Jenny Blicher-Clausen (1865–1907)

            Ved den rullende Fos,

            i den brusende Strøm:

            Tonernes Fos,

            Tidens Strøm,

staar Nøkken og spiller paa Harpe.

Prøv ikke paa at drive ham bort,

fast er hans Fod som Klippen,

mod ham maa de stærkeste komme tilkort.

            Ingen af de mange,

            modstridende Kræfter

            i den ilende Strøm

            kan styrte hans Trone.

            Skaberen selv

            har fra evige Tider

            givet ham i Eje

            den store Verdenstone.

            Men den kan ingen spille

            uden han, — han alene!

            Og han spiller den ikke

            før ved Tidernes Ende;

            da kalder den sammen

            alle flygtende Toner

            i det svindende Rum

            til en mægtig Sang,

            — alle rene og sande

            og levende Toner,

            som Sjæle har elsket

            og favnet engang —

            Løsende al Tvang,

            stillende al Trang

            glider den mægtige Tone

            udover Verden,

            ind for Guds Trone! — —

    Men Nøkkens Harpe,

    den, han kun éngang

    faar Magt til at spille

    helt og fuldkomment,

    som ingen har hørt den

    i Digterdrømmen,

    den har lydt og vil lyde

    til alle Tider

    igjennem Strømmen.

    Poesiens Skat!

    Romantikens Harpe!

    Den har tusende Toner

    med forskjellige Klange,

    der er spillet paa dens Strænge

    utallige Gange

    af dem, som fandt den,

    fik den til Laans

og lod Laanet for Ejendom gjælde.

Nøkken véd det, — lad ham fortælle.

»Jeg staar med min Harpe i den sydende Strøm,

og op om min Lænd,

ja, højt mod mit nøgne, skællede Bryst

taarner sig de larmende Bølger,

bryder mod min Nakke,

skyller over mine Skuldre;

men jeg smiler — og lader dem buldre.

Har de raset sig trætte,

slutte vi Fred,

til de atter har Kræfter

at stride med;

og døver de end mine Strænges Klang,

Harpen selv kan de ikke røre;

hver Gang den spilles af en Mesterhaand,

naar den til de kommende Slægters Øre!

Stundom har jeg laant den

til hele Folket:

Hørte I aldrig dens kjendte Klang

i en simpel fortællende Folkesang

fra svundne Tider, naar Ærens Stemme

kaldte til Strid herhjemme,

og Folkedigtningens bløde Tone

bølged om Danekongens Trone? —

Jeg synes, det lysner i Tiderne trange

endnu, — naar jeg hører de gamle Sange. —

Om mangen en mindre Sanger

slynged jeg Tonernes Baand,

men ogsaa de store Mestre

har haft min Harpe i Haand:

Hamleth er født af den skjønneste Stræng,

den største Digter til Sang lod stemme,

og Faust har viklet sit Klædebons Flig

ud af den lønligste Krog

i min Harpes gyldneste Gjemme!

I Aarhundredets Morgen jeg ensom sad

ved Tidens hvirvlende Strømme;

kjed af at følge dens Døgnflueliv

drømte jeg tungsindige Drømme.

Harpen støtted jeg mod mit Knæ

og læned min Ryg til et marvløst Træ,

tænkte: Mon min Tid nu er omme?

Vil aldrig mer en Harpespiller komme?

Jeg saa mig omkring blandt Døgnets Mænd;

det var kjedelige, aandløse Fyre tilhobe,

gamle var de fleste, før de voxede til,

af Livsmod var der ikke en Draabe.

Nej, tænkte jeg, før jeg skal som Laan give hen

til en eneste af disse Døgnfluemænd

min tonende Vidunderharpe,

før giver jeg den, tror jeg, til en Karpe!

            Da kom — som en Bølge

            med Solskin i Følge, —

            leende, springende,

            Glæden bevingende,

            lys som en Sommernat,

            frisk som et Foraarskrat,

            spændstig som Staalets Rand

            over en Buestræng,

            Guder! hvor ung en Mand!

            næsten en Dreng!

            Det klang som en Susen

            fra Klipperifter:

            »Nye Tider!

            Nye Bedrifter!«

            Det toned og lyste,

            hvorhen han iled;

            han standsed og lytted

            tavs og smiled —

            Lykkens Yndling!

            I sin Glæde

            tryg han hviled.

            Da sang alle Fugle

            for ham alene,

            da spirede Blade

            fra tørre Grene,

            Roser sprang frem

            af sorten Muld;

            han plukkede hele

            Favnen fuld!

    Fjældene toned i Fuglekvidder:

    Lykkelig er Du, Lampens Besidder!

    Og henrykt svared de fjærne Skove:

    Lykkens Yndling alt tør vove! —

Knap havde jeg set ham med Lykkebavnen,

saa kasted jeg ham min Harpe i Favnen.

Da blev han paa éngang saa underlig stille —

                Og saa! O, I Guder!

saa gav han sig til at spille!

Han skjalv ej paa Haanden, han tøved ej længe,

men greb i de stærkeste, fineste Strænge.

Han spillede Liv i mit kolde Bryst,

Kraft i min Arm og Ild i min Røst;

han spilled, saa Fjældene revned brat,

                og til Syne kom

for Nutidens Øjne en Oldtidsskat. —

Der var tryllende Klang i hver Stræng, han slog,

hvert Greb var en sprudlende Daad —

Himmel! hvor kunde han barnlig le

og smile midt i sin Graad!

Øjet var lyst som en Solskinsdag,

— jeg elsked ham strax som en Søn, —

Ungdomsforventning, Livslyst og Mod

farved hans Kinder med det rødeste Blod

og gjorde ham bedaarende skjøn!

Jeg tog ham ind i min stærke Arm

og krysted ham fast i min Favn,

jeg kyssed hans krøllede Hoved

og kaldte ham kjærlig ved Navn. —

Men den Gang jeg slap ham af Favntaget løs,

var han bleven en anden end før:

Beruset af Sejrene vakled hans Fod,

og Modet var bleven til Overmod;

af Lykke var han sanseløs, ør.

Han famled paa Harpen, vilde spille som før.

Han vidste jo, ingen kunde Vejen ham spærre,

han var Lampens og Tonernes vældige Herre;

alle maatte lytte og undrende sig bøje

for Glansen i hans straalende Digterøje;

han kjendte Jordens Skatte og Underbjærgets Dør, —

men i hans Haand klang Harpen ej som før: —

De stærke Toner, underlige dybe,

som spilles her i Verden ej af to,

som trylled frem Aladdins Kongeslotte

og Kæmpeskikkelsen fra Hladebo,

de klang kun atter som et dæmpet Minde,

en sidste Gjenlyd af hans første Kraft,

den, som kan aldrig bort med Tiden svinde.

Men selv han mærked ej, hvad der var tabt:

Han var jo Lykkens Barn, for Glæden skabt!

            Hans Spil havde aabnet

            Tidens Øre,

            hans Digterild vakte

            atter andres;

            vi fik dejlige Harpe-

            toner at høre.

            I Aaringer lød

            min Stemme højt,

            og Bølgerne leged

            mig blidt for Fode;

            men — Bølgetroskab

            jeg aldrig trode.

            Og en Dag, saa rejste sig

            pludselig Strømmen:

            Til Side med det svundne!

            Til Side med Drømmen!

            Bort med de skjønneste

            Digterløgne!

            Frem med det virkelige!

            Frem med det nøgne!

            det, vi kan se

            og gribe med Haanden —

            Hvem tror paa det usynlige?

            Hvem fabler om Aanden? —

            Op om mit Bryst

            stænked de kolde,

            sorte Bølger

            og døved min Røst.

Da tav jeg og stillede Harpen ind

i Klippehulens Granitportaler.

Dér laaner den en Fortid sit straalende Skin;

men jeg selv, jeg er bleven saa bleg om min Kind

af den giftige Strømning, som Bølgerne bærer;

her er koldt, — og Nutidsluften tærer.« —

Nøkken sidder med Armen sno’t

om Klippeblokken, som gjemmer hans Harpe,

hans Aasyn er mørkt, hans Øje tungt;

han har nok for fast paa en Nytid tro’t.

Tiden er bleven ham for sanselig fri,

hans dæmpede Akkorder er der faa, som vil høre;

de har Velklang og Sollys og evig Harmoni,

men intet, som kan kildre det sanselige Øre.

Tankerne er rene, ikke sølede i Snavset;

men derfor, siger Tiden, er de heller ikke sande,

og Sandheden: den, som er identisk med det raa,

skal nu staa som Stempel paa Kunstnernes Pande.

Det gaar sørgelig tilbage med Fuldkommenhedsdrømmen,

og Bølgerne gaa sortere og sortere i Strømmen;

de pletter Nøkkens Hoved med Spot mod al Beaanden

og truer med at rive ham hans Harpe af Haanden —

            Da rører sig den gamle;

            han retter Ryggens Krumning,

            spænder Armens Muskler

            i et kæmpestærkt Tag

            om den egeskaarne Harpe,

            han har grebet til Slag.

            Og han rejser sig og spiller! —

            Som ildfarvet Støv

            sprøjter om hans Arme

            de tusende, perlende

            Draaber af Dampen, —

            skinnende Rubiner

            Smaragder og Safirer

            fra Aladdinslampen! —

            Og mellem hans Fødder

            boltrer sig i Skumdans

            den hvirvlende Strøm,

            vippende med mægtige

            Fyrretræsrødder,

            der lette som Spaaner

            paa Bølgerne gynger —

            Han ryster sine drivvaade

            Lokker og synger:

Aldrig skal den dø,

saalænge Nøkken staar i de stridende Strømme,

rolig som en Gud paa den oprørte Sø

og løfter sin Harpe mod de levendes Ø:

Spil, spil paa alle mine Strænge!

Harpen er den samme og kjendes paa Klangen,

men Tonerne har tusende forskjellige Lyde;

mange, som endnu ej tog Sjælene fangen,

ligger blot og venter paa dit Øre at fryde;

spil, spil paa alle mine Strænge,

de toner bedst, fordi de toner længe —:

Naar de mægtigste Røster,

som nu hæver sig i Tiden,

forlængst er forglemte,

vil Slægten endnu fryde sig

ved Romantikens Toner

paa Nøkkens Harpe stemte.

Kald det Efterromantik

eller Nyromantik!

Det sidste er nok ellers kun et Skjul for Realisme,

hvor det slibrige gjærne kan gaa med, om det vil;

men jeg har og et Lighedskrav, — det hører Tiden til, —

ej nogen Magt i Verden kan det lempe eller slette,

fordi det kom fra Tidens Drot, — og Kravet, det er dette:

Som Renhedskravet stilles

til Mand og til Kvinde,

stiller jeg det strængt

til hver Kunstner, som vil spille

paa min Evighedsharpe!

Nutiden vil drage mig ned til sig,

men mit Maal er at drage den op til mig;

jeg vil ej synke, men den skal stige

op mod Ideernes evige Rige,

Vejen skal gaa til den højeste Top

»hvorfra vi er sunkne, men atter skal op«.

Og derfor skal det siges, ja raabes gjennem Stormen

til hver, som fik i Vuggegave Sangerkunsten givet:

Renhedskravet hævder jeg i Kunsten som i Livet!