Proteus er hverken tør eller kold,
og hans varme Natur bliver aldrig gold.
Han beundrer en Mand — det beriger at dyrke:
han hylder en Kvinde; thi Kulde er Tørke.
Har Manden en Grænse, har Kvinden en Vorte,
hans fyrige Hyldest bli’er derfor ej borte.
Men vil fast de ham holde, og tror de, de har ham,
de føler, saa let man ej fanger og ta’er ham.
Tilhænger af Per eller Povl er han ikke,
er sig selv, i hvad Form end hans Jeg kan stikke.
Det er der Personer, som slet ikke lider:
han burde ha’e mange forskjellige Sider.
Der er Væsner, hvis Sider har hver sine Ynder.
Ensidig engang blev han kaldt af en Flynder.
Han søger det Sære, er dog ingen Særling,
vurderer det Store, men aldrig som Lærling.
Han priser de Maistre, den Reaktionære,
han ynder Lassalle, og vrager hans Lære.
Har ingen Kokarde og intet Banner,
har Frisind kjært og elsker Tyranner.
Naar jert Øjebliksbilled ham overrasker,
kaster han Masken, har hundrede Masker.
Han trænger end ikke til Pseudonymer,
i eget Navn bær’ han stadigt Kostymer.
Agitator kaldes han, Combattant.
Hvilket tarveligt Ord, selv om det var sandt!
Saa lidet hans Væsen ud det tømmer,
som hvis I kaldte ham Sværmer og Drømmer.
Historiker vil de ham aldrig kalde,
der spy ham over med Gift og Galde:
og dog har henfarne Tider han kjendt
vel saa fuldt som de Mænd med historisk Patent,
og dog har med Fortidens Aander han følt
mer end Den, der blandt støvet Papir blot har nølt.
I hans Ord, de siger, en Hensigt lurer,
og dog er han dum som naive Naturer.
Ej Digter, ej Lærd, i Kritiken «Poet»,
har man nogentid saadant et Monstrum set?
En Fjende af Kirke, Samfund og Stat,
«vild Radikaler» og — Aristokrat,
paa sin Post bestandig mod Mængde og Masse —
hvor er den Rubrik, hvori han kan passe?
Saa tidt de ret paa hans Hud vil faa Ram,
slangesmidig han da skyder Ham,
og er andensteds, mens med Hujen og Tuden
de stikker og borer i Slangehuden.
Dog i gamle Kvad er hans Væsen beskrevet,
saa det ses, mindst tre tusind Aar har han levet.
Skjønt Proteus af Fag er Sandsiger-Gud,
han lider ej godt, at man fritter ham ud.
Da Videlystne engang vilde prøve
at fange ham, blev han en skjægget Løve;
da Løven forfulgtes, en Salamander,
og saa et Vildsvin og saa en Panther.
Saa blændede han som en blussende Flamme,
men var selv i Ildform én og den samme;
blev saa rindende Vand, saa et Træ, der skjød Grene,
dog Vand, Træ og Dyr — det var Proteus alene.
Ingen enkelt Form, ingen enkelt Gestalt
bandt den, som favned og fattede Alt.