Birgitte Boye (1742–1824)

Bliv vidt udstrakte Jorderig

Til et opmærksomt Øre,

En Ringe, Vældig, Arm og Rig,

Mig agtpaagiven høre,

Med Lærdom aabner jeg min Mund,

Og mine Tanker pense kun

Paa Viisdom at udbrede.

        Jeg føler Digter-Kald, og vil

Troe og opmærksom være,

Og Jorden ved mit Zithar-Spil

En hellig Sandhed lære —

Hvad gruer jeg for Tidens Vee,

Naar Herren slaaer, den Revselse

Fortiene mine Synder.

        Men Rigdoms usle Trælle — I

Som tillidsfuld betragte

Den Overflod, I svømme i,

Og eders Rigdom agte

For klippefast Lyksalighed;

I bygge dog paa Gravens Bred,

Og boe i Dødens Skygge.

        Erkiender til Naturens Gield

Al Rigdom ufornøden;

Thi ingen Broder Broders Siel

Har kiøbt endnu fra Døden,

Og skal ham aldrig løse ud,

Thi for hans Liv, han ikke Gud

Kan Løsepenge give.

        Sit Livs uendelige Værd

Kan han ei Gud erstatte;

Ei kiøbe Evigheden her

For alle Jordens Skatte;

Han ei talløse Aar kan naae,

Og ei Opløsningen undgaae,

Som skienker alt til Jorden.

        Nei døe — det er Naturens Lov!

Den Stolte skal erkiende,

At Jorden er kun Dødens Rov;

Den Viise naaer sin Ende

Saavelsom den Vanvittige,

Og hvad den Rige eiede,

Gaaer arveligt til andre.

        Her bygge de paa Steders Gruus,

Og boe som Tidens Herrer,

Den skumle Grav, et evigt Huus,

Dem dog tilsidst indspærrer.

Fra Slægt til Slægt de sluttes der,

Og deres Navn og Gravskrift er

Alt, hvad de Verden skienke.

        Gods, Høihed følger Syndere

Ei ned i Dødens Rige;

De leve hen som Dyrene,

Og døe hinanden lige;

Skiønt deres Levnet dræber dem,

Gaae andre dog paa Banen frem,

Og leve just som disse.

        De for en gridsk og graadig Grav,

Som Faar udseete ere

Til Døden, som de vogtes af

Dem der vil aflevere,¹

Og naar en Morgen bryder frem

Til evig Dag — da over dem

Skal Redelige seire.

        De tabe deres Skikkelse

I underjordisk Boelig,

Der ældes, der forraadne de;

Men Gud mig leder troelig,

Og da, endskiønt jeg klædes af,

Forløser Gud mig af min Grav,

Thi han mig til sig tager.

        Du fromme vær da ei forsagt,

Om hine blive rige,

Om deres Huus i Held og Magt,

Og Overflod kan stige,

Tænk det er deres Salighed,

Og den ledsager dem ei ned

I underjordisk Vaaning.

        Vel troe de sig lyksalige

Ved vellystfulde Dage,

Selv Herrens Godhed rose de,

Og Tidens Vel modtage;

Men gaae til deres Fædre ned,

Til dem, som giennem Evighed

Ei skue Lysets Straaler.

        En Rig, som staaer paa Ærens Top,

Af Viisdom ubestyret,

Med dyrisk Omsorg for sin Krop

Ei bedre er end Dyret;

Han lever hen som Dyrene,

Og kan sit Fortrin ikke see;

Hvor ligne de hverandre!