Som de Fleste, der har gaaet i en bedre Skole, har jeg i mine unge Dage, mest i Drenge- og Ynglinge-Aarene, skrevet en Del Vers. Naar jeg nu giver et Udvalg af dem i Trykken, sker det ikke ud fra nogen Overvurdering af min Evne eller Færdighed, men af Uro for, at en eller anden af de Literaturhistorikere, hvis Nydelse og Lykke det er at rode i gamle Papirer, skal udgive disse Vers efter min Død og tumle med dem efter Behag. Under en haard og langvarig Sygdom ifjor blev denne Frygt særligt levende hos mig. Sandt nok, jeg kunde brænde det Hele; men jeg har havt Ulyst dertil, og saa bliver desuden i Regelen en eller anden Afskrift netop af de daarligste Ting opbevaret.
Disse Smaadigte er naturligvis ikke alle personlige og intime; det lyriske Jeg er et andet end det private; men der findes ingen versificerede Anekdoter, heller ingen Lejlighedsvers imellem dem, overhovedet ingen Vers, der har været beregnede paa at læses af fremmede Øjne. De er kun blevne til, fordi Forfatteren ikke kunde lade være med at skrive dem ned.
De vil maaske forekomme ret gammeldags, og de har i ethvert Tilfælde intetsomhelst Forhold til vore Dages poetiske Produktion. De ældste er skrevne for fulde fyrretyve Aar siden, de yngste er med faa Undtagelser ikke mindre end femogtyve Aar gamle. De kommer mig derfor saare lidet ved, som jeg paa mit nærværende Udviklingstrin er; jeg betragter dem, omtrent som Zola betragtede de Ungdomsvers, han i sin Tid overlod Paul Alexis som Bilag til en literær Levnedsbeskrivelse — som en Haandfuld tørrede Blomster, der har ligget gjemte og halvvejs glemte i en Skuffe og kun har Interesse som Illustration til Ejerens Følelsesliv. Eller rettere disse Vers er som Aske og Gløder, det Tiloversblevne, Nedslaget, Residuet efter engang levende Flammer. Gløder i Asken kunde Samlingen hedde.
De fleste Prosaforfattere har skrevet Vers i nogle Aar før de begyndte at skrive Prosa. Skjønt det at kunne skrive metrisk og rime nogenlunde eller at have kunnet det, paa ingen Maade er nogen Betingelse for at skrive en god Prosa, er Rimeriet dog uden Tvivl hyppigt en Forskole dertil, som ingenlunde er at foragte.
Juli 1898.
G. B.