Tungt suse over Vang og Lund
Mel.: Ung Adelsteen paa Thinge stod etc.
Mel.: Ung Adelsteen paa Thinge stod etc.
Tungt suse over Vang og Lund
Natstormens snebedækte Vinger;
men Glædens bedste Høitidsstund
den mørke Vinter Dana bringer.
:|: Da hilse glade Hjerters Slag
Dankongens høie Fødselsdag. :|:
Men Skoven sukker dybt i Løn,
thi Blad er ei paa Qvist at finde:
skal ei en Green da, frisk og grøn,
sit Løv om Fredriks Tinding vinde?
:|: Jo — evig straaler Vaarens Glands
fra tidligvundne Egekrands! :|:
Ei hilser vinged Sangerhær
vor Lystes Dag, fra tause Kroner,
men Jubel Danmarks Stemme er,
naar hellig Fryd i Hjertet throner,
:|: og Dal og Høi og Vang og Skov
gjentage Dannerkongens Lov. :|:
Og barske Nordhavs Bølgegang
sig hæver høit og Stranden skjuler,
og blander vildt sin Frydesang
med Stormens Chor fra Nordens Huler,
:|: og rundt om Fredriks Kongeslot
de buldre: „Hil Dig, danske Drot!” :|:
Ja, hil Dig, Du hvis ædle Bryst
er høie Dyders Fyrstesæde!
O Hil Dig, Du, hvis første Lyst
er den, at see Dit Danmarks Glæde!
:|: Hil Dig, som djerv og mild og god,
gav Herthadal sin Dannebod! :|:
Hil Dig, hvis trygge Kongeborg
ei Skræk og draget Sværd omgiver!
Hvis Kummer er hver Danes Sorg,
hvis Smil hver Danes Bryst opliver!
:|: O Hil Dig, Fredrik, Baldur liig!
O Hil den Dag, der gav os Dig! :|:
C. Boye.