Den 61. Psalme
Mel. Hiertelig mig nu længes.
Mel. Hiertelig mig nu længes.
1.
Hvor klager ei min Harpe!
Den klager og min Siel —
Ved Landets nøgne, skarpe
Og øde Grændse-Skiel,
For Jehova jeg klynker,
For Gud, som seer min Nød,
Til Haanden svækket synker
Fra Harpen i mit Skiød.
2.
Din Huld kan aldrig glippe,
Nei du skal føre mig
Paa Klippen, og den Klippe
Er ubestigelig;
Du før har Fienden standset,
Og, naar han laae paa Luur,
Har du omkring mig skandset,
Som vældig Fæstnings-Muur.
3.
Og han skal aldrig flytte
Mig bort fra dig, min Roe;
Nei! jeg skal i din Hytte
Og for dit Ansigt boe,
Der endes mine Dage,
Thi Herren seierrig
Skal føre mig tilbage,
Og der beskytte mig.
4.
Ja du fra Dødens Porte
Har selv din Tiener ført;
Det Løfte, jeg dig giorde,
Har du i Naade hørt;
Det Land, du lod omhegne
For dem, som frygte dig,
Den Arv for dine egne
Du atter skienker mig.
5.
Du Almagts Haand udrækker
Til Kongen, og han staaer;
Du Aar og Dage lægger
Til Kongens Leve-Aar,
Han byder fra sin Throne,
Og ved din Varetægt
Han bærer graa Haars Krone
Fra Slægt til Efter-Slægt.
6.
Byd Naader ham veilede,
Og lad din Troefasthed
Sig over ham udbrede
Til Skiul og Sikkerhed! —
Da skal min Zithar lyde,
Da skal jeg festelig
De Løfter daglig yde,
Som jeg har lovet dig.