O hulde Datter af den blide Vaar,
Guldfagre Høst! — din Fest det er, vi fejre;
Din Moders Blomsterkrans du har forvandlet
For Jordens Søn til Flidens gyldne Frugt.
Se, rørt og takfuld han mod Himlen hæver
Den Haand, hvis glade Stræben du har lønnet!
Omslynget af din rige Axekrans,
Udbryder han i Kor med Millioner:
Lov, Priis og Ære være Gud!
Hvor skjøn er dog din Lod, Naturens Søn!
O du, som vandrer tro dit Maal imøde!
Reen, som den Bæk, der, klar og mild, sig slynger
Igjennem frugtbar Eng, dit Liv henrinder,
Ukjendt med Hjertets Storme, mod sin Høst.
Dig funkler Regnbu’straalens Glans, naar Himlen
Ved den har frugtbargjort dit Arbejds Haab;
Dig straaler Solens Flammer, naar den møder
Det Ax, hvis Spire du i Jorden lagde;
I Mark og Dal og Lund omkranset staaer du
Af Godheds Under i dit Paradis.
Modtag hvert Held, som Skjæbnens Haand dig giver,
Med skjønsom Fryd og med et dydigt Hjerte!
Erkjend, at først dets Frugt til Deel dig bliver,
Naar ædel, from, dets sande Brug du lærte!
Een er vor Gud! — O føl, — din arme Broder
Har ogsaa Krav, som du, paa Livets Goder.