendelsen af Contrafeiet tænker
Jeg Læseren mig gunstig skiænker,
Og skildrer sig med Tilbehör, en Krop,
Der kiönt forliges med sin Top.
Kuns maae jeg föie til, at salig Kesten,
(Thi Konen er alt længe i sin Grav;)
Var saadan en tienstfærdig Christen;
At aldrig hun et Afslag Næsten gav.
Forstaae i hendes Velmagts Dage;
Först da hun reent gik Kiödets Gang tilbage,
Hun blot med Raad, ei Daad stod hver Medskabning bi,
Qvad Psalmer smukt og vandred’ Dydens Sti.
Dog derfor ikke saa forstokket
Hun endnu i Susanniskheden var,
At fromme Forsæt jo blev lidet rokket;
Og da Don Ferdinando taer
En Moyador af Lommen, for at skiönne
Paa Staklens Beredvillighed,
Randt Glædens Taar fra Purpur-Öie ned;
Ja lignende hun bad Sanct Jago lönne
Velgierningen i fierde Led;
Imens fra Hiertets Lönkrog til den skiönne
Madonna i Atocha fagre gled
Et Takke-Suk, ved Tanken om at smage
Endnu engang i gamle Dage
Saa trösterig en Siele-Fred,
Der fattedes da kuns at bede
Hans Højærværdighed, den kiære Her Prior:
En kiön, rundladen Mand, der i sin Vrede
Mod Kiætterie af Angest kunde svede;
Og fölgelig med tienlig Lédske-Taar
Nödsaget blev at kiöle Aandens Hede
For Resten temmelig belæst
I Augustin; gad gierne have
Ord for i Herrens Viingaard tæt at grave;
Men ellers ganske gruelig opblæst
Af maadelige Præke-Gave.
Skrev nu og da en hverdags Bog,
Som Landsbye-Præster for et Syns Skyld kiöbte
At sætte hen paa Hylden i en Krog;
Men andre Folk omkring Rosiner svøbte,
Og alle for andægtigt Vaas antog.
At Manden endnu var behörig myndig,
Og kroede sig som en Cardinal;
I Hartkorn og Posteier saare kyndig;
Samt skrivtede særdeles yndig;
Ja viiste klart at denne jammerdal,
Er nu omstunder splittergal:
Det slutter man nok selv af foranførte.
Jeg melder altsaa bare, at han hörte
Med Velbehag Indbydelsen, og sad
Til rette Tiid ved Östersfyldte Fad;
Smaapillede, nöd Draaben, Ordet förte,
Og var ret grumme hierteglad.
Der tænker jeg vi lade Manden sidde
Og gotte sig en föie Stund;
Imedens vi et Blik til Cellen smide,
Og see hvordan med Öine, Næse, Mund,
Faêr Bastian opstirrer — snuser — sluger
Den meer end himmelske Billet,
Hvorledes han med lange Drag indsluger
Den söde Gift i hvert et Aandedræt:
Til Sielen reent i Vellyst svømmer;
Pligt, Løfte, Helved’, Helgener han glemmer:
Taêr Pennen, laêr sin Hede vælde ud,
Og sværger Elskovs allerbedste Gud,
Hans Almagt ene at tilbede;
Hvis sikkert til bestemte Samlings-Sted,
Han vil ham med sin Engelinde lede,
Og lyse over begge kiönt sin Fred.
Hvad synes kiære Venner? var Personen
Dog ikke ret et Mörkheds Barn?
Men bie kuns bare lidt, du slemme Skarn,
Saa faaer man dig nok til at ændre Tonen,
Jeg længes efter Tingesten at see
I Musefælden artig fangen;
Hvorledes han med Suk og Bangen,
Vil underlig ved Spasen sig betee,
Men naar som Egenkierligheden leger
Forlystig med Forstanden Blindebuk;
Saa giör man slige dumme Streger,
Og staaer omsider der en Suk.
Mon ikke Piecen havde burdet tænke,
Hvis ellers han ei var i Hierne reent renons?
At slig en Lekkerbidsken af en Enke
Var langt fra ikke Mad for Mons.
Hun maatte selv til Brudesengen fristet
Hans trefold kronte Hellighed;
Ja havde Zeus endnu engang sig listet
Saa lumsk blandt vore smaa Pauluner ned,
Jeg ikke bander for Belinde
Jo længst var ægteviet Frue Zeusinde;
Og Tordneren i jordisk Hylsel svøbt,
Olympen ville glat af Tanken slaget;
Et Slot ved Tagus havde kiöbt;
Legt Kierlighed, trakteret, danset, jaget,
Spil L’hombre, læst Aviser, taget
Sig Verden let; og frie for Junos Kiv,
For ret et Matadoriskt Liv.
Thi fromme Læser, vær beskeden,
Stræk Vingerne paa Lystens Örne-Flugt.
Du husker hvor det med Ixion gik forleden,
Han höfter endnu Syndens Frugt.
Nei, staaer din Hu til Jorderiges Piger,
Da stedse mærk hvad Reglen siger:
At lige Börn de lege immer bedst.
For dette Ordsprog aldrig sviger,
Det være saa med eller uden Præst.
Men tys, nu slaaer den sene Klokke;
Vips, trasker Broder Bastian afsted;
Dog hoppe i hans Hæle nogle Skokke
Af smaa Miltonianer med.
Tvivl, Uro, Frygt, Mistanke krøb bag efter
Og nappede imellem i hans Been;
Dog dette Töi kuns gjorde ringe Meen,
Tre, fire Spark beröved dem Kræfter:
Begierlighedens Gardervoxne Aand
Beföel dem flux at holde vise Kiæfter:
Og rækkende venskabelige Haand,
Sin Fölgere forsigtig bragte
Ind i Belindes Sove-Kabinet
Ham bad indstændigst fare sagte,
Og grinende anviste ham den Ret,
Som Bastian alt i Indbildning smagte,
Og hvor sin Fører til at skulle nyde tæt,
Thi stormer han til mörke Yndigheder,
Med ægte Munke-Appetit:
Og Sandserne et Gieltebud bereder,
Som overgik i Nydelighed vidt
Alt hvad Poeter kan optænke:
Alt hvad Olympens Pige-Chor kan skiænke,
Kort sagt Naturens Qvintessents.
Forstokket, blindet, sværmende han föler
Sig ret i Udyds Gadekiær og föler
Ufattelig Lyksalighed, imens
Moer Kesten, (thi jeg faaer vel melde,
Det denne grove Synderinde var,
Som maatte hans Forvorpenhed undgielde,
Taalmodigen sin tunge Skiæbne bar.
Et værdigt Par! Fy! slemme Kroppe.
Jo, jo, I sikkert saae al Landets Skam og Last,
Naar Hovedbogen aabnes hisset oppe,
Og lyder: Debet til den sorte Gast.
Men synder væk, I Svinepelse
Til Lege-Tankerne forgaaer;
Hvis Læser Du, imidlertid vil helse
Paa Herrerne, og see hvor til i Salen staaer;
Saa trin med mig, og Du skal skue
Champagnens og Nidkiærhedens Lue,
Omkaps opflamme Helgenmandens Bryst;
Der med en sand Omvender-Röst,
Gav Pidsk paa Adams vimske Frue:
Slog Knæp for Næsen af hver Kiödets Lyst:
Lod haant om hele Verdens Eveliner:
Ja uden al Barmhierrighed,
For evig paa Gehennas Glöder smed
Hver Siel, der ei Naturen nok tilskiner.
Hvorpaa han tömmede sit Glas,
Og fölte ved dets Kraft sin Iver stige
Sær da man brugte Pausen til at sige
At saare saa kuns fik paa saadan Klinge Has:
For hvordan man end spærrede hver Pas,
Saa krøb dog Arten immer giennem;
Der vrimlede i hundredviis af dennem,
Som trængte til Origeneses Sax.
Behager for Exempel, Her Prioren
At fölges med, saa vil De see
Hvad Spilleværk Natur og Draaren,
Kan faae i denne Verden til at ske.
Skee! raabte Hoiærværdigheden,
Hvordan Messieurs, hvad er der da vel skeet?
Og krympende i Vrede sin Salvet,
Sprang op, gik med, forglemte Beden,
Og fandt, man husker hvor, sin kiære Catheket.
En saadan Scene skildrer ingen;
Tænk Læser, blot det narviske i Tingen,
Saa slutter Du Dig let til hvad der foregik,
Nok, store Öine, lange Kiæver,
Skarlagens Næse, angerfulde Blik,
Dödsvangre Trudsler, sammenlagte Næver,
Griin, Skelen, Haanheds Dolke-Stik;
Moer Kestens halv undselige Gebærder,
Der skulle forestille Graad;
Prælatens Siel, der immer meer sig hærder
Imod saa reen en satanassisk Daad;
Alt dette samlet i en Sum udgiorde
Saa yderlig spashaftig en Figur;
At Cerberus, jeg bande torde,
Ved sligt et Syn saae ikke længer suur.
Langt mindre sig de slemme Skielmer,
Som Mestere for Pudset vare, tvang
Een ikke för med Skosen helmer,
Den anden jo giör Omqvæd til hans Sang.
Thi sved tilsidst Priorens Fader-Hierte
Af Ömhed for sin Foster-Sön;
Og rynkende sin Pande, han begierte
Lov, selv at give Synderen sin Lön:
Beföel ham strax til Cellen sig at pakke:
Lod som han ville for Beværtning takke:
Tog kiærligst Afsked, kiörte hiem;
Men svoer i Skægget ved Jerusalem,
At spille Grinerne ved Leilighed en Dito,
Behörig skildret klædte dem.
Hvad siden blev af Mester Fixen,
Det kan jeg ikke melde noget om;
Formodenlig han ikke smagte Brixen,
Men angerlös derfra med Skammen kom,
Dog denne tog desværre intet,
Paa sligt et ærke Gergaseniskt Sviin,
Hvis Siel af allerværste Lyder tintet,
Var ret et Fuulheds Giemme-Skriin.
Betreffende den lamme söde Enke,
Da kan nok selv den fromme Læser tænke,
Hun blev i Förstningen smæk vred;
Paa kiære Brödre dygtig skiændte.
Flux gamle Kesten væk fra Retterbænken giente;
Men snart sig dog i Læben beed,
Og med en ret velsignet Latter endte
Sin nydelige Hæftighed.
Ja saasom Lykken ville spare,
De godt Folk hver inquisitorisk Fare,
Den lavede en Aftenstund,
For hans Priorskabs egen lille Mund,
Saa reent Ambrosialske Fricadeller:
At med en umodstaaelig Behag,
En efter en han alle tretten tæller
Ned i sin Mave ret i bedste Mae;
Men just som sidste Bid paa fede Læbe smiilte,
Nidsk Söster Atropos tililte,
Vips Traaden smak i en Apoplexie;
Omsonst endda han matte Strube spilte,
Den gamle Aand stod ikke mere bi
Thi foer Prælaten hen, og hviilte
Blandt Fædres Skrog fra alskens Möde frie.
Her er Historien til Ende;
Og gierne vil jeg Læser, Dig, bekiende,
Den er kuns maadelig fortalt;
Fontainisk Evne saare faa tilfaldt.
At vælge Riim og passe Harmonien,
Kort, fuske lidt paa Poesien,
Det blev min ringe Lod, og det er alt.
Desuden hvor om Hyklerie det galdt,
Der har jeg aldrig kunnet holde Tonen,
Men bar mig immer tosset ad:
For spændte man mig endog for Kanonen,
Saa vist nok med min Aria jeg qvad;
(Thi nu omstunder Martyr-Kronen
En Substitut selv neppe bære gad;)
Dog gid jeg maae en Varulv blive,
Om ei Naturen i min Pande ville skrive,
At Mennesket gedigent löi;
Saa Enden immer blev dog noget fiantet Töi.
Imidlertid heroppe lykkes
De samme Pietister ei saa galt;
Men hillemænd! hvor vil der Tunger tykkes
För gammel Gield bliér hisset afbetalt!
Iførte den blyeskaarne Kasseking;
Hvor Tisiphone med Krabasken driver
De söde Siele underlig omkring.
Bagvendte staae de forhen krumme Halse
De trække den evindelige Kreds;
Men liig bevægelige Valse,
Bestandig gaae og komme ingensteds.
Skinhelligt Kram! jo da vil bringes
For Lyset mangt et skiönne Spilleværk
Naar fordums glatte Læbes Dæmning tvinges
At give Luft; og Sandheds Ström, for stærk
Til længere i hule Bryst at spærres,
Fremvælder med ustandset Fart;
Udtordnende hvortit vor Herres
Misbrugte Navn har verdslig Regning svart:
Naar Svien endnu vil forværres
Ved Braaddene af egen Snoge Art:
Ja naar en Mammeluk-Monfrere
Vil snyse til sin Kamerat et Tvi!
Vil af indbyrdes Harme Tænder skiære,
Og bande sin og Slægtens Falsknerie. —
For at Spiloppet saa omtrent vil endes,
Derfor er Fenelon min Mand;
En Erkebiskops Dom kan dog ei underkiendes
Thi holder Satsen rigtig Stand:
At meerbemeldte slemme Knegte,
Ved seneste Afregning og Besked,
Kan ei undgaae at vorde lidet stegte,
For lede Phariseiskhed.
Til da, vi andre Stakler maae undgielde,
Der ikke lære kan med Hovedet at hælde;
Men bede kuns i Smug, giör Næsten Ret og Skiel,
Og leve os blot skikkelig ihiel.