Den 55. Psalme
Mel. O Gud, du fromme Gud!
Mel. O Gud, du fromme Gud!
1.
O! Herre hør min Bøn! o! drag dig ei tilbage
Ved mine Veemods Raab! bøi Øret til min Klage;
Afmægtig seigner jeg ved mine Klager ned,
Ved min Modstanders Skrig og grumme Voldsomhed.
2.
Ulykker søge de kun over mig at vælte,
Og reise sig mod mig, som Løgnens vrede Helte,
Mit Hierte bæver — o min Styrke taber sig,
Tungt falder Rædseler, ja Dødens Haand paa mig.
3.
Skræk giennemtrænger mig — alt raser Krigens Lue!
Jeg zittrer! — havde jeg dog Vinger, som en Due,
Saa jiled’ jeg herfra; saa blev jeg nogensteds,
Og uden Borger-Krig med Folkets Roe tilfreds.
4.
Jeg jiled’ gierne fort, med Natten selv fortroelig,
Til ubeboet Ørke — i Fredens tause Boelig
Jeg søgte traurigt Læ, mens Stormen rased’ her,
Mens Hvirvelvindene omstyrte store Træer.
5.
Men Rygter raaber — ja! „dem har alt Herren slaget,“
„Een Tunge har Partie imod en anden taget,“
Saa seer jeg da, at Strid, og Vold, og Konge-Had
Opsluger Folket og forstyrrer deres Stad.
6.
Nu gaae de Dag og Nat omkring paa Stadens Muure
Og med Meeneed’res Skræk og tause Kummer luure,
De stifte ondt, og hver er midt i Staden ræd,
Og Uretfærdighed Domstolen har beklæd.
7.
Og hvo beskiemmer vel min Arm, min Zepter-Ære?
Min Fiende? nei! hans Had jeg vilde taalig bære;
Ei min Modstander har mod mig udrustet sig,
Jeg havde ventet det, og forberedet mig.
8.
Men du min Ven, hvis Raad og Ære var mig vigtig,
Du, min Fortroelige, som kiendte mig saa rigtig;
Du, ved hvis Side tit i stille Eensomhed
Min Tid saa angenem og ubemærket gled;
9.
Dig rakte jeg min Haand, vi fulgtes saa fortroelig
Med fest’ligt Følgeskab til Herrens egen Boelig;
Og han indstevnede selv Døden mod sin Siel
Til at indfordre brat Naturens Skyld og Gield.
10.
Han gik i Graven ned med fulde Leve-Kræfter,
Var da Fordærvelsen det Maal, han higed’ efter?
(Thi end Ulykker gaae i de Fortvivltes Fied
Til deres Herberg og i deres Grave ned).
11.
Jeg raaber til min Gud; thi Herren vil mig redde,
Jeg vil med sagte Suk og stille Klager bede
I Aften-Demring, og naar Solen reiser sig,
Og i dens Middags-Smiil, og Gud skal høre mig.
12.
Selv redder han mit Liv fra Venner, som jeg troede;
Thi de med mig i Pagt og nøie Forbund stode,
Gud hørte deres Pagt, og saae den brudte Eed,
Og han, som holder Dom, han straffed’ dem derved.
13.
O! han, som vilde ei paa sin Forandring vente,
Som frygted’ ei for Gud — men hasted’ til sin Ende —
Han hævede sin Haand mod sin Fortroelige,
Og brød sin Pagt og gik med Fredsforstyrrere.
14.
Hans Læber smigrede, men man med Tiden lærte,
At Ild, ja Borger-Krig kun ulmed’ i hans Hierte,
Hans Ord var’ smidige som Olie, men er’
Nu blevne mellem os til mange dragne Sværd.
15.
Befal din Skiebne kun til Skiebnens Overherre,
Han vil erstatte dig, han vil din Hielper være,
Og tumler du endskiondt, du ei nedstødes skal;
Thi den Oprigtige skal reises i sit Fald.
16.
Men Gud, du pludselig afskierer hines Dage,
Thi de Blodgierrige og alle, som bedrage,
Ei leve halv den Tid, de kunde leve i,
Men jeg — her er mit Haab! — jeg veed du staaer mig bi.