Tidt faaer jeg, naar jeg drikker,
en Ruus,
især naar ud jeg stikker
mit Kruus.
Naar Vinen da i Panden
gaaer op,
saa siger strax Forstanden:
stop! stop!
Men tørste maa man ikke:
Nej fy!
Paa Rusen bør man drikke
paa ny.
Sin Perial man maaler
tilpas;
jeg veed præcis, jeg taaler
tolv Glas
Du, glædesvangre Drue,
min Lyst!
Varm længe med Din Lue
mit Bryst!
Mig Vinen endnu smager,
som før;
men, naar den mig forsager,
jeg døer.
Dig, Ranke! jeg besynger
saa glad,
og om min Tinding slynger
Dit Blad
Man os til Trøst i Kummer
Dig gav:
Beskyg i Dødens Slummer
min Grav!
N. T. Bruun.