Antologier: »Den flyvende Hollænder« fra Evropæiske Digte (1883)

Den flyvende Hollænder

Der er et Skib, som gaar og gaar,

men Maalet lige nær.

Kaptejnen mange hundred Aar

har trodset Vind og Vejr

og bandet med hver Ed den Hund

til Styrmand ved hans Rat,

at ej han sætte kan paa Grund

dem i en stormfuld Nat.

Men Manden gjør, hvad han formaar,

om end med haabløst Sind;

hvor Kystens Brænding vildest slaar,

han styrer Skibet ind;

han knuse vil dets haarde Barm

mod Klippe, Rev og Skjær,

men Bølgens Trods og Mandens Arm

er magtesløse her.

Han søger Kyst, saa tidt han kan,

og Havn, hvorhen han kom,

men naar han lægge vil til Land,

saa svinger Skibet om.

Et Vindstød slaar imod det koldt

og fylder hver en Klud

og slynger Skibet som en Boldt

paa Havets Vidder ud.

Thi evig skal den Skude gaa

foruden Ro og Rast.

Om Natten ser man Flammer blaa,

der slikker op ad Mast;

om Dagen kjendes den igjen

paa Klyverbommens Form,

thi ingen rider op som den

imod den værste Storm.

Ja uden Ro og uden Rast;

i Syd og Vest og Nord

den krydser stadig med en Last

af Synd og Sorg ombord.

I mange hundred Aar den løb

rundt om Magnetens Naal,

men om den fløj, men om den krøb,

den havde intet Maal.

Naar Isens skarpe Klippetak

sin Nordlyskrone bar,

blev Sejlets Flugt fra sin Kajak

tidt Eskimoen vár.

Med Skræk Malajen Sejlet saa’,

naar paa sit Røvertog

i Læ af Palmerne han laa

paa Lur med sin Pirog.

Fra Eddystone der spaas Orkan

— man kjender Mastens Top,

naar Skibet som den blege Ran

af Dybet dukker op.

Og Vagten hist paa Vinga Fyr,

et Kors de for sig slaar,

naar Havets største Aventyr

i Horisonten staar.

Naar Stormens Haand med Vælde rev

i Pjalter Nattens Sky,

og Lynet gjennem Mulmet skrev

sin røde Skrift med Gny,

og Nødsignalets hæse Skud

klang mellem bange Skrig,

langs Vragene som Dødens Bud

strøg dette Skib forbi.

Med Fosforglans om Sejl og Tov

og Flammer om sin Mast

det fór med Havild for sin Bov

frem med Orkanens Hast.

Det red paa Bølgens hvide Skum.

trods Tordenbrag og Lyn.

Af Rædsel blev hver Læbe stum

ved dette Undersyn.

Paa Dækket ses Kaptejnen staa

midt i sin vilde Stab;

hans Kinder blusser svovelblaa

af Druerne fra Kap;

de hvide Lokker flagre vildt,

men se paa Øjet kun,

hvor straaler det ej klart og mildt

som Smilet om hans Mund!

Hvert Vrag han hilser med sin Hat

og nikker som til Trøst,

og gjennem Storm og gjennem Nat

man høre kan hans Røst:

»Døm ej din Skjæbne haardt, min Gut,

frygt ikke, blege Mø,

thi Livet har man snart fortrudt,

men det er godt at dø.«

Og som han kom, han iler hen

fra dem, der er i Nød.

Han vugges sikkert snart igjen

paa fjærne Haves Skjød;

men kjendt, hvor end han stryger frem,

skjønt aldrig set i Havn,

»den flyvende Hollænder« — hvem

har ikke hørt hans Navn?

Saa flakker han — dog véd man, at

til Lindring i hans Kaar

for Anker kan han gaa en Nat

en Gang hvert hundred Aar.

Og hvilken Nat, naar Skibets Flugt

staar bort fra Storm og Sø

og styrer ind i Drømmens Bugt

paa Fønix-Fuglens Ø!

Endnu man ej paa noget Kort

en Plads til Øen fik,

og stadig vil den svinde bort

for Verdenskloges Blik,

men Barnet paa sin Faders Knæ

og Skjalden i sin Sang

har drømt om svale Skyggers Læ

bag Øens Bladehang.

Og Moderen ved Sønnens Grav

har set det skjønne Land,

naar Længslen hende Vinger gav

til Fønix-Fuglens Strand.

Dér leged Drengen i en Lund

saa frisk og rød og varm,

og glad hun trykked ham en Stund

paa Ny-op til sin Barm.

Thi Alt paa denne dunkle Jord,

der bærer Lysets Skjær,

det stammer i sit første Spor

fra disse Bredder her;

og Vaarens Pragt en Morgenstund,

hver Sang til Lysets Pris

— er Gjenskin og er Gjenlyd kun

fra Øens Paradis.

Og hver, som satte her sin Fod,

fandt strax paa denne Bred

den Favn, den Mund, han længtes mod

i from Uskyldighed.

Og Alt, han havde herligst drømt,

det traadte nu ham nær;

alt Stort og Skjønt, alt Rent og Ømt

fik Liv og Farver her.

— Nu skjød det mørke Fartøj ind

i Havnens sikre Bund.

Der daler Fred paa Sjæl og Sind,

nu man har Ankergrund.

Men Sukket stiger: »Ak, hvor kort

er dog ej Fredens Tid!

Før Morgensolen flyr den bort —

saa atter Storm og Strid!

Hvor længe varer denne Dyst

med Bølgen grum og vred?«

Da hvisker det fra Skov og Kyst

et mildt: Taalmodighed!

Det hvisker: Glem, at Du har stridt

mod Skjæbnens tunge Slag!

Sov, pinte Sjæl, sov trygt og frit;

end er der langt til Dag!

Og Solen synker træt til Ro,

men før dens Lys er slukt,

hvem vandrer ad den gyldne Bro

ind i den stille Bugt?

En anden evig Vandringsmand,

fordømt til Kval og Strid

— og Ahasverus kaldtes han

paa Jødefolkets Tid.

Ad Faldrebstrappen steg han let

til Fællerne ombord.

Det var et sælsomt Møde det

foruden mange Ord.

Men Øjets Sprog bag Sorgens Slør,

hvis man det tyde véd,

det hviskede, som Skoven før,

et mildt: Taalmodighed!

Dog atter skilles maa de To,

og bort han stille gaar,

hvor Maanen nu en Sølverbro

bredt over Havet slaar.

Mod Øst hans Veje svinde dér,

og mens han ensom skred,

saa’ Himlens tavse Stjærnehær

sørgmodig paa ham ned.

Men i den maanelyse Bugt

laa Skibets trætte Stavn,

og Skoven slog sin Arm saa smukt

om Fønix-Fuglens Havn.

Der sang saa mildt en Nattergal

en Sang til Hjærtets Trøst,

om Fred paa Bølge, Bjærg og Dal

og Fred i hvert et Bryst.

En Valmuduft de Trættes Sind

til Hvile dysser blødt.

Den gamle Sømand slumrer ind

og drømmer salig sødt.

En frigjort Verden skuer han,

for Kval og Brøde fri,

men som han naar sin Længsels Land,

er Drømmen alt forbi.

Thi om Orions Stjærnegjord

staar tætte Skyers Lag,

og Østens første Rosenflor

bebuder Gry og Dag.

En Morgenbrise Sejlet naar,

og op af Havets Skjød

imellem Uvejrsskyer gaar

Solkuglen blodig rød.

Et Vindstød stryger ind saa koldt