Den 66. Psalme
Mel. Store Prophete med himmelske Lære.
Mel. Store Prophete med himmelske Lære.
1.
Landenes mange og glade Indvaaner’,
Jordklodens Sønner, lovsiunger vor Gud!
Hæver hans Navn paa høitlydende Toner!
Høieste Glæde bryd festelig ud!
Herrens Udvalgte! I Israels mange!
Gientager ofte i prægtigste Sange:
2.
„Herre din Gierning maa Ræds’ler udbrede,“
„Selv dine Fiender skal smigre din Magt,“
„Verden skal for dig i Støvet tilbede,“
„Synge dit Navn og beundre din Pagt,“
„Op! og beskuer Guds Gierning paa Jorden!“
„Hans, som ved Almagt er frygtelig vorden!“
3.
Fædrene saae, hvor han Havet udtømte,
Hvor han dets bævende Dynd giorde tørt —
Giennem de Floder, som stridige strømte,
Gik du, Guds Israel! varligen fort —
Lader os da i de Egne udbrede,
Jehova’s Ære med festelig Glæde!
4.
Skabningen ligger for Jehova’s Fødder,
Og han regierer med grændseløs Magt,
Hedninger han med et Øiekast møder,
Giver paa stolte Oprørere Agt,
Hver den, som tør sig imod ham opsætte,
Bøies, og kan ei sit Hoved oprette.
5.
Israels Stammer, han reddede eder!
Knæler i Slægter for Abrahams Gud!
Alle med Tak og med Lovsang tilbeder
Ham, som brød Fængs’ler, og førte os ud;
Ham, som opholdt’ vores Liv, og var rede
At understytte os, saa vi ei glede!
6.
Thi du, o Herre! du haver os prøvet,
Smeltet, som Sølv, der opløses med Hast;
Ligesom Hesten, ubændig, uøvet,
Trættes i Strikker og tæmmes ved Last;
Saa lod du os undertvinges og tugte
Af dem, som Magten til Grumhed misbrugte.
7.
Rundt om os brændte fortærende Luer,
Luften i hviskende Flammer var qvalt —
Døden, som mørk over Afgrunden ruer,
Reiste Vandvover, som over os faldt;
Men du udrev os, din Rædsel vi hørte,
Du os til pragtfulde Giæstebudd’ førte —
8.
Herre! mit Brændoffer vilde du agte!
Jeg vil betale mit Løfte til dig;
Løftet, som dig mine Læber tilsagde,
Medens Ulykker sig væbned’ mod mig;
Fede Brændoff’re jeg for dig antænder,
Væd’re, og Øxne, og Bukke opbrænder!
9.
Støvet, som Jehova’s Storhed tilbeder,
Alle, som tiene den levende Gud,
Hører! hans Naade fortæller jeg eder:
Herren af Farer har reddet mig ud!
Ham jeg anraabte — strax kunde min Tunge
Ham, min Bønhører, min Takke-Sang siunge.
10.
Havde min Tillid søgt andre end Herren,
Saa havde Herren unddraget sin Haand;
Men han har sandelig hørt mig, og Æren,
Æren er hans — ham ophøier min Aand —
Herren skee Lov, som min Bøn ei forsmaaede,
Og som fra mig ei bortvendte sin Naade!