O Kjærlighedens Fader!
Vi kjende vel dit Ord:
At hver, som Næsten hader,
Han over Brodermord;
Dit Bud er Fred, o Herre! —
Men let gjør Vreden blind;
Vi udsaae Storm, desværre!
Og høste Hvirvelvind.
Som Blomsten Ormen gjemmer,
Der gjør dens Glæde kort, —
Heelt ofte Hjertet glemmer,
At drive Hadet bort.
Den værre Frister kommer,
Da Hevnen bli’r os sød; —
Da høre vi, o Dommer!
Din Røst om Synd og Død.
Som Blus i tørre Kviste,
Saa flammer strax vort Sind,
Naar Svaghed kan sig liste
I Andres Tanker ind;
Vi strængt la’r Næsten bøde,
Skjønt selv ej, som vi bør;
Og, ak! for egen Brøde
Tillukke Naadens Dør!
Men Kristus! du skal lære
Vor Sjæl Sagtmodighed;
Getsemane skal være
Vort rette Styrkested!
Hos ham, der vil forraade,
Du staaer med himmelsk Ro;
Bortkaster ej din Naade,
Skjønt Ingen blev dig tro.
Ja Frelser! jeg beskuer
Din Kraft paa Smertens Sted
Ved Hadets Fakkelluer
Jeg seer din Kjærlighed!
O hold os den for Øje!
Og, faae vi Magt i Haand,
Dit blide Ord skal bøje
Den stolte Hevnens Aand!