Man tumles blandt Sysler og Glimmer og Larm
og søger, men finder ei Glæden;
o! — thi kun ved Uskylds og Kjærligheds Arm
den Himmelske vandrer herneden.
De Tre kom fra Himlen i søsterlig Dands;
dem jublende Sange modtoge;
thi Jorden stod pyntet i brudelig Glands,
hvorhen de forenede droge.
Du, Kjærlighed! lønner den Sørgendes Graad,
og dømmer om Alle det Bedste;
et Præg af Guddomlighed er i hans Daad,
som troligen elsker sin Næste.
O Uskyld! med Morgenens Purpur paa Kind,
med Stjernernes Klarhed i Øie
Du hæver det glade, forædlede Sind
til Himlens bestjernede Høie.
Og Glæden, med spøgende Liliehaand,
af Roser en Kjæde sig binder;
med Sang hun det duftige, blomstrende Baand
om sig og om Søstrene vinder.
Tidt gjæsted’ de Hulde vort nøisomme Bord,
end slynges om os deres Kjæde;
Held derfor, vi synge i jublende Chor:
Held Kjærlighed, Uskyld og Glæde!
M. C. Bruun.