Birgitte Boye (1742–1824)

Paa dig, o Jehova! en Konge sig fortrøster,

Og glad, særdeles glad, sig ved din Hielp forlyster;

Thi Gud! du giver ham alt hvad han ønsker sig,

Og for hans Tillids Bøn du aldrig vegrer dig.

Du møder ham med Held, tryg staaer ved dig hans Trone;

Du kroner ham, og du beskiætter selv hans Krone.

Han bad dig om sit Liv — han bad, og levede — —

Ufødte Slægter skal hans graae Haars Krone see.

Hans Ære bliver stor — hans Roes sig vidt udbreder;

Det høres med hans Navn fra Steder og til Steder:

At du er al hans Hielp — ja frygtelige Magt!

Du omkringgiver ham med Majestæt og Pragt.

Og du bestemmer ham til varig Held, til Glæde,

Med overvættes Fryd du lader ham fremtræde

I Helligdommen, hvor han for dit Ansigt staaer

I Glandsen af dig selv, og Frydens Harpe slaaer.

Thi Kongen ene sig paa Jehova forlader —

Og han omarmer ham, og som en huldrig Fader

Ham leder paa et høit og meget slibrigt Sted,

Saa han ei falder tungt fra Ærens Spidse ned —

Du Herrens Salvede! din Arm nedslaaer din Fiende,

Og de, som hade dig, din høire Haand skal finde,

Naar du dit Øie vredt paa deres Leir nedslaaer,

Den som en brændende Ild-Ovn i Luer staaer.

Selv Herren møder dem, dig overlegne ere,

Ildflammer han udslaaer, som Jordens Frugt fortære

Rundt om Rebellerne — ja han i Nidkierhed

Udrydder og dem selv og deres onde Sæd.

Thi til din Undergang de tør sig sammenrotte

Og brede Snarer ud; men Gud skal Snaren blotte.

Da bæve de, sig selv er bittert Had bevidst,

Og kan ei imod dig udføre deres List.

De flygte — og du seer kun Skuldrene i Flugten,

Du møder dem paa nye, og Døden selv er Frugten;

Du spænder Buerne til dødelige Skud;

Mod deres Ansigter du sender Pile ud —

Vor Gud! — vi nævne dig med hellig Frygt nedbøied’,

Udrust dig! — Viis, at du er over Alt ophøiet,

Og lad dit Folk, din Arv, som grant dit Forsyn seer,

Lovsynge dine Raad og Undergjerninger.