I.
Du ene, du kjære,
min Søster i Ømhed og Slægt af min Aand!
Hvor rene, hvor skjære
de Følelser er, i hvis ledende Baand
vi søge hinanden, det ane de ikke,
som sende os dumme, hadfyldte Blikke.
Thi vidløs og lav
er den Raahed, som lever i Avind og Had;
men nidløs og brav
din Sjæl, stærk som Glavind ved Glavind i Rad.
Det huer mig, du, jeg er ej for de myge,
de slatne, de syge;
jeg lider ret vel den, som trodser en Stad.
Se, jeg er som du,
fast i Hu,
stærk ved Foragt
og vi kræve det samme: en Mand, der er Magt,
uforsagt, uforsagt,
blød som Vox, haard som Staal,
kold som Is og hed som et luende Baal.
Idealet røber sig ej for Enhver.
Men ak! det naaes ikke her.
II.
Take, since you bade it should bear
These of the seed of your sowing
Swinburne
Tag, af den Sæd du har saat,
Daad — som din Udsæds Grøde —
hilset af Hundemusik.
Blot dit Bifald blev naat,
hvad gjør det, at Kjøterne gjø’de
bag mig ad Vejen, jeg gik.
Hvis idag dit Hjerte var tungt,
hvis dit Blik var slørt af en Taare,
fjern Tid tyktes dig mørk —
husk, at mit Banner er ungt
og at Blodet er Ild i min Aare,
Søster, ved Tro dig styrk!
Styrk ved Haabet din Sjæl
om en rigere Tid, om en bedre.
Se da frem uden Frygt.
Vist er Ventetid fæl,
men, o du, jeg vil hylde og hædre,
Sejr er blot Fasthed og Kløgt.