Saa fik det dog omsider Ende!
Vel, sig da der fordömmelige Töi;
Vi to skal aldrig til hinanden mere kiende,
Du var mig denne Gang en Smule dröl.
Men laêr jeg ogsaa nogentid mig lokke
Igien til dig en Narre-Streg:
Skal Venus selv mit faste Forsæt rokke
Ja vække Tanken blot om Syndens Leg:
Saa gid der en usynlig Haand maae iisne
Til Straf hver fyrig Draabe af mit Blod!
Gid fra det Öieblik mit Væsens Blomst! henvisne
For evig ned i sidste Rod! —
Saa raaber Sangvinic i det han kaster
Paa Gaden hver en Æsculapisk Rest;
Taêr Hatten, hen til unge Venner haster;
Befæler, deler Munterhedens Fest;
Indhenter freidig længe savnte Gode
Paa Livets Glæder tømmer Glasset ud;
Er bedre selv end Jupiter til Mode;
Besynger Elskovs hulderige Gud;
Rödmosset bander Vægteren der kalder;
Gaaer, møder, standser, stirrer, kiemper, falder,
Og næste Dag med sønderknuset Aand,
Modtager Tröst igien af Doctor —’s Haand.
Tröst! hører jeg en ivrig Læser skriger;
Nei Pidsk Krabaten har fortient;
Vel, lad ham faae dem, det mig intet siger,
Han med os begge to er lige nær bekiendt.
Jeg kun for Løiers Skyld anfører
Hvor snurrigt det i Verden stundom gaaer;
Hvad Vei enhver paa Livets Bane kiører,
Han selv ved sidste Bom tilsvare faaer.