Manden med Glas i Haand,
stolt af sin høje Aand,
føler sig stor.
Rask, men dog from han er,
Ret og Pligt har han kjær;
ej han en Uven seer
paa viden Jord.
Herlige Druesaft!
Du gyder Ungdomskraft
i gammelt Bryst!
Glas i Haand hos en Ven
seer jeg min Vaar igjen,
glemmer, at den svandt hen,
nyder dens Lyst.
Skjøndt Du, o stolte Hav!
var mangen Sømands Grav,
elsker han Dig;
men seer han Fødestavn,
staaer han med udbredt Favn,
jubler sin Piges Navn,
er lykkelig.
Paa vilde Bølgers Ryg
vugges han fro og tryg,
mindes sin Mø;
inderlig Kjærlighed
lønner hans Daad, han veed;
men sveeg hans Mø sin Eed,
da kan han døe.
Hil Dig, o elskte Sol!
Hil hver en trofast Mø!
Stemmer i Chor:
Hil Druens skjønne Blod!
Hil Troskab, Frihed, Mod!
Hil hver en glad og god
Borger i Nord!
N. T. Bruun.