STORKEN KNEBRER FRA KIRKENS TAG,
HAN SER SIG UD SAA VIDE —
HAN KNEBRER UD I DEN HÆLDENDE DAG,
DÉR SOLEN RINDER BAG LIDE — —
(Hjemme i Danmark. Dagligstuen i den gamle Villa. Lys Foraarsaften med blød, mild Luft. Det har nylig regnet — Maanen skinner frem bag Træerne i Haven og spiller paa Væggene i den gamle Stue. — Skibsrheder Hauge sidder med sin Hustru i Hjørnesofaen under det lille Portræt af Max som Dreng. Tonny og Jack staa sammen ved det aabne Vindu, som vender ud til Haven. Han sidder halvt i den lave Karm. Hun staar med Armene støttet til Vindusposten og ser ud.)
JACK.
Fra Haven stiger en krydret Duft,
det damper fra Eng og Mose —
Se, Storken piller sit hvide Bryst
og glatter sin røde Hose!
Det er, som endnu i Luften laa
den trillende Lyd af Draaber,
som stænkede Bøgenes Bladesvøb
og Stikkelsbærbuskenes Kaaber —
TONNY.
Hør! Duggen rinder
i Karmen, over Rude!
Hvor Haven er smuk!
Ved Du, hvad de minder om
de Skygger derude —?
Konewkas Puk!
Tror Du ikke ogsaa,
at saadan en Aften
da er han ude?
Kan Du ikke tænke dig
ham gyngende der?
JACK.
Jeg vil hellere tænke mig
ham smidig og smuk
siddende paa Hug
imellem dine Skuldre
og stænke dem med Dug.
TONNY (bøjer sig ud over Karmen.)
Jeg synes, jeg har kendt
det altsammen før:
Den takkede Galv
og den hvidmalte Dør —
Stærekasserne —
Vedbendhangene —
Havegangene!
Løvetandsblomsterne
gule som Ællinger!
Hvor har jeg set dem?
JACK.
I mine Fortællinger.
TONNY.
Ja, derfor er alt mig
saa hjemligt nu,
for i det altsammen
levede Du
jo, førend jeg kom —.
Jack! Hvor bor Stæren,
Du fortalte mig om?
JACK.
I Æbletræet
derude, Ven!
Aa, jeg kender ingen,
der saadan som den
kan udtrykke Elskov!
Den skælvende unge,
lidenskabelige Elskov
i en Fugletunge,
som ikke finder Udtryk
undtagen i den evige
Dirren af Vingerne,
der aldrig er stille! —
Vildand! Som den har
jeg ondt ved at sige
det, jeg allerhelst vilde —
TONNY.
Jack! da vi kom
idag, og jeg hørte
det fløjte til Velkomst
over vor Dør,
syntes jeg, det maatte
være Fuglene fra før:
det samme nygifte Svalepar,
den samme nyfigne Stær,
den samme ærværdige Storkefa’r,
som én Gang byggede her.
JACK.
Ja, alle har de staat her
og ventet dit Komme —
Aa, kære min Vildand,
nu er Ventetiden omme!
nu er vi hjemme!
Hver Morgen skal Du synge
med din dejlige Stemme —
hver Dag skal Du tænke
langt borte paa mig,
og mine Tanker fare
tilbage til dig —
hver Aften skal Du sidde
og hviske i mit Øre
med din dybe Stemmes Klang
alt, hvad Du gik og tænkte
hele Dagen lang —
for alle dine Tanker
vil jeg kalde for mine,
og alle mine Tanker
skal Du kalde for dine!
TONNY.
Ja, alle dine Tanker —
JACK.
Det siger jeg dig:
Hver Vaar og hver Sommer
skal Du synge for mig!
Men naar Høsttiden kommer,
naar dens visnende Blad
kalder dig bort
for at synge for andre,
vil jeg slippe dig glad —
Vær vis paa det, Vildand!
TONNY.
Jeg er vis paa dig, Jack!
JACK.
I saadanne Dage,
naar Du synger for mange,
vil jeg sidde i Salen
helt langt tilbage,
hvor ingen kan se mig!
Naar Sangen da bryder
gennem Rummet sig Vej,
vil jeg sidde og tænke:
Kronen og Kongeriget
tilhører mig,
for Prinsessen er min!
TONNY (jublende.)
Ja din! kun din!
JACK.
Saa vil jeg tænke:
hende, hvis Sang
henriver dem alle,
hun er min Hustru!
Den Stemme, som klang
med Glans fra en Scene,
den synger i Stilhed
for mig alene!
De Vildandeøjne
som straalende skjuler sig
inde bag Laagene,
dem kysser jeg hver Dag
klare og vaagne!
Og hende, som staar dér
rank og fin,
med hende deler jeg
al min Styrke
og drikker min Glædes Vin!
Gærne kan de eje hende
allesammen,
for Prinsessen er alligevel min!
TONNY.
Hvor jeg elsker dig, Jack!
JACK.
Livet er en Lovsang
og Lovsangen Tak,
siden Du blev min!
TONNY (tager hans Haand.)
Nu skal Du vise mig
din Yndlingsplet
nede i Haven —
JACK.
Men — er Du ikke træt?
TONNY.
Nej! nej!
JACK.
Kom, Fugl!
Jeg skal vise dig Stedet
bag en Rosenhæks Skjul,
hvor jeg saade Valmuer
til Minde om vort Møde —
et Hav af de blodige
skinnende røde —!
I Sommer, naar de staa der
i blomstrende Rad,
vil vi plukke deres første
glødende Blad
og hviske til hinanden:
Du røde Valmue fine!
Jeg kysser dit røde Blad
med Bøn for de røde Hjærter,
som aldrig kan skilles ad!
(De gaa Arm i Arm hen til Havedøren, som Jack aabner — Maanelyset falder over Græsplænen udenfor.)
TONNY (uvilkaarlig.)
Nej, se dog, hvor Haven
er henrivende smuk!
FRU HAUGE.
Tag et Schawl om dine Skuldre —
husk, der falder Dug!
HAUGE.
Hvad vil I derude?
JACK (leende.)
Hvad vi vil? — Gaa paa Jagt
efter Bulmueurtsfnug
og prøve, om vi ikke
kan narre Hr. Puk! (begge ud.)
FRU HAUGE (ser efter dem.)
Hvor de to er glade!
HAUGE.
Det var vi ogsaa, Mo’r!
FRU HAUGE (ryster paa Hovedet.)
Ikke som de.
De har flere Betingelser for Lykken end vi.
(Ser hen for sig. Langsomt.)
Dérpaa er det den beror
Ægteskabets fulde Lykke —:
ikke paa et Troskabs Baand,
ikke paa det tit besungne
større eller mindre Fond
af Forelskelse — men kun
derpaa, at de to bestandig,
i det mindste som det største,
kan forstaa hinandens Trang — —
Sjælelivets Sammenklang,
Harmonien er det første!
HAUGE.
Se! der gaa de med hinanden
under Hængeaskens Grene,
han og hun, de to alene —
FRU HAUGE.
Og for seks og tredve lyse
Somre siden
gik vi selv dér — glemte Tiden,
glemte al Ting for hinanden!
Da var Livets Himmel klar —
HAUGE.
Den var ikke blot,
den er det, Du!
Vi har Ungdom sammen
tilbage endnu!
Og Du, som spillede Hjærterne bløde,
da Du strøg Violinen over den Døde,
Du har Sejre at vinde, større end før!
FRU HAUGE (ryster paa Hovedet. Vemodigt.)
Nej, Nehls! Den Kunst,
som ikke har levet i Frihed, dør.
HAUGE.
Ved Du da ikke,
at saadan som Du spillede over hans Lig,
saa mesterligt spillede Du aldrig før?
FRU HAUGE.
Nej, for det, som man lover til en, der dør,
det faar man altid Magt til at holde.
Aa, men jeg følte det, da det var Slut:
at saadan kan man kun en Gang spille!
Og saa var det, at jeg maatte se Buen brudt —
hans og min
og Slægtens Violin!
Den Violin
hvorpaa han maatte bløde,
paa den skulde ingen anden
spille sig Lykken imøde.
HAUGE (ser paa hende.)
Dérfor var det altsaa —?
FRU HAUGE.
Ja — derfor var det.
HAUGE.
Og al den Sorg har jeg voldet dig! — Du,
som var saa ung og saa lys og fin!
Aa, kunde jeg gøre det om endnu!
FRU HAUGE.
Man spalter ikke en Sjæl i to,
som Du har gjort det ved min,
uden at bøde for det, Nehls —
HAUGE (pludselig opfarende.)
Var Skylden da aldrig din?
Tog Sønnen ikke sin Faders Plads,
fuldtud, eller dog tildels?
Og hvorfor valgte Du ham for mig?
FRU HAUGE.
Han trængte mest til mig, Nehls!
HAUGE.
Og nu?
FRU HAUGE.
Nu trænger Du mest.
HAUGE.
Ha! Ha!
Ja sig det blot!
for nu behøver han ingen —
FRU HAUGE (stille.)
Nehls — jeg var kommen alligevel —
det ved Du godt.
HAUGE (med et Glædesskrig.)
Er det sandt! Er det virkelig sandt? Aa, Du!
Var Du kommen alligevel? Havde Du siddet
her hos mig som nu —
og husket og glemt —?
FRU HAUGE (tager hans Haand i sin.)
Glemt alt, hvad der var mørkt og tungt
og husket, hvad der var dybest gemt —
bragt dig tilbage
min Kærlighed, dyb og stærk og varm
som i Ungdommens Dage.
HAUGE (slutter hende i sine Arme.)
Straalende skøn er den unge Ungdom —
men dobbelt skøn er den unge Alderdom,
den, paa hvis Isse
Sneen falder i lange Stunder,
og som det bestandig grønnes under —!
TONNY (synger udenfor det aabne Vindu.)
De, som følges fra tidligst Vaar,
og indtil Bladene fældes,
finde skal de til hver en Tid,
at Kærlighed aldrig ældes!
Skoven, hun grønnes hvert eneste Aar —!
(De to i Sofaen rejser sig stille og gaar hen til Vinduet.)
JACK (som staar udenfor, med Armene støttet til Vinduskarmen.)
Synger hun dog ikke vidunderligt, Mo’r?
FRU HAUGE (smiler.)
Hun har aldrig sunget saa smukt som nu.
TONNY.
Det er Jacks Skyld, Du!
Hans Øjne straaler i Maaneskin —
Og sang jeg mig i et Hjærte ind,
saa var det forvist i en Stund, da de Øjne
gennemvarmed mit hele Sind.
(lægger Armene om hans Hals)
Min Ven! Hos dig — gemt dybt i din Sjæl —
har jeg fundet den fine Forstaaen af Kunst,
som er Kunst i sig selv.
JACK (nikker over til Fru Hauge.)
Ja de, som er Sangbund —!
Hvad vilde I gøre, om I savnede den?
Saa fandt I Jer aldrig i Verden Hjem,
I fremmede Fugle!
TONNY.
Til alle Toner gav Du mig Teksten,
og din er Æren for hele Væksten!
JACK.
Nu skal Du synge din Sang tilende,
hører Du, Vildand!
Og alle vil vi staa her og lytte med Tak
til Sangen, som vi elske og kende —
for den er en Hilsen fra Max —
FRU HAUGE.
Aa, Jack!
JACK.
Se, Tonny! hvor Maanen skinner som Guld
omkring de to!
om det gamle Par og det unge Par,
som nu fæster Bo — — —!
TONNY (synger med hans Haand i sin.)
De, som tryggelig Høst og Vaar
kan fast paa hinanden lide,
vide skal de, at Solskinskaar
ganger efter Uvejrstide —
Skoven, hun grønnes hvert eneste Aar —!
De som synes, at større Fryd
randt aldrig i et Samlivs Dage,
føle skal de hver Dag, der gaar,
at de har det bedste tilbage!
thi Skoven, hun grønnes hvert eneste Aar —!
Puk sad i Hyldene,
skar af Kvistene
tre smaa Fløjter
og kom saa listende — —
Udover Taget
krøb Hyldegrenene —
Puk kneb Storkefa’r
lidt i Benene!
Den ene Fløjte
gav han Zefyrerne,
den anden stak han
i Vindfløjslyrerne —
Den tredje satte
han selv for Munden
og blæste i den
til Morgenstunden!
Med Vingerne gyldne
af Maanestrømmene
satte han Alfeord
til Menneskedrømmene — —.
Lyttende bøjede
Træerne Kronerne:
De lyse Nætters
Glans var i Tonerne —
Lyttende drømte
Fugleungerne,
lyttende aandede
Blomstertungerne —
Al Ting lyttede
soldugdrivende —
Menneskedrømmene
var saa henrivende!
Men ud fra et Vindu
i Gavlen af Huset
skinnede Lys over
Havegruset.
De stod dér sammen
ved Lykkens Porte —
Menneskedrømmene
levendegjorte!
Da Mørket sænked sig
over de to,
da var der ingen
Ugle, der lo —
men Storken knebrede
Natten lang
oppe fra Taget —
og Nattergalen sang!