Den 57. Psalme
Mel. Ret nys gik Solens Klarhed hen.
Mel. Ret nys gik Solens Klarhed hen.
1.
Forbarm dig Gud! Forbarm du dig!
Jeg iler under din Beskyttelse,
Og bliver der, til graadig Krig
Sig hviler mæt af Ødelæggelse,
Jeg raaber til den Allerhøieste,
Til Gud, som ender min Forfølgelse.
2.
Han sender Hielp fra Himmelen
Og sætter mig i Skiul og Sikkerhed;
Han styrter al Beskiemmelsen
Paa min Modstanders stolte Isse ned,
Og skienker mig sin Miskundhed og Fred,
Hvor lysende er ei hans Sandruhed.
3.
Blandt Løver er mit Vaanings-Sted,
Og lynende og barske Øine snoe
Sig rundt omkring mit Leie-Sted;
Dog finder jeg blandt disse Søvn og Roe,
Hvis Tænder Spyd og skarpe Pile er’,
Hvis Tunger ere som et hvæsset Sværd.
4.
Hvorfra er da min Sikkerhed,
Hvorfra min Roe — o Gud! den er fra dig,
Vær du ophøiet selv derved,
Saavidt som Himlene udbrede sig!
Din Ære gaae fra Chor til andet Chor
I høie Toner om den gandske Jord.
5.
Min bittre Fiende taus opstod,
Og listig mange skjulte Snarer drog
Paa slibrig’ Veie for min Fod,
Ja han mit Liv end nylig efterjog,
Men skrentede og faldt i Gruben ned,
Som han opkastede for mine Fied.
6.
Mit Hierte er befæstet, Gud!
Befæstet i sit Haab er al min Siel,
Din Ære vil jeg brede ud,
Vaag op til Lov min allerbeste Deel,
Vaag Zithar og min Harpe! jeg vil frøe
Forstyrre Demringen i Morgen-Roe.
7.
For dig vil jeg blandt Hedninge,
For dig blandt alle Folk min Harpe slaae,
Din Naade naaer til Himlene,
Din Sandhed gaaer saa vidt, som Skyer gaae;
Ophøiede! langt over Himle stor!
Din Ære være Sang for al vor Jord.